Olaf Liljekrans
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
Skoven tilvenstre)
(langt borte, udenfor til Høire.)
(lidt nærmere end før)
(i Nærheden, men stedse udenfor Scenen.)
(nærmere end før)
(træder ind)
(ærgerlig)
(uvis)
(der imidlertid har faaet Øie paa Levningerne af
Broen.)
(gaa over Elven og komme ned i Forgrunden.)
(seer sig om)
(forbittret, men med dæmpet Stemme)
(sagte)
(med et Udraab.)
(forbausede)
(til sit Følge, uden at bemærke de Andre)
(idet han gaaer hende imøde.)
(fatter sig og rækker ham Haanden)
(vedbliver fornøiet)
(forlegen)
(spændt.)
(der har seet ud til Høire.)
(sagte til sine Svende)
(afsides, sukkende, idet han fremdeles seer ud til
Høire)
(endnu i Baggrunden)
(nærmer sig)
(tvungen, spøgende.)
(hviskende til Arne)
(mistænkeligt, til Fru Kirsten)
(der imidlertid har holdt Øie med Fru Kirsten og
hendes Følge)
(truffen)
(afsides)
(dæmpet.)
(ligesaa)
(der imidlertid har fattet sig.)
(utaalmodig)
(truende, idet Flere trække deres Knive og styrte
ind paa Fru Kirstens Folk.)
(hæve Øxerne og sætte sig til Modværge)
(kaster sig mellem de Stridende)
(der har søgt at berolige sine Frænder, nærmer sig
Fru Kirsten og siger med dæmpet Stemme, idet han
søger at betvinge det indre Oprør, der dog er synligt
hos ham.)
(med indædt Forbittrelse)
(vedblivende)
(sagte til Arne)
(til Arne)
(paa samme Tid)
(der har faaet Øie paa Thorgjerd som stiger op fra
Elven.)
(ængstelig)
(hviskende mellem hverandre)
(idet han træder et Par Skridt nærmere)
(med et listigt Smiil)
(med et forvildet Udtryk og halvt for sig selv.)
forvirret.)
nende, ligesom et Omkvæd:)
(til Fru Kirsten)
(sagte til Fru Kirsten)
(sagte til Hemming, der staaer nedslaaet.)
(ved Udgangen)
(til Hemming, der vil gaa)
(gaa ud til Venstre)
(knæler ned og gjør som hun byder.)
(medens han er beskjæftiget dermed.)
(fremdeles beskjæftiget som før)
(hurtigt)
ming reiser sig)
(nynner, idet hun betragter ham med skjult Drilleri)
(kort)
(nærmer sig)
(stedse mere og mere ivrig.)
(der er stegen op paa en Steen, hvor hun plukker nogle
blomstrende Hæggekviste.)
(fremdeles beskjæftiget)
(sukkende)
(nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre Stilling,
og beskjæftiget som før)
(i høieste Glæde)
(vender Hovedet om og siger koldt).
(som ude af sig selv.)
(uden at lægge Mærke til Hemming)
(halvt opvaagnende)
(ængsteligt)
˹
˺
(vedblivende)
(korser sig)
(afsides)
(vedblivende)
(træder forbauset tilbage)
(afsides)
Forgrunden til Høire)
(idet han sønderriver nogle Blomster som han har
plukket udenfor.)
(ligesom pludselig belivet.)
(smilende)
staaende.)
(idet han reiser sig)
(fjernt fra Skoven til Venstre)
(idet han seer ud til Høire)
tilvenstre.)
(fjernt fra Skoven til Venstre)
(viger ængsteligt tilbage)
(standser pludselig, som greben af en uklar og smerte-
lig Erindring.)
(dæmpet og langt inde i Skoven.)
(afsides, idet hun træder ind fra
Baggrunden, uden at bemærkes af de Øvrige.)
(med stigende Heftighed)
(raskt men dæmpet inde i Skoven til Venstre.)
(afsides, under Choret.)
(jublende)
ud til Venstre)
(med et Skrig, og ligesom paa engang opvaagnende)
(til Olaf.)
(aandsfraværende)
(afbrydende)
(peger paa Alfhild)
(smerteligt, med et Blik paa Alfhild.)
(sagte og triumpherende, idet han tager Ringen frem)
(tager Ringen fra ham og siger ligegyldigt.)
(har med stille og barnlig Forbauselse betragtet
det foregaaende Optrin; dog uden at lægge Mærke
til Handlingen; naar Alle ere borte farer hun
efter en Pause op, ligesom af en Drøm.)
(i Baggrunden.)
(nærmer sig)
(jublende)
(for sig selv.)
(afledende Samtalen)
(gaaer nogle Gange frem og tilbage; endelig standser
han foran sin Moder og siger:)
(i Tanker.)
(livligt.)
(seer ud til Høire.)
(iler ham glad imøde)
(afsides)
(afsides)
(uvis og beklemt.)
(stille og tankefuld, efter en Pause.)
(sagte.)
og gaaer ud ved Huset.)
(for sig selv.)
(nærmer sig.)
(livligt.)
(afsides)
(seer forundret paa hende)
(afsides)
(studsende)
(med barnlig Glæde.)
(for sig selv.)
(sagte, idet hun nærmer sig.)
(truffen)
(smilende)
(afsides)
(i høieste Bestyrtelse)
(forundret)
(vedblivende)
(fortumlet af Glæde.)
(trohjertig)
(smilende)
(for sig selv.)
(kalder udenfor til Venstre)
(kommer ned i Forgrunden.)
(for sig selv.)
(sætter sig paa Bænken tilvenstre)
(rækker ham Bollen)
(reiser sig)
(forlegen)
(for sig selv.)
mellem Gjæsterne.)
(sagte til Hemming)
(smilende)
(høit og afmaalt)
(afsides)
(afsides, studsende)
(som før)
deparrets Slægtninge.)
(sagte)
(afsides)
(sagte).
(afsides)
(med et Udraab.)
(ligesaa)
(paa samme Tid)
Hvisken.)
(med tvungen Fatning)
(dæmpet)
(sagte og forskrækket)
(til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket.)
(med et Udraab)
(til Ingeborg.)
(forbløffet)
(hurtigt.)
(for sig selv.)
(afsides.)
(der imidlertid har gjenvundet sin Fatning)
(˹u˺ villig, da han seer Ingeborg hviske til Hemming.)
(paa engang, idet hver af dem griber en af Olafs Hænder)
(slipper hans Haand)
(i stærkt Oprør)
(tier.)
(fortivlet, kjæmpende med sig selv.)
(træder som fors{ <...> }tenet et Skridt tilbage og stirrer
paa ham)
(med stigende Ophidselse)
og de øvrige Smykker af, og lægger dem for Ol{ <...> }afs Fød-
der, idet hun vedbliver ufravendt at stirre paa ham.)
(synker paa Knæ og bedækker Ansigtet med sine Hænder)
(synker mod Jorden saaledes, at hun kommer til at
hvile i en liggende Stilling ˹ved˺ paa Stenbænken til Venstre<...>
Et stærkt Lyn oplyser Scenen, Tordenen ruller; under
det Følgende tiltager Mørket og Uveiret mere og mere,
indtil Aktens Slutning.)
(truer sagte til Hemming i Forbigaaende)
(gaa stille og forstemte ud til Høire; Tyendet til
Venstre.)
(holder Hemming tilbage)
ud til Høire.)
(bliver en tidlang ubevægelig liggende med Ansigtet
skjult i Hænderne. Endelig hæver hun sig halvt
iveiret; seer sig forvildet om, reiser sig og siger
med stille, afbrudt Latter:)
(lister sig under Choret ind fra Venstre)
Huset.)
(ligesom greben af en ængstelig Anelse)
(i feberagtig Angst.)
(tager en af Faklerne.)
gaa ud til Høire bag Huset.)
(med frembrydende Taarer)
springer op fortvivlet og ude af sig selv.)
Gavlen og styrter til Jorden. – Ingeborg og Hem-
ming komme hurtig frem bag ved Huset.)
(springer forvildet op.)
(med vild Latter)
(seer stivt paa ham)
(nikker)
ud til Høire ved Vandet.)
(endnu halvt i Drømme)
(viger sky og ængstelig tilbage.)
(mildt og klagende)
Graad.)
(smerteligt bevæget)
(springer op med barnlig Glæde)
(med et stærkt og stigende Udtryk af Forvildelse.)
(ligeledes med et Udtryk af Forsagthed.)
(utaalmodigt)
(seer sig om og kalder med dæmpet Stemme)
(stikker ubemærket Hovedet ud af Døren og faaer
Øie paa Olaf.)
(afsides)
(afsides)
(afsides)
(høit, idet hun træder nærmere)
(forbauset)
(begynder at fatte Sammenhængen)
til Høire i Baggrunden)
(afsides)
(som er bleven alene tilbage.)
andre Smykker)
(høit og med undertrykt Lidenskabelighed.)
(i heftigt Udbrud)
(trykker Hænderne mod Brystet.)
(med tilbagetrængt Forbittrelse.)
(til de Omstaaende)
(afsides)
(med frembrydende Taarer)
(staa som forstenede med Udraabet:)
(hæver ham op.)
(til Fru Kirsten)
(forbausede)
(forbittret)
(kaster sig om hans Hals.)
(forskrækket)
(sagte)
(kaster sig i hans Arme)
Faksimile
Olaf Liljekrans.
Skuespil i 3 Akter
Faksimile
Personerne:
Fru Kirsten Liljekrans.
Olaf Liljekrans, hendes Søn.
Arne fra Guldvik.
Ingeborg, hans Datter.
Hemming, hans Svend.
Thorgjerd, en gammel Spillemand
Alfhild.
Bryllupsgjæster.
Slægtninge af Arne fra Guldvik.
Terner og Svende
hos Fru Kirsten.
(Handlingen foregaaer i Middelalderen i en Fjeldbygd.)
Faksimile
3.
Første Akt.
(En tæt bevoxet Li, der fører op til høiere lig-
gende Fjeldegne; i en dyb Kløft løber en strid
Elv fra Baggrunden ud til Høire; over Elven ligge
nogle gamle Træstammer og andre Levninger af en
forfalden Bro. Store Klippeblokke ligge adspredte
i Forgrunden, langt borte sees Toppene af høie
Snefjelde. Aftenrøden hviler over Landskabet,
senere kommer Maanen frem.)
gende Fjeldegne; i en dyb Kløft løber en strid
Elv fra Baggrunden ud til Høire; over Elven ligge
nogle gamle Træstammer og andre Levninger af en
forfalden Bro. Store Klippeblokke ligge adspredte
i Forgrunden, langt borte sees Toppene af høie
Snefjelde. Aftenrøden hviler over Landskabet,
senere kommer Maanen frem.)
1ste Scene.
Thorgjerd (staaer paa et Klippestykke {
<...>
}ved
Elven og lytter til de forskjellige Chor, som høres
udenfor Skuepladsen.)
Elven og lytter til de forskjellige Chor, som høres
udenfor Skuepladsen.)
Chor af Fru Kirstens Følge
(dybt inde i
Skoven tilvenstre)
Med fromme Sange, med Klokkespil
Saa vide vi færdes i Dale;
Faksimile
4.
Du christne Mand, Du lytte dertil,
Vaagn op af den koglende Dvale.
Slægtninge af Arne fra Guldvik
(langt borte, udenfor til Høire.)
Nu Færden staaer
Til Bryllupsgaard;
Folen løber let under Lide!
Det drønner under Hov
I den grønne Skov,
Der de lystige Svende monne ride!
Fru Kirstens Følge
(lidt nærmere end før)
Vi mane Dig frem af Houg og Fjeld,
Hvorhelst Du end sidder bunden,
Du vaagne derved, Du fri din Sjel
Fra listige Alfer i Lunden!
Faksimile
5.
(Thorgjerd forsvinder i Kløften, hvor Elven løber;
efter et rask Mellemspil høres nærmere:)
efter et rask Mellemspil høres nærmere:)
Arnes Slægtninge
Vor Vei vi korte med Skjemt og Sang,
Alt om den Brudenat.
Fru Kirstens Følge
.Med Graad vi vandre den Dag saa lang,
Vi speide i Ur og i Krat.
Arnes Slægtninge
(i Nærheden, men stedse udenfor Scenen.)
Til Bryllupsgilde, til Spil og Dands
Stævne baade Terner og Drenge.
Fru Kirstens Følge
(nærmere end før)
Olaf Liljekrands! Olaf Liljekrans!
Hvi sover Du saa tungt og saa længe!
Faksimile
6.
2den Scene.
Arne fra Guldvik (viser sig med sine Slægtninge,
Mænd og Kvinder, Spillemænd o. s. v. i Baggrunden
til Høire paa den anden Side af Elven; de ere Alle
i Høitidsdragt. Strax efter Hemming fra samme
Side.)
Mænd og Kvinder, Spillemænd o. s. v. i Baggrunden
til Høire paa den anden Side af Elven; de ere Alle
i Høitidsdragt. Strax efter Hemming fra samme
Side.)
En af Følget
See her gaaer Veien.
En Anden
.Nei her!
En Tredie
.Vist ikke, her maa det være.
Arne fra Guldvik
See saa, staa vi nu fast igjen! (kalder) Hem-
ming! Hvor er Hemming?
ming! Hvor er Hemming?
Hemming
(træder ind)
Her!
Faksimile
7.
Arne
Har jeg ikke sagt, Du skal holde Dig nær hos
for at gaa mig tilhaande.
for at gaa mig tilhaande.
Hemming
Det var Jomfru Ingeborg – hun vilde, – og saa –
Arne
.
(ærgerlig)
Jomfru Ingeborg! Jomfru Ingeborg! Er Du
Jomfru Ingeborgs Terne? Du er min Riddersvend,
Du skal tjene mig; faaer Du ikke Kost og
Løn derfor? Naa, sig os hvor Veien gaaer,
vi sidde fast.
Jomfru Ingeborgs Terne? Du er min Riddersvend,
Du skal tjene mig; faaer Du ikke Kost og
Løn derfor? Naa, sig os hvor Veien gaaer,
vi sidde fast.
Hemming
(uvis)
Veien? Ja, jeg er lidet kjendt heroppe, men –
Arne
.Kunde jeg ikke tænke det, det er altid den
Gavn jeg har af Dig! Ja, saa maa vi holde
til i Ødemarken i Nat, saa sandt jeg hedder
Arne fra Guldvik.
Gavn jeg har af Dig! Ja, saa maa vi holde
Faksimile
8.
til i Ødemarken i Nat, saa sandt jeg hedder
Arne fra Guldvik.
Hemming
(der imidlertid har faaet Øie paa Levningerne af
Broen.)
Ei, det har liden Nød, her komme
vi over.
vi over.
Arne
.Hvorfor siger Du saa ikke det strax.
Alle
(gaa over Elven og komme ned i Forgrunden.)
Arne
(seer sig om)
Ja, nu kjender jeg mig igjen. Elven der er Grænd-
seskjællet mellem mine og Fru Kirstens Enemærker.
(Peger til Venstre) Dernede ligger hendes Gaard; om
en Time eller to kan vi sidde lunt i Brude-
huset, men saa maa vi ogsaa rappe os. (kalder)
Ingeborg! – Hemming! hvor er nu Ingeborg igjen?
seskjællet mellem mine og Fru Kirstens Enemærker.
(Peger til Venstre) Dernede ligger hendes Gaard; om
en Time eller to kan vi sidde lunt i Brude-
huset, men saa maa vi ogsaa rappe os. (kalder)
Ingeborg! – Hemming! hvor er nu Ingeborg igjen?
Faksimile
9.
Hemming
Bagved, oppe i Lien. (viser til {
Venstre
}Høire.) Hun
leger med sine Brudepiger; grønne Kviste hente
de ned fra Hæggetræerne og jages dermed under
Lyst og Latter.
leger med sine Brudepiger; grønne Kviste hente
de ned fra Hæggetræerne og jages dermed under
Lyst og Latter.
Arne
(forbittret, men med dæmpet Stemme)
Hemming! dette Bryllup gjør mig helseløs,
saamegen Harme voldes mig derved. (seer udad
til { Venstre }Høire.) Der rende de, see, nei see kun!
Det var hende, som fandt paa, at vi skulde tage
over Fjeldet, istedetfor at følge Veien, saa kom
vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre
saa – hu,[HIS: Usikker rekkefølge. HIS har valgt å transkribere komma. Komma er enten overskrevet med utropstegn, eller selv skrevet over utropstegn, men rekkefølgen lar seg ikke endelig avklare.] jeg kunde blive gal derover; alt
{I} ˹i˺morgen skal hun for Alteret; er det de høvi-
ske Sæder, hun skulde beflitte sig paa! Hvad
vil Fru Kirsten sige, naar hun finder min Dat-
ter saa ilde optugtet. (da Hemming vil tale)
Ja, for det er hun; hun er ilde optugtet, siger
jeg.
saamegen Harme voldes mig derved. (seer udad
til { Venstre }Høire.) Der rende de, see, nei see kun!
Det var hende, som fandt paa, at vi skulde tage
over Fjeldet, istedetfor at følge Veien, saa kom
vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre
saa – hu,[HIS: Usikker rekkefølge. HIS har valgt å transkribere komma. Komma er enten overskrevet med utropstegn, eller selv skrevet over utropstegn, men rekkefølgen lar seg ikke endelig avklare.] jeg kunde blive gal derover; alt
{I} ˹i˺morgen skal hun for Alteret; er det de høvi-
ske Sæder, hun skulde beflitte sig paa! Hvad
vil Fru Kirsten sige, naar hun finder min Dat-
ter saa ilde optugtet. (da Hemming vil tale)
Faksimile
10
Ja, for det er hun; hun er ilde optugtet, siger
jeg.
Hemming
Huusbond! I skulde aldrig giftet Jer Datter ind
i Fru Kirstens Æt; Fru Kirsten og hendes Fræn-
der ere høibaarne Folk og –
i Fru Kirstens Æt; Fru Kirsten og hendes Fræn-
der ere høibaarne Folk og –
Arne
.Du er dum, Hemming! ˹«˺høibaaren, høibaaren!˹»˺
jo, det skal godt forslaa, det hverken gjøder eller
føder nogen Mand. Er Fru Kirsten høibaaren,
saa er jeg rig{ , } ˹;˺ jeg har Guld paa Kistebunden og
Sølv i Skabet.
jo, det skal godt forslaa, det hverken gjøder eller
føder nogen Mand. Er Fru Kirsten høibaaren,
saa er jeg rig{ , } ˹;˺ jeg har Guld paa Kistebunden og
Sølv i Skabet.
Hemming
Ja, men Eders Grander gjør sig lystige over det
Forlig, som { <...> }I har sluttet med hende.
Forlig, som { <...> }I har sluttet med hende.
Arne
.Ha, ha, lad dem det, det kommer af, at de
unde mig ilde.
unde mig ilde.
Faksimile
11.
Hemming
De sige, at I har givet Slip paa Jer lovlige
Ret for at faa Jomfru Ingeborg gift med Olaf
Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det;
men der er gjort en Nidvise om Jer, Huusbond!
Ret for at faa Jomfru Ingeborg gift med Olaf
Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det;
men der er gjort en Nidvise om Jer, Huusbond!
Arne
.Det er Løgn i din Hals, der er Ingen som
tør gjøre Nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg
har Magt; jeg kan jage dem fra Huus og
Gaard, saasnart det lyster mig. Nidvise!
jo, Du skjønner Dig godt paa Nidviser! –
Har de gjort Viser, saa er det til Hæder for
Bruden og hendes Fader! (opbrusende) Men
det er en ussel Vise forresten, ret en ussel
Vise, siger jeg Dig; det er ingen kvædekyn-
dig Mand, som har sat den sammen, og faaer
jeg engang Tag i ham saa –
tør gjøre Nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg
har Magt; jeg kan jage dem fra Huus og
Gaard, saasnart det lyster mig. Nidvise!
jo, Du skjønner Dig godt paa Nidviser! –
Har de gjort Viser, saa er det til Hæder for
Bruden og hendes Fader! (opbrusende) Men
det er en ussel Vise forresten, ret en ussel
Vise, siger jeg Dig; det er ingen kvædekyn-
dig Mand, som har sat den sammen, og faaer
jeg engang Tag i ham saa –
Hemming
Ei, Huusbond! saa kjender I den da? Er der
Nogen˹,˺ som har dristet sig til at synge den
for Jer?
Faksimile
12.
Nogen˹,˺ som har dristet sig til at synge den
for Jer?
Arne
Synge, synge; staa nu ikke der og hold mig
op med Snak. (til de Andre) Afsted, mine
Frænder, lidet maa vi dvæle, ifald vi skal ræk-
ke frem til Brudehuset før Midnat. I skulde
hørt, hvad Hemming fortæller. Han siger, der
gaaer et sikkert Ord om, at Fru Kirsten har
baade brygget og baget i fem fulde Dage for
at tage imod os med Ære; er det ikke sandt,
Hemming?
op med Snak. (til de Andre) Afsted, mine
Frænder, lidet maa vi dvæle, ifald vi skal ræk-
ke frem til Brudehuset før Midnat. I skulde
hørt, hvad Hemming fortæller. Han siger, der
gaaer et sikkert Ord om, at Fru Kirsten har
baade brygget og baget i fem fulde Dage for
at tage imod os med Ære; er det ikke sandt,
Hemming?
Hemming
Jo, Huusbond!
Arne
.Han siger, hun eier ikke det Sølvkrus saa
kosteligt, at hun jo sætter det paa Bordet baade
blankt og pudset; saa præ{ <...> }gtigt et Gilde har
hun ikke beredt; siden Kongen gjæstede hendes
salig Herre for tyve Aar siden; er det ikke
sandt, Hemming?
kosteligt, at hun jo sætter det paa Bordet baade
blankt og pudset; saa præ{ <...> }gtigt et Gilde har
Faksimile
13.
hun ikke beredt; siden Kongen gjæstede hendes
salig Herre for tyve Aar siden; er det ikke
sandt, Hemming?
Hemming
Jo, Huusbond! (hviskende) Men Huusbond, det
er ilde betænkt at sige Sligt; Fru Kirsten er
hof færdig over sin Byrd; hun mener der times
Jer en Hæder ved dette Giftermaal, lidet kan
I vide, hvorlunde hun agter at tee sig mod sine
Gjæster.
er ilde betænkt at sige Sligt; Fru Kirsten er
hof færdig over sin Byrd; hun mener der times
Jer en Hæder ved dette Giftermaal, lidet kan
I vide, hvorlunde hun agter at tee sig mod sine
Gjæster.
Arne
(sagte)
Ei, hvilken Snak. (til de Andre) Han siger
Fru Kirsten har ingen Ro paa sig; baade Dag
og Nat færdes hun i Fadebur og i Kjælder. Er
det ikke –? (studsende, idet han seer ud til
Venstre) Hemming! hvad er det! See hid, hvo
kommer der?
Fru Kirsten har ingen Ro paa sig; baade Dag
og Nat færdes hun i Fadebur og i Kjælder. Er
det ikke –? (studsende, idet han seer ud til
Venstre) Hemming! hvad er det! See hid, hvo
kommer der?
Faksimile
14.
Hemming
(med et Udraab.)
Fru Kirsten Liljekrans!
Alle
(forbausede)
Fru Kirsten!
3die Scene.
De Forrige. Fru Kirsten (kommer med sine
Huuskarle fra Venstre.)
Huuskarle fra Venstre.)
Fru Kirsten
(til sit Følge, uden at bemærke de Andre)
Nu kun et Stykke længere frem, saa veed jeg vist,
han maa findes. (farer sammen, afsides) Arne
fra Guldvik! Himlen staa mig nu bi!
han maa findes. (farer sammen, afsides) Arne
fra Guldvik! Himlen staa mig nu bi!
Arne
(idet han gaaer hende imøde.)
Gudsfred, Fru Kirsten Liljekrans!
Faksimile
15.
Fru Kirsten
(fatter sig og rækker ham Haanden)
Gudsfred igjen!
(afsides) Skulde han Intet
vide?
vide?
Arne
(vedbliver fornøiet)
Og vel mødt ved Grændseskjællet! See, det maa
jeg lide; men fast for stor er den Hæder, I
viser mig.
jeg lide; men fast for stor er den Hæder, I
viser mig.
Fru Kirsten
Hvad mener I?
(afsid
Arne
.Jeg mener, for stor er den Hæder, I viser mig,
naar I drager milevidt afsted igjennem Lier og
{ø}Ødemarker for at byde mig Velkommen paa
Eders Grund.
naar I drager milevidt afsted igjennem Lier og
{ø}Ødemarker for at byde mig Velkommen paa
Eders Grund.
Fru Kirsten
Ei, Hr. Arne – (afsides) Han veed Intet endnu!
Faksimile
16.
Arne
Og det paa en Dag som denne, da I har fuldt
op at agte paa; det er jo hos Jer vore Børns Bryl-
lup skal holdes, eftersom min Gaard ligger for
langt fra Kirken, og dog kommer I mig imøde
med alle Eders Karle.
op at agte paa; det er jo hos Jer vore Børns Bryl-
lup skal holdes, eftersom min Gaard ligger for
langt fra Kirken, og dog kommer I mig imøde
med alle Eders Karle.
Fru Kirsten
(forlegen)
Jeg beder Jer, tal ikke mere derom.
Arne
Jo, jeg vil tale høit derom; Bygdens Folk
har sagt, at I hovmoder Jer af Eders høie Byrd,
at I lader haant om mig og {m} ˹M˺ine, og at I
kun sluttede { <...> }Forliget for at ende de lange Tvi
stigheder, som faldt Jer til Besvær, nu da I
var bleven Enke og tog til at ældes; og havde
ikke det været, saa skulde I aldrig –
har sagt, at I hovmoder Jer af Eders høie Byrd,
at I lader haant om mig og {m} ˹M˺ine, og at I
kun sluttede { <...> }Forliget for at ende de lange Tvi
stigheder, som faldt Jer til Besvær, nu da I
var bleven Enke og tog til at ældes; og havde
ikke det været, saa skulde I aldrig –
Fru Kirsten
Hvor gider I lytte til, hvad onde Tunger kan
spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke paa Tvistig-
hederne, som nu har varet ved siden Jer Stamfaders Tid.
Jeg mener, vore Ætter har lidt tungt nok derunder, Eders
saavel som min. See Jer om, Herr Arne! Er ikke Lien
her at ligne med de vildeste Udmarker, og i vore Fæ-
dres Dage var her dog folksomt og rigt. En Bro
var lagt over Elven, og Vei gik der fra Gulvik til
min Faders Huus. Men med Ild og Sværd drog de
frem fra begge Sider; de lagde øde Alt hvad de
traf paa; thi det tyktes dem, at de var hinanden for
nære Grander. Nu voxer der alleslags Urter i Alfar-
veien, Broen er brækket ned, og det er kun Ulv og
Bjørn, som holde tilhuse herinde.
Faksimile
17.
spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke paa Tvistig-
hederne, som nu har varet ved siden Jer Stamfaders Tid.
Jeg mener, vore Ætter har lidt tungt nok derunder, Eders
saavel som min. See Jer om, Herr Arne! Er ikke Lien
her at ligne med de vildeste Udmarker, og i vore Fæ-
dres Dage var her dog folksomt og rigt. En Bro
var lagt over Elven, og Vei gik der fra Gulvik til
min Faders Huus. Men med Ild og Sværd drog de
frem fra begge Sider; de lagde øde Alt hvad de
traf paa; thi det tyktes dem, at de var hinanden for
nære Grander. Nu voxer der alleslags Urter i Alfar-
veien, Broen er brækket ned, og det er kun Ulv og
Bjørn, som holde tilhuse herinde.
Arne
.Ja, de lagde Veien nedenom Fjeldet; den er en god
Deel længer og der kunde de bedre holde Øie med
hinanden; men det trænge vi nu lidet til, som
godt og vel er for os Begge.
Deel længer og der kunde de bedre holde Øie med
hinanden; men det trænge vi nu lidet til, som
godt og vel er for os Begge.
Faksimile
18.
Fru Kirsten
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, Bruden, hvor
har I hende? Jeg seer hende ei, og Brudepigerne
fattes med; skulde hun ikke –
har I hende? Jeg seer hende ei, og Brudepigerne
fattes med; skulde hun ikke –
Arne
.Hun følger efter; ret nu maa hun komme. Men –
ja, hør, Fru Kirsten! Een Ting vil jeg sige Jer,
ligesaagodt først som sidst, skjøndt I sagtens veed det
kan jeg tro. Ingeborg har stundom Nykker og
Luner – jeg svær Jer til, hun har det, saa vel op-
tugtet hun end kan være.
ja, hør, Fru Kirsten! Een Ting vil jeg sige Jer,
ligesaagodt først som sidst, skjøndt I sagtens veed det
kan jeg tro. Ingeborg har stundom Nykker og
Luner – jeg svær Jer til, hun har det, saa vel op-
tugtet hun end kan være.
Fru Kirsten
(spændt.)
Nu, hvad saa? (afsides) Skulde hun ogsaa –
Arne
.Sligt maa I tæmme; mig, som hendes Fader, vil
det ikke ret lykkes, men I finder vel Raad.
det ikke ret lykkes, men I finder vel Raad.
Fru Kirsten
Hemming
(der har seet ud til Høire.)
Der kommer Jomfru Ingeborg. (afsides) Hvor
fager skrider hun forrest i Flokken!
fager skrider hun forrest i Flokken!
Fru Kirsten
(sagte til sine Svende)
I tie vel med vort Ærinde heroppe.
En Svend
Det kan I lide paa.
Hemming
(afsides, sukkende, idet han fremdeles seer ud til
Høire)
Lyksalig er Olaf, der skal eie hende!
4de Scene.
De Forrige. Ingeborg og Brudepigerne komme
over Broen.
over Broen.
Ingeborg
(endnu i Baggrunden)
Faksimile
20.
Hvi løbe I fra mig? Hvad skal det gavne; der
bliver dog Intet af, før jeg kommer. (bemærker Fru
Kirsten og hendes Følge.) Fru Kirsten! er I her?
see det maa jeg lide. (raskt i Forbigaaende til
Følget) Min Hilsen til Jer Alle! (til Fru Kirsten,
idet hun seer sig om) Men Olaf, hvor har I
ham?
bliver dog Intet af, før jeg kommer. (bemærker Fru
Kirsten og hendes Følge.) Fru Kirsten! er I her?
see det maa jeg lide. (raskt i Forbigaaende til
Følget) Min Hilsen til Jer Alle! (til Fru Kirsten,
idet hun seer sig om) Men Olaf, hvor har I
ham?
Fru Kirsten
Olaf! (afsides) O vee! nu bryder det løs.
Arne
.Ja, forsandt, Olaf! Ha, ha, ha! Jeg maa være
blind; godt er det at Bruden seer desbedre; thi ik-
ke har jeg agtet paa at Brudgommen fattedes;
men nu skjønner jeg hel vel, hvi det kommer sig
at vi mødes her, – det er ham som volder at –
blind; godt er det at Bruden seer desbedre; thi ik-
ke har jeg agtet paa at Brudgommen fattedes;
men nu skjønner jeg hel vel, hvi det kommer sig
at vi mødes her, – det er ham som volder at –
Fru Kirsten
Ham – I mener – I veed at –
Arne
Jeg mener, at Tiden er falden ham for lang dernede
i Gildestuen. Jo, jo, jeg mindes nok fra min egen
Høitidsdag; dengang var jeg ogsaa ung. Stærkt
har det lystet ham at møde Bruden saasnart skee
kunde, og saa fik han Jer til at følge med.
Faksimile
21.
i Gildestuen. Jo, jo, jeg mindes nok fra min egen
Høitidsdag; dengang var jeg ogsaa ung. Stærkt
har det lystet ham at møde Bruden saasnart skee
kunde, og saa fik han Jer til at følge med.
Fru Kirsten
Stærkt lystede det ham vist at møde Bruden, men –
Ingeborg
Hvad nu?
Fru Kirsten
Ikke er Olaf med heroppe.
Hemming
(nærmer sig)
Ei med!
Arne
.Og hvorfor ikke?
Ingeborg
.I sige frem, jeg beder Jer.
Fru Kirsten
(tvungen, spøgende.)
Faksimile
22.
Forsand, det lader som Bruden ogsaa længes!
Følg med, følg med til Bryllupsgaarden, der tænker
jeg vel han maa findes.
Følg med, følg med til Bryllupsgaarden, der tænker
jeg vel han maa findes.
Hemming
(hviskende til Arne)
Huusbond! kom ihu, jeg har varet Jer ad.
Arne
.
(mistænkeligt, til Fru Kirsten)
Svar først, saa skal vi følge.
Fru Kirsten
Nu da, – han er reden sig ud for at jage. (Idet
hun vil gaa) Kom nu, det tager stærkt til at
mørknes.
hun vil gaa) Kom nu, det tager stærkt til at
mørknes.
Ingeborg
At jage?
Fru Kirsten
Ei! Kan det undre Jer? I kjender vel Visen:
«Den Riddersmand lyster at ride sig i Lunde,
At prøve sine Heste og Hunde!»
Faksimile
23.
Ingeborg
Agter han sin unge Brud saa ringe at han nytter
Bryllupsdagene til at vejde Dyr.
Bryllupsdagene til at vejde Dyr.
Fru Kirsten
Nu skjæmter I. Kom med, kom med!
Arne
(der imidlertid har holdt Øie med Fru Kirsten og
hendes Følge)
Nei, vent, Fru Kirsten! Vel tør jeg ikke maale
mig med Jer i Kløgt, men Eet skjelner jeg dog
klarligen, og det er, at I dølger Jert rette Ærinde
heroppe.
mig med Jer i Kløgt, men Eet skjelner jeg dog
klarligen, og det er, at I dølger Jert rette Ærinde
heroppe.
Fru Kirsten
(truffen)
Jeg! Hvor kan I tro?
Arne
.Paa Store og Smaa kan jeg mærke, at der er
Noget I ei vil ud med. I er sært forstemt og
dog stiller I Jer an, som I var skjæmtsom tilsinde;
men det har ingen Art –
Noget I ei vil ud med. I er sært forstemt og
Faksimile
24.
dog stiller I Jer an, som I var skjæmtsom tilsinde;
men det har ingen Art –
Fru Kirsten
Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og mine.
Arne
.Kan være; men ingentid gjorde jeg det uden skjællig
Grund. (udbrydende) Saasandt jeg lever, der er Noget
I dølger for mig.
Grund. (udbrydende) Saasandt jeg lever, der er Noget
I dølger for mig.
Fru Kirsten
(afsides)
Hvad vil her følge paa?
Arne
.Jeg lod mig daare af Jer, men nu seer jeg grant
nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved
Grændseskjællet; hvor vidste I da at vi tog Veien
over Fjeldene? Det var Ingeborg som vilde det
saa, da vi reiste fra Guldvik, og Ingen kunde melde
Jer derom. (da Fru Kirsten ikke svarer.) I tier,
det tænkte jeg nok.
nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved
Grændseskjællet; hvor vidste I da at vi tog Veien
over Fjeldene? Det var Ingeborg som vilde det
saa, da vi reiste fra Guldvik, og Ingen kunde melde
Jer derom. (da Fru Kirsten ikke svarer.) I tier,
Faksimile
25.
det tænkte jeg nok.
Hemming
(dæmpet.)
Seer I vel, Huusbond! Vil I nu sande mine Ord?
Arne
(ligesaa)
Ti stille!
Fru Kirsten
(der imidlertid har fattet sig.)
Nuvel, Herr Arne! ærligt vil jeg tale Jer til;
lad saa Lykken raade for Resten.
lad saa Lykken raade for Resten.
Arne
.Saa sig da –
Ingeborg
Hvad mener I?
Fru Kirsten
Ved Ord og Haandslag er Forliget sluttet mellem
os, mange hæderlige Mænd seer jeg her som kan
vidne i den Sag. Olaf, min Søn, skulde ægte
{ min }Jer Datter, hos mig skulde Gildet holdes {I} ˹i˺morgen –
os, mange hæderlige Mænd seer jeg her som kan
Faksimile
26.
vidne i den Sag. Olaf, min Søn, skulde ægte
{ min }Jer Datter, hos mig skulde Gildet holdes {I} ˹i˺morgen –
Arne
(utaalmodig)
Javist, javist!
Fru Kirsten
Skjændsel over den, der bryder sit Ord, men –
Arne
og Gjæsterne
Hvad nu! Sig frem!
Fru Kirsten
Ikke kan Brylluppet holdes imorgen, som besluttet
var.
var.
Arne
.Ikke holdes?
Fru Kirsten
Vi maa vente dermed.
Hemming
Ha, Tort og Skam!
Faksimile
27.
Ingeborg
Ei Bryllup!
Arne
.Forbandet være I, at I sviger mig!
Gjæsterne
(truende, idet Flere trække deres Knive og styrte
ind paa Fru Kirstens Folk.)
Hævn! Hævn! over Liljekransætten!
Fru Kirstens Svende
(hæve Øxerne og sætte sig til Modværge)
Slaa til! Ned med Mændene fra Guldvik!
Fru Kirsten
(kaster sig mellem de Stridende)
Hold inde, hold inde; jeg beder Jer derom.
Herr Arne! I høre mig tilende førend I døm-
mer min Færd.
Herr Arne! I høre mig tilende førend I døm-
mer min Færd.
Arne
(der har søgt at berolige sine Frænder, nærmer sig
Faksimile
28.
Fru Kirsten og siger med dæmpet Stemme, idet han
søger at betvinge det indre Oprør, der dog er synligt
hos ham.)
I forlade mig, Fru Kirsten! jeg var
for rap i min Vrede. Havde jeg tænkt mig om,
saa maatte jeg vel skjønne, at { <...> }det Alt tilhobe var
Jert Skjæmt; jeg beder Jer, sig mig ikke imod,
saa maa det være! Ei Bryllup imorgen, – hvor
kunde Sligt hændes! Trænger I Øl og Mjød, skorter
det Jer paa Sølv eller blommede Linklæder, saa
kom I til mig.
for rap i min Vrede. Havde jeg tænkt mig om,
saa maatte jeg vel skjønne, at { <...> }det Alt tilhobe var
Jert Skjæmt; jeg beder Jer, sig mig ikke imod,
saa maa det være! Ei Bryllup imorgen, – hvor
kunde Sligt hændes! Trænger I Øl og Mjød, skorter
det Jer paa Sølv eller blommede Linklæder, saa
kom I til mig.
Fru Kirsten
Ikke er det Fattigmands Huus I {
<...>
}gifter Jer Datter
ind i, Herr Arne! Mød I frem til Gildet med
alle Eders Frænder og Venner, ja, kom med trefold
saamange om det lyster Jer, – hos mig skal I
finde baade Huusrum og Bryllupskost, saameget
I vil tære. Tro aldrig at slig uhæderlig Aarsag
kunde hindre mig.
ind i, Herr Arne! Mød I frem til Gildet med
alle Eders Frænder og Venner, ja, kom med trefold
saamange om det lyster Jer, – hos mig skal I
finde baade Huusrum og Bryllupskost, saameget
I vil tære. Tro aldrig at slig uhæderlig Aarsag
kunde hindre mig.
Faksimile
29.
Arne
I har da skiftet Sind, kan hænde?
Fru Kirsten
Ei heller det. Har jeg givet mit Ord, saa er jeg
ogsaa rede til at holde det, og det ligesaa gjerne
idag som imorgen; thi saa var stedse Sæd og Skik
i min Æt. Men i denne Sag staaer det ikke til
mig; det skorter paa {e}En –
ogsaa rede til at holde det, og det ligesaa gjerne
idag som imorgen; thi saa var stedse Sæd og Skik
i min Æt. Men i denne Sag staaer det ikke til
mig; det skorter paa {e}En –
Ingeborg
.Paa En? Paa hvem? Vel skulde jeg mene
at naar Bruden er rede saa –
at naar Bruden er rede saa –
Fru Kirsten
.Til Brudefærd er To fornødne, Brudgommen saavel
som Bruden –
som Bruden –
Arne
og Gjæsterne
Olaf!
Ingeborg
Min Fæstemand!
Faksimile
30.
Fru Kirsten
Ja han, min Søn – inat er han flygtet baade
fra Hjem og Brud.
fra Hjem og Brud.
Gjæsterne
Flygtet!
Arne
.Flygtet! Han!
Fru Kirsten
Saasandt jeg haaber Himlens Naade, jeg har
ei Deel deri.
ei Deel deri.
Arne
(med indædt Forbittrelse)
Og alt imorgen skulde Brylluppet holdes! Min
Datter klæder sig i Gyldenskrud, Budsending har
jeg skikket Bygden rundt, mine Venner og Frænder
stævne langveisfra for at møde frem til Gildet.
(opbrusende) Ha, agt Jer vel, om Arne fra Guld-
vik stilles til Spot og Spee for sine Grander;
lidet skal det baade Jer, det sværger jeg høit og
dyrt.
Datter klæder sig i Gyldenskrud, Budsending har
jeg skikket Bygden rundt, mine Venner og Frænder
stævne langveisfra for at møde frem til Gildet.
(opbrusende) Ha, agt Jer vel, om Arne fra Guld-
vik stilles til Spot og Spee for sine Grander;
Faksimile
31.
lidet skal det baade Jer, det sværger jeg høit og
dyrt.
Fru Kirsten
Uskjællig Grund er det I bygger paa, om I kunde
tro at –
tro at –
Arne
.Sig ikke saa, Fru Kirsten, sig ikke saa! Vi
To har en gammel Regning at klare med hinanden;
det er ikke førstegang at I lægger listige Snarer
for mig og mine. Guldviksætten har længe maat-
tet holde for˹,˺ naar I og Jere Frænder pønsede paa
Underfundighed og List! Magten havde vi, vi
havde Gods og Penge med; men I var os for snedige.
I vidste at lokke os med daarende Ord og Talemaa-
der, – det er Varer som jeg lidet mægter at værd-
sætte som det bør sig.
To har en gammel Regning at klare med hinanden;
det er ikke førstegang at I lægger listige Snarer
for mig og mine. Guldviksætten har længe maat-
tet holde for˹,˺ naar I og Jere Frænder pønsede paa
Underfundighed og List! Magten havde vi, vi
havde Gods og Penge med; men I var os for snedige.
I vidste at lokke os med daarende Ord og Talemaa-
der, – det er Varer som jeg lidet mægter at værd-
sætte som det bør sig.
Fru Kirsten
Herr Arne! I høre mig!
Faksimile
32.
Arne
(vedblivende)
Grant seer jeg nu, jeg har baaret mig ad, som
Manden der bygged' sit Huus paa Iisflaket: Tø-
veir kom og saa gik han tilbunds. Men liden
Gammen skal I have deraf. Til Jer vil jeg holde
mig, Fru Kirsten! I maa svare for Jer Søn, Eder
var det som beilede for ham, Eders Sag bliver
det at holde det Ord som er givet mig! En
Daare var jeg, ja tifold en Daare at jeg slog
Lid til Eders glatte Tunge. De, der meente mig
det ærligt, varede mig ad, mine Avindsmænd
spottede mig; men lidet agtede jeg begge Dele.
Jeg tog mine Høitidsklæder paa, samlede Frænder
og Venner{,} ˹ ; ˺ med Sang og Leg drog vi til Gildehuset,
og saa, – saa er Brudgommen rømt.
Manden der bygged' sit Huus paa Iisflaket: Tø-
veir kom og saa gik han tilbunds. Men liden
Gammen skal I have deraf. Til Jer vil jeg holde
mig, Fru Kirsten! I maa svare for Jer Søn, Eder
var det som beilede for ham, Eders Sag bliver
det at holde det Ord som er givet mig! En
Daare var jeg, ja tifold en Daare at jeg slog
Lid til Eders glatte Tunge. De, der meente mig
det ærligt, varede mig ad, mine Avindsmænd
spottede mig; men lidet agtede jeg begge Dele.
Jeg tog mine Høitidsklæder paa, samlede Frænder
og Venner{,} ˹ ; ˺ med Sang og Leg drog vi til Gildehuset,
og saa, – saa er Brudgommen rømt.
Ingeborg
.Arne
.Ti stille!
Hemming
(sagte til Arne)
Jomfru Ingeborg har Ret, bedst er det I bryder For-
liget.
liget.
Arne
.Ti stille! siger jeg.
Fru Kirsten
(til Arne)
Vel maa Jert Sind fyldes med Harm og Vrede; men
holder I mig svigfuld i Hu, da gjør I mig Uskjæl,
mere end billigt kan være. I mener der føres en
underfundig Leg med Jer; men sig mig, hvad skulde
friste mig og min Søn til Sligt? Har han ikke
Ingeborg kjær; hvor kunde han kaare sig en
bedre Brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er
hendes Fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke
hendes Slægt med hæderlige Ord, saalangt den er
kjendt?
holder I mig svigfuld i Hu, da gjør I mig Uskjæl,
mere end billigt kan være. I mener der føres en
underfundig Leg med Jer; men sig mig, hvad skulde
friste mig og min Søn til Sligt? Har han ikke
Faksimile
34.
Ingeborg kjær; hvor kunde han kaare sig en
bedre Brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er
hendes Fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke
hendes Slægt med hæderlige Ord, saalangt den er
kjendt?
Arne
.Men hvor kunde saa Olaf –
Fru Kirsten
.Den Lod jeg har fristet er værre end I mener. I
vil ynke mig og ikke vredes naar I faaer det at
høre. – Fra Solen randt imorges har jeg nu fær-
dedes heroppe for at finde ham igjen.
vil ynke mig og ikke vredes naar I faaer det at
høre. – Fra Solen randt imorges har jeg nu fær-
dedes heroppe for at finde ham igjen.
Arne
.Heroppe?
Fru Kirsten
Ja, heroppe,[HIS: Usikker rekkefølge. HIS har valgt å transkribere komma. Komma er enten overskrevet med utropstegn, eller selv skrevet over utropstegn, men rekkefølgen lar seg ikke endelig avklare.] for I maa da vide – I vil ræddes
derved – men ligegodt, ˹–˺ Olaf er bjergtagen{.} ˹!˺
Faksimile
35.
derved – men ligegodt, ˹–˺ Olaf er bjergtagen{.} ˹!˺
Gjæsterne
Bjergtagen!
Ingeborg
(paa samme Tid)
Fri mig Gud!
Arne
.Hvad siger I, Fru Kirsten?
Fru Kirsten
.Han er bjergtagen! Ei˹,˺ kan det være andet. –
For tre Uger siden da Fæstensøllet var drukket
paa Guldvik, kom han ikke hjem før langt
ud paa den næste Dag. Bleg var han og stur
og stille med, som jeg aldrig før havde seet
ham. Saadan gik nu Dagene, lidet talte han,
i Sengen laa han for det meste og vendte Hovedet
ifra; men led det tilkvelds, da var det ret som en
sælsom Uro kom over ham, da sadlede han sin Hest
og red fra Gaarden, l<...> langt op i Lierne; men der
var Ingen som turde følge ham og Ingen vidste
hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde
Vætter som har koglet hans Sind; stor er den
Magt de øve herinde; fra den Tid den store Land-
farsot gik over Bygderne var det aldrig ret trygt
her i Fjeldet; der gaaer jo fast ingen Dag uden
at Sæterjentene hører sælsomt Spil og Strengeleg,
skjøndt intet Menneske færdes der hvor det kommer
fra.
For tre Uger siden da Fæstensøllet var drukket
paa Guldvik, kom han ikke hjem før langt
ud paa den næste Dag. Bleg var han og stur
og stille med, som jeg aldrig før havde seet
ham. Saadan gik nu Dagene, lidet talte han,
i Sengen laa han for det meste og vendte Hovedet
Faksimile
36.
ifra; men led det tilkvelds, da var det ret som en
sælsom Uro kom over ham, da sadlede han sin Hest
og red fra Gaarden, l<...> langt op i Lierne; men der
var Ingen som turde følge ham og Ingen vidste
hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde
Vætter som har koglet hans Sind; stor er den
Magt de øve herinde; fra den Tid den store Land-
farsot gik over Bygderne var det aldrig ret trygt
her i Fjeldet; der gaaer jo fast ingen Dag uden
at Sæterjentene hører sælsomt Spil og Strengeleg,
skjøndt intet Menneske færdes der hvor det kommer
fra.
Arne
.Bjergtagen; skulde Sligt være tænkeligt.
Fru Kirsten
Give Gud det ikke var; men ei kan jeg mere
tvivle derpaa. Tre Døgn er det nu siden han
sidst var hjemme.
Faksimile
37.
tvivle derpaa. Tre Døgn er det nu siden han
sidst var hjemme.
Arne
.Og intetsteds har I spurgt hvor han færdes?
Fru Kirsten
.Ak nei, det er ikke saavel. Heroppe saae en
Skytte ham igaar; men han var vild og sky som
Renen; alleslags Urter havde han plukket, og
dem strøede han ud for sig hvor han gik og stod,
og alt imens hviskede han sælsomme Ord dertil.
Saasnart det blev mig sagt drog jeg ud med mine
Folk, men vi har Intet fundet.
Skytte ham igaar; men han var vild og sky som
Renen; alleslags Urter havde han plukket, og
dem strøede han ud for sig hvor han gik og stod,
og alt imens hviskede han sælsomme Ord dertil.
Saasnart det blev mig sagt drog jeg ud med mine
Folk, men vi har Intet fundet.
Ingeborg
Og Ingen traf I som kunde sige Jer –
Fru Kirsten
I veed jo, Lien ligger øde.
Faksimile
38.
Arne
(der har faaet Øie paa Thorgjerd som stiger op fra
Elven.)
Der kommer dog En, ham vil jeg spørge
ad.
ad.
Hemming
.
(ængstelig)
Huusbond! Huusbond!
Arne
.Hvad nu?
Hemming
Lad ham gaa; seer I ikke hvem det er.
Gjæsterne
og Fru Kirstens Svende
(hviskende mellem hverandre)
Thorgjerd Spillemand! Den gale Thorgjerd!
Ingeborg
.Han har lært Nøkkens Sange.
Faksimile
39.
Hemming
Lad ham gaa, lad ham gaa!
Arne
.Ei! om han saa var Nøkken selv –
5te Scene
De Forrige. Thorgjerd (er imidlertid gaaet heni-
mod Udkanten til Venstre; ved Arnes sidste Ord
vender han sig pludselig som om han var bleven til-
talt.)
mod Udkanten til Venstre; ved Arnes sidste Ord
vender han sig pludselig som om han var bleven til-
talt.)
Thorgjerd
(idet han træder et Par Skridt nærmere)
Hvad vil Du mig?
{
<...>
}Arne
(studsende)
Hvad er det!
Hemming
Der kan I høre!
Faksimile
40.
Arne
.Lad mig raade. (til Thorgjerd) Vi søge Olaf
Liljekrans, har Du mødt ham herinde idag?
Liljekrans, har Du mødt ham herinde idag?
Thorgjerd
.Olaf Liljekrans?
Fru Kirsten
Nu ja, Du kjender ham vel.
Thorgjerd
Er det ikke en af de onde Mænd derude fra Bygder-
ne?
ne?
Fru Kirsten
Onde?
Thorgjerd
.Der er de Alle onde! Olaf Liljenkrans bander
Smaafuglen, naar den synger paa hans Moders
Stuetag.
Smaafuglen, naar den synger paa hans Moders
Stuetag.
Faksimile
41.
Fru Kirsten
.Du lyver, Spillemand!
Thorgjerd
(med et listigt Smiil)
Da er det godt for ham.
Arne
.Hvi saa?
Thorgjerd
.I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende
herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde
ham?
herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde
ham?
Fru Kirsten
Ja, ja!
Thorgjerd
.Da er det godt for ham; – var det Løgn jeg sagde,
saa har han ingen Nød.
saa har han ingen Nød.
Faksimile
42.
Ingeborg
Sig frem hvad Du veed!
Thorgjerd
Seent blev jeg da færdig! (ondskabsfuldt.) Alfer
og Vætter raade herinde. Vær I trøstige! Finde
I ham ei, saa er han i Alfernes Leg; de lide godt
den, der har Smaafuglen kjær og Olaf sagde I jo –
Drag hjem, drag kun hjem igjen. Olaf sidder
i Bjerget, han har ingen Nød.
og Vætter raade herinde. Vær I trøstige! Finde
I ham ei, saa er han i Alfernes Leg; de lide godt
den, der har Smaafuglen kjær og Olaf sagde I jo –
Drag hjem, drag kun hjem igjen. Olaf sidder
i Bjerget, han har ingen Nød.
Fru Kirsten
Forbandede! at Du siger Sligt!
Thorgjerd
(med et forvildet Udtryk og halvt for sig selv.)
Jeg var mig engang en Ungersvend,
Jeg sov under grønnen Li.
Det var sig alt ved de Midnatstider,
Faksimile
43.
Da kom der Alfepiger ni!
– Som Maanen skinner i disig Kveld,
Som Morild i dyben Vand,
Saa lyste de fagre Trolddomsmøer,
Der de dandsed' ved Elvens Rand.
De gav mig Hornet med Glemselsdrikken,
Tregange maatte jeg det tømme, –
Og derfor sidder jeg i Haugbondens Hal
Og drømmer saa fagre Drømme.
(paa engang ligesom opvaagnende; til de Øvrige)
Den Vise kan Olaf Liljekrans synge naar saa
skal være, – tro I mig. – Farvel! (gaaer)
skal være, – tro I mig. – Farvel! (gaaer)
Arne
(til Fru Kirsten)
Agt ei paa det han siger.
Thorgjerd
(nærmer sig atter)
Nu gaaer jeg for at spille op. Olaf Liljekrans
sidder i Bjerget, der skal hans Bryllup staa. –
Gale Thorgjerd maa være med, han kan faa Bord og
Bænke til at dandse, saa saare han rører ved sin
Fælestreng. Men I, agt Jer vel, drag hjem igjen;
her er ikke godt for Jer; har I ikke hørt hvad
der siges:
Faksimile
44.
sidder i Bjerget, der skal hans Bryllup staa. –
Gale Thorgjerd maa være med, han kan faa Bord og
Bænke til at dandse, saa saare han rører ved sin
Fælestreng. Men I, agt Jer vel, drag hjem igjen;
her er ikke godt for Jer; har I ikke hørt hvad
der siges:
Jeg veed forvist saa ven en Dal,
Alfer monne raade derinde!
Du vogte Dig vel, naar de Alfer lege,
De mægte din Hu at binde.
Du agte Dig vel, naar de Alfer lege,
De drage Dig i Legen ind;
Og Alt hvad Du seer og hører der,
Det gaaer aldrig meer af dit Sind.
(pludselig udbrydende med vild Glæde)
Faksimile
45.
Men her er jo Bryllupsfolk med, – ha, ha! {
<...>
}Hver
Kvinde har sin bedste Stak, hver Mand har sin
bedste Kofte paa, – nu skjønner jeg. Olaf Lil-
jekrans er Brudgom i Bygden med, han har sig
en Fæstemø der ogsaa! Ja Sligt har I vel spurgt
før! Jeg veed nu engang, – det er mange Aar siden –
men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et Øiebliks Pause, stedse mere og mere
Kvinde har sin bedste Stak, hver Mand har sin
bedste Kofte paa, – nu skjønner jeg. Olaf Lil-
jekrans er Brudgom i Bygden med, han har sig
en Fæstemø der ogsaa! Ja Sligt har I vel spurgt
før! Jeg veed nu engang, – det er mange Aar siden –
men jeg mindes det vel.
forvirret.)
Herr Alvar havde liden Ingrid fæst',
Hun var sig en Mø behænde;
Med Gammen og Leg drak de hendes Bryllup,
Tre hellige Dage til Ende.
Og Bruden var baade flink og fiin,
Hun dandsed' mellem Gjæsternes Flok,
Det var sig Nøkken, den onde Vætte,
Faksimile
46.
Sad han paa Sengestok,
Sad han som en Spillemand paa Sengestok
Og slog de forlokkende Strenge!
Da dandsed i Ring baade Bord og Bænke,
Saa let som Tærner og Drenge. –
Og Nøkken han gik sig af Stuedøren ud,
Det baader lidet at dølge –
Og alt som han spilled paa Fælestreng
Monne Bruden efter ham følge!
(vildt, triumpherende)
Trolddomsbunden stod Ridder og Svend,
Brudgommen saae sig ud saa vide;
Nøkken redte liden Ingrids Seng –
Hendes Brudeseng i Elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte og halvt nyn-
Faksimile
47.
nende, ligesom et Omkvæd:)
Den Vise glemmer jeg aldrig! ˹– – –˺
Men gaa I hjem, det tager til at kvældes og er
Solen nede saa hører Skoven de Andre til. Farvel!
Jeg bringer Bud og Hilsen til Olaf, der han sidder
– i Bjerget!
(gaaer ind i Lien tilvenstre)
Men gaa I hjem, det tager til at kvældes og er
Solen nede saa hører Skoven de Andre til. Farvel!
Jeg bringer Bud og Hilsen til Olaf, der han sidder
– i Bjerget!
6te Scene.
De Forrige, undtagen Thorgjerd.
Arne
(til Fru Kirsten)
Han lyver! tro ham ikke!
Hemming
Men det er dog Sandhed det med Bruden som blev
borte paa Bryllupskvælden.
borte paa Bryllupskvælden.
Arne
.Ei, det var for mange Aar siden, nu hænder ikke
Sligt mere! Men Alle vil vi hjælpes ad med
at lede ham op.
Faksimile
48.
Sligt mere! Men Alle vil vi hjælpes ad med
at lede ham op.
Ingeborg
.Ikke blev det sjunget for min Vugge, at jeg skulde
løbe om i Skov og Mark for at finde min Brud-
gom igjen.
løbe om i Skov og Mark for at finde min Brud-
gom igjen.
Arne
.Ti stille!
Ingeborg
.Er han koglet i Fjeldet, saa lad den tage ham,
som har gjort det; jeg agter ikke at dele min
Fæstemands Hu og Hjerte
som har gjort det; jeg agter ikke at dele min
Fæstemands Hu og Hjerte
Hemming
(sagte og inderligt)
Herren signe Jer for de Ord!
Arne
.Vil Du tie, siger jeg. (til Gjæsterne) Rask nu,
mine Frænder! Spreder Jer ad, søger efter ham
i hver Aas, i hver Haug! Afsted! Retsaa! Imor-
gen drikke vi Bryllup!
mine Frænder! Spreder Jer ad, søger efter ham
i hver Aas, i hver Haug! Afsted! Retsaa! Imor-
gen drikke vi Bryllup!
(Gjæsterne og Fru Kirstens Følge gaa i forskjellige Grup-
per ud til begge Sider.)
per ud til begge Sider.)
Arne
(sagte til Fru Kirsten)
Han maa findes! Det vilde volde mig evig Skam
om Brylluppet –
om Brylluppet –
Fru Kirsten
Følg med, følg med!
Ingeborg
(sagte til Hemming, der staaer nedslaaet.)
Faksimile
50.
Hvi gaaer Du ikke med de Andre? Bedre var det,
at Du skafte mig min Fæstemand igjen, end at Du
staaer her og signer mig for Ord, som jeg lidet mener.
at Du skafte mig min Fæstemand igjen, end at Du
staaer her og signer mig for Ord, som jeg lidet mener.
Arne
(ved Udgangen)
Kom, kom!
Ingeborg
(til Hemming, der vil gaa)
Vent, Hemming! Fæst mine Skospender!
Fru Kirsten
og Arne
(gaa ud til Venstre)
7de Scene
Ingeborg. Hemming.
Hemming
(knæler ned og gjør som hun byder.)
Ingeborg
(medens han er beskjæftiget dermed.)
Herr Hjalmar seiled til Sjællands Ø,
Der lod han sit unge Liv;
I Høienloftssal sad alt imens
Skjøn Ingeborg, hans væne Viv!
(idet hun flytter den anden Fod frem)
Der, spænd mig ogsaa den fast!
(vedbliver at nynne)
Og der hun fik det klagelige Bud,
Da blev hun saa sor{
<...>
}rigfuld og mod,
{a}At Bæltet sprængtes om hendes Midje,
Og Sølvspenden brast om hendes Fod!
Faksimile
52.
Saadan gik det mig med, da jeg fik det Bud om
min Fæstemand, at Vætterne havde lokket ham;
(idet hun speider efter hvad Indtryk det vil gjøre paa
Hemming) Det er derfor mine Spænder brast! (utaal-
modig, da han Intet forraader) Hører Du, Hemming!
jeg siger det er derfor –
min Fæstemand, at Vætterne havde lokket ham;
(idet hun speider efter hvad Indtryk det vil gjøre paa
Hemming) Det er derfor mine Spænder brast! (utaal-
modig, da han Intet forraader) Hører Du, Hemming!
jeg siger det er derfor –
Hemming
(fremdeles beskjæftiget som før)
Ja, ja, jeg hører nok!
Ingeborg
Du hører, Du hører, – det skulde Ingen see paa Dig!
Nu, hvorfor bøier Du Hovedet? Er der gaaet Dig
Noget imod?
Nu, hvorfor bøier Du Hovedet? Er der gaaet Dig
Noget imod?
Hemming
.Kræver I, at jeg ærligt skal sige Jer –
Faksimile
53.
Ingeborg
.Javist, gjør jeg.
Hemming
Saa maa I da vide –
Ingeborg
.
(hurtigt)
Aa nei, det trænges ikke. (koldt).
Saa, nu er det
nok med Skoene.
(Hun fjerner sig nogle Skridt; Hem-
nok med Skoene.
ming reiser sig)
Ingeborg
(nynner, idet hun betragter ham med skjult Drilleri)
Og der hun fik det klagelige Bud,
Da blev hun saa sorrigfuld og mod,
At begge hendes Øine brast derved,
Og Blodet sprang fra Hjerterod.
(henkastende)
Faksimile
54.
Ja, saadan gik det nu ikke med mig; men det tør vel
komme – (vender sig pludseligt om mod ham, heftigt.)
Og saa siger han, «Herren signe Jer for de Ord», ret
som om –
komme – (vender sig pludseligt om mod ham, heftigt.)
Og saa siger han, «Herren signe Jer for de Ord», ret
som om –
Hemming
Ak, Jomfru Ingeborg! engang var I mig saa god;
men nu, siden I er bleven stor og fuldvoxen Jomfru –
og meest kan jeg tro siden I gav Jert Fæstensord –
men nu, siden I er bleven stor og fuldvoxen Jomfru –
og meest kan jeg tro siden I gav Jert Fæstensord –
Ingeborg
Hvad saa?
Hemming
Aa nei, Intet! – (Pause) Kan I mindes, vi
har været heroppe engang før?
har været heroppe engang før?
Ingeborg
(kort)
Jeg mindes aldrig!
Faksimile
55.
Hemming
I var løbet efter Jer brogede Gjed og jeg skulde
nu følge Jer som jeg altid pleiede, – ja, det er
længesiden, men jeg kommer det ihu, som om det
var idag; lige dernede ligger Myren som –
nu følge Jer som jeg altid pleiede, – ja, det er
længesiden, men jeg kommer det ihu, som om det
var idag; lige dernede ligger Myren som –
Ingeborg
(nærmer sig)
Var det dengang vi hørte Bjørnen?
Hemming
Ja, ret dengang.
Ingeborg
(stedse mere og mere ivrig.)
Jeg fandt Gjeden igjen.
Hemming
.Nei, det var mig, som fandt den først.
Faksimile
56.
Ingeborg
Ja, ja, saadan var det; deroppe under Uren.
Hemming
Og saa tog I Jert Strømpebaand.
Ingeborg
.Og bandt den.
Hemming
Ja, for vi skulde sanke Jordbær.
Ingeborg
Derborte i Bakken, ja! Og Du havde gjort en
Næverskrukke til mig.
Næverskrukke til mig.
Hemming
Men saa var det vi hørte –
Ingeborg
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi maatte over Myren, der
hvor den var blødest, –
hvor den var blødest, –
Faksimile
57.
Hemming
Og saa tog jeg Dig paa Armen.
Ingeborg
.Og sprang med mig fra den ene Tue til den anden.
(leende) Hvor rædde vi var, begge To!
(leende) Hvor rædde vi var, begge To!
Hemming
Ja, jeg var nu meest ræd for din Skyld.
Ingeborg
Og jeg for din – – (standser pludselig og vedbliver
at betragte ham, idet hendes Ansigt antager et by-
dende og krænket Udtryk.) Hvad er det Du her
staaer og siger? Hvorfor gaaer Du ikke? Søm-
mer det sig at tale saa til din Herres Datter?
Gaa, gaa, Du skulde jo finde min Fæstemand!
at betragte ham, idet hendes Ansigt antager et by-
dende og krænket Udtryk.) Hvad er det Du her
staaer og siger? Hvorfor gaaer Du ikke? Søm-
mer det sig at tale saa til din Herres Datter?
Gaa, gaa, Du skulde jo finde min Fæstemand!
Hemming
.Ingeborg
Finder Du ham, saa lover jeg Dig en baldyret
Trøie til Juul, saa glad bliver jeg derved.
Trøie til Juul, saa glad bliver jeg derved.
Hemming
Jeg vil ingen Trøie have; jeg tjener Jer hverken
for Guld eller Sølv, hverken for Kost eller Ridder-
klæder. Men nu gaaer jeg; hvad jeg mægter, det
skal jeg gjøre, naar jeg veed det glæder Jer.
for Guld eller Sølv, hverken for Kost eller Ridder-
klæder. Men nu gaaer jeg; hvad jeg mægter, det
skal jeg gjøre, naar jeg veed det glæder Jer.
Ingeborg
(der er stegen op paa en Steen, hvor hun plukker nogle
blomstrende Hæggekviste.)
Hemming! hvor rig er min Fæstemand?
Hemming
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men
om hans Faerfader hedder det i Visen:
om hans Faerfader hedder det i Visen:
Faksimile
59.
Han mægter at klæde i Gyldenskrud,
Vel hundrede Terner til sin Brud!
Saa mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men
han eier dog baade Gaard og Grunde.
han eier dog baade Gaard og Grunde.
Ingeborg
(fremdeles beskjæftiget)
Og Du, hvad eier Du?
Hemming
(sukkende)
Min Armod, det er det Hele!
Ingeborg
Det er ikke meget, Hemming!
Hemming
Nei, det er ikke meget, Jomfru Ingeborg!
Ingeborg
(nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre Stilling,
Faksimile
60.
og beskjæftiget som før)
Saalidet monne mit Hjerte stunde
Til ham som eier baade Gaard og Grunde!
Langt bedre huer mig den fattige Svend,
Til ham staaer min Tanke, han er min Ven!
Hemming
(i høieste Glæde)
Ingeborg! nei, er det sandt som Du siger, da maa
jeg tifold prise min Armod.
jeg tifold prise min Armod.
Ingeborg
.
(vender Hovedet om og siger koldt).
Jeg skjønner Dig ikke; det jeg sang var kun
en gammel Vise. (stiger ned fra Stenen med Hægge-
kvistene i Haanden og nærmer sig, idet hun betrag-
ter ham stivt.) Men jeg kjender en Vise til,
og den vil jeg sige for Dig:
en gammel Vise. (stiger ned fra Stenen med Hægge-
kvistene i Haanden og nærmer sig, idet hun betrag-
ter ham stivt.) Men jeg kjender en Vise til,
og den vil jeg sige for Dig:
Faksimile
61.
I Kongens Gaard stander Gangeren god;
Den Beiler som eier en Ridders Mod,
Han skoer den Gule, han skoer den Graa,
Den Rappeste lægger han Sadlen paa!
Han løfter sin Brud paa Gangerens Ryg,
Hun følger ham villig, hun følger ham tryg.
Han rider sig med hende saa langt under Ø,
Med ham vil hun gjerne baade leve og dø!
Hemming
(som ude af sig selv.)
Ingeborg, Ingeborg! da skal Intet skrække
mig mere! Ei, at Du har en Fæstemand, ei at
Du er min Huusbonds Datter; – ja, saasandt jeg
lever, jeg røver Dig endnu inat!
mig mere! Ei, at Du har en Fæstemand, ei at
Du er min Huusbonds Datter; – ja, saasandt jeg
lever, jeg røver Dig endnu inat!
Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med
Dig? Hvad er det Du tænker paa? Vil Du røve
din Herres Datter? Du maa være syg eller gal,
siden Du kan falde paa Sligt! Dog, det skal
være glemt – for denne Gang. Gaa nu! og tak
Himlen at Du slap saa let; thi vel har Du
fortjent et Rap – (løfter Kvistene, men lader
dem synke og siger med forandret Stemme) – og
min røde Guldring – see der, tag den! (tilkaster
ham en Ring, som hun har trukket af Armen og
iler hurtigt ud til Venstre.)
Dig? Hvad er det Du tænker paa? Vil Du røve
din Herres Datter? Du maa være syg eller gal,
siden Du kan falde paa Sligt! Dog, det skal
være glemt – for denne Gang. Gaa nu! og tak
Himlen at Du slap saa let; thi vel har Du
fortjent et Rap – (løfter Kvistene, men lader
dem synke og siger med forandret Stemme) – og
min røde Guldring – see der, tag den! (tilkaster
ham en Ring, som hun har trukket af Armen og
iler hurtigt ud til Venstre.)
8de Scene.
Hemming. Strax efter Olaf Liljekrans (fra
Baggrunden. Maanen staaer op.)
Baggrunden. Maanen staaer op.)
Hemming
Den gyldne Ring, den har hun mig skjænket,
Faksimile
63.
Saa er hun da mig endnu baade huld og god!
Hun meente det ikke, det var Skrømt naar hun lod
Som hun var saa bitterlig krænket.
Alt vil jeg friste, Alt tør jeg vove!
(nedslaaet)
Og dog, jeg er jo saa fattig en Svend,
Og imorgen skal hun føres for Alteret hen!
(raskt)
Men Brudgommen færdes i de vilde Skove;
O, hvis han aldrig mere kom igjen!
(vil ile ud, men standser med et Udraab:)
Olaf! der er han!
(Olaf kommer langsomt frem mellem Klipperne i
Baggrunden. Han gaaer drømmende, med blottet
Hoved og Hænderne fulde af Blomster som han
sønderriver og strøer paa Veien; hans hele Færd
bærer under det Følgende Præg af en forvirret Tilstand)
Baggrunden. Han gaaer drømmende, med blottet
Hoved og Hænderne fulde af Blomster som han
sønderriver og strøer paa Veien; hans hele Færd
Faksimile
64.
bærer under det Følgende Præg af en forvirret Tilstand)
Olaf
.
(uden at lægge Mærke til Hemming)
Kunde jeg raade
De sælsomme Ord, den forvildende Gaade!
(vil gaa ud til Venstre.)
Hemming
Herr Olaf! Herr Olaf! hvor gaaer Eders Vei?
Saa hør dog, Herr Olaf!
Olaf
!
(halvt opvaagnende)
Hemming! er det Dig!
Du standse mig ikke!
Hemming
.Hvad ligger Jer paa Sinde,
At I færdes tre samfulde Dage herinde?
Faksimile
65.
(betragter ham nærmere).
Hvad øver I der for sælsom en Leg, ˹–˺
Eders Kind er hvid, eders Pande er bleg!
Olaf
Du maa ikke undres hvi min Kind er hvid,
Tre Nætter har jeg stridt saa sær en Strid;
Du maa ikke undres hvi min Pande er bleg,
Tre Nætter har jeg været i Alfeleg.
Hemming
.Gud staa os bi!
Olaf
.Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken Jord eller Himmel!
Hemming
(ængsteligt)
Hr. Olaf! følg med til Jer Moders Gaard!
Faksimile
66.
Olaf
.Min Moders Gaard! Hvor er det den staaer?
Her tykkes det mig, jeg har hjemme!
Skoven er bleven mit Fædrenehuus,
Grantoppens Kvæder og Elvens Suus
Kan jeg bedre forstaa, end min Moders Stemme.
(med stigende Henrykkelse)
Ei sandt, her er fagert! Ei sandt, her er stille!
Seer Du, min Høisal er smykket til Gilde,
Seer Du de tindrende Perler smaa!
(heftigt, idet han griber ham i Armen)
Staa stille, Hemming! her maa Du ikke gaa!
Du træder paa de blinkende Rader.
Hemming
Det er kun Maanen som skinner paa
Alle de duggede Blade!
Faksimile
67.
Olaf
Jeg siger forsandt, det er Perler smaa!
(lyttende)
Hør, Hemming! kan Du mine Spillemænd forstaa?
Kan Du høre det lokkende Kvæde?
Hemming
I feiler, det er Elven som suser dernede.
Olaf
.Jeg siger forsandt, det er Spil og Sang,
Jeg kjender den klagende Strengeklang.
Hemming! see hid! Kan Du see de hvide
Jomfruer hist som i Dandsen skride?
Hemming
Ei, Herre! det er kun Taager som glide
Ned over Elven. – (afsides) Hjælpe mig Gud!
Hemming
(afs:)
Hvad er ham dog hændt!
Faksimile
68.
Olaf
.
Det er Bryllupstærner; snart kommer min Brud!
Hemming
Eders Brud! I veed da –?
Olaf
.
(vedblivende)
Naar Dagen gaaer under,
{
<...>
}Naar Skyen blegner og Fuglen blunder,
Da kommer hun hid saa ung og prud!
Hemming
(korser sig)
Alle hellige Mænd! saa er det dog sandt!
Olaf
Veed Du hvornaar jeg først hende fandt?
Jeg red fra Guldvik en Aften silde,
Det bæres mig for, der var holdt et Gilde.
Faksimile
69.
Mit Sind var tungt, mit Hjerte var klemt!
Noget havde mig krænket; hvad det var, har jeg glemt.
Jeg red mig alene op under Li,
Ved Midnatstider kom jeg Elven forbi,
Da lød det som en klingende Harpestreng,
Det gik som en Slaat
over Mark og Eng,
Det hørtes som et lokkende, klagende Kvæde,
Jeg folded' mine Hænder, jeg prøved at bede,
Men Tungen svigted og Tanken med;
Mig Tonerne fristed', jeg maatte afsted.
Snart klang det som Graad og snart som Latter,
Snart lød det som Lyst og snart lød ˹det˺ atter
Som var der et bristende Hjertes Nød,
Som var der en Dødsens Vee og Vaande
Lagt i det koglende Kvæde
r
, der flød
Lig en Strøm omkring mig! – Knapt kunde jeg aande!
Faksimile
70.
Saa sært forvildet blev Sands og Sind;
Det var som om baade stærke og milde
Magter drog mig i Lien ind,
Jeg maatte herop om jeg end ikke vilde.
Og stedse det lokked' og lød paa min Vei;
Hvorlangt jeg red, det mindes jeg ei.
Hemming
.
(afsides)
Og Bruden som Spillemanden fortalte om, hun maatte
jo ogsaa følge –
jo ogsaa følge –
Olaf
.Da standsed' min Fole, jeg vaktes derved,
Jeg saae mig om med undrende Blikke;
Hvor var der fagert og v{e}
˹é˺nt! Men det Sted
Jeg var kommen til, kjendte jeg ikke!
Jeg stod i en Dal{,}
˹; –˺ Skygge og Fred
Faksimile
71.
Var drysset som Dugg derover!
Maanen legte ved Kjærnets Bred
,
Det var som den lo, naar den dukked' sig ned
I de svale, trillende Vover!
Mit Hoved var tungt, min Hu var mod,
Mig længedes efter at blunde;
Jeg lagde mig ned ved en Linderod
I de væne, hviskende Lunde!
Hemming
Herr Olaf! Herr Olaf! Hvor turde I friste Sligt?
Olaf
(vedblivende)
Saa kom jeg i Alfekvindernes Dands{,}
˹;˺
Den Fagreste mellem dem bød mig en Krands
Af Vaarklokker blaa, af Vandliljer hvide;
Hun saae mig i Sjælen med Øine saa blide,
Faksimile
72.
Hun hvisked' i mit Øre et gaadefuldt Ord,
Som aldrig gaaer mig af Minde:
«Olaf Liljekrans! veed Du hvor Lykken groer,
Veed Du, naar Fred for Dig er at vinde?
Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa Du den Fagreste finde,
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde,
Da – først da skal Du Lykken finde!»
Hemming
I har sovet og drømt!
Olaf
Fra denne Stund
Det blev mig for trangt i min Moders Stue!
Gjennem Ur, over Hei, til den fagre Lund
Stævned' jeg op med Piil og med Bue!
Faksimile
73.
Der mødte jeg Alfepigen igjen.
Hemming
(træder forbauset tilbage)
Hvad nu, har I vaagen fundet –?
Olaf
Min Fæstensring tog jeg og skjød med den
I Luften over hendes Hoved hen;
Nu er hun for evig bundet!
Hemming
Og det er Bruden I venter her?
Olaf
.Det er Bruden, snart er hun nær!
Hemming
(afsides)
Hans Sjæl er hildet, hans Sind er sygt;
Alt skal Fru Kirsten vide!
Faksimile
74.
(høit)
I tør da færdes foruden Frygt
Heroppe?
Olaf
Her er det godt og trygt
At vugges i Drømme blide!
(gaaer langsomt ind mellem Klippestykkerne i
Forgrunden til Høire)
Hemming
Alt imorgen skal hans Bryllup staa,
Men sin Fæstemø agter han lidet paa,
Lidet veed han at hun er nær,
Og mindre at hun har en Anden kjær! –
Han færdes forvildet i Skoven omkring,
Og mig gav Ingeborg den gyldne Ring!
Hvad jeg har seet skal hans Moder kjende;
Faksimile
75.
Alle Helgene veed hvor dette skal ende!
(gaaer ud til Venstre.)
9de Scene.
Olaf Liljekrans (træder atter ind fra Høire.)
Olaf
(idet han sønderriver nogle Blomster som han har
plukket udenfor.)
«Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa Du den Fagreste finde;
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde, –
Da – først da skal Du Lykken finde!»
Jeg faaer ikke Fred for de sælsomme Ord.
Den fagreste Urt? Hvor er det den groer?
Hvorpaa skal den kjendes? Er dens Fagerhed lagt
I Duftens Sødme, i Bladenes Pragt?
Faksimile
76.
Hvad heller er den lagt i lønlige Kræfter,
Som jeg aldrig kan finde, om jeg speider derefter?
Saalunde eier jo mangt et Sværd
Under Klingens Rust et kosteligt Værd,
Saalunde kan jo en Harpe hænge
Glemt i en Krog, Ingen derpaa giver Agt,
Og dog kan Alverdens forlokkende Magt
Være gjemt i de støvede Strænge.
10de Scene.
Olaf Liljekrans. Alfhild (fra Baggrunden.
Hun er phantastisk klædt og smykket med Løvflæt-
ninger og Blomster; ængsteligt seer hun sig om, ind-
til hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde.)
Hun er phantastisk klædt og smykket med Løvflæt-
ninger og Blomster; ængsteligt seer hun sig om, ind-
til hun opdager Olaf og iler ham da glad imøde.)
Alfhild
O, bliv, bliv! gaa ikke fra mig!
Faksimile
77.
Olaf
.
(ligesom pludselig belivet.)
Alfhild{,}! min unge, deilige Brud!
Alfhild
Olaf! min fagre Ridder! Det blev mig for tungt
at vente, jeg maatte gaa Dig imøde!
at vente, jeg maatte gaa Dig imøde!
Olaf
.Men sig mig, hvi frygter Du stedse for at kom-
me hid?
me hid?
Alfhild
Jeg har jo sagt Dig, udenfor Dalen kom jeg
ingensinde før Du gjæsted' mig. Min Fader har
sagt at onde Magter raade herude; kun derinde
mellem Bjergene kunde jeg færdes tryg og trøstig!
O, lad raade hvad Magter der vil, Du er her,
det er nok for mig! Kom, lad mig see Dig
ind i Øinene! Ja, ja, jeg har Dig igjen!
ingensinde før Du gjæsted' mig. Min Fader har
sagt at onde Magter raade herude; kun derinde
mellem Bjergene kunde jeg færdes tryg og trøstig!
O, lad raade hvad Magter der vil, Du er her,
det er nok for mig! Kom, lad mig see Dig
Faksimile
78.
ind i Øinene! Ja, ja, jeg har Dig igjen!
Olaf
.Har mig! Ak ja, Alfhild! Du listelige, Du
deilige Kvinde, vel har Du mig igjen! Mit
Sind har Du koglet saa dybt, saa dybt; før
mig hvorhen og saa langt Du vil, i Bjerget,
dybt under Haugen, i den grønne Græsvold, hvor
Slaat og Sang klinge saa lifligt ved Kvældstid,
paa Elvens Bund, dybt under Fossen, hvor der
er Harper for de store, klagende Kvæder; hvor
dit Hjem er, der er jeg rede til at færdes!
deilige Kvinde, vel har Du mig igjen! Mit
Sind har Du koglet saa dybt, saa dybt; før
mig hvorhen og saa langt Du vil, i Bjerget,
dybt under Haugen, i den grønne Græsvold, hvor
Slaat og Sang klinge saa lifligt ved Kvældstid,
paa Elvens Bund, dybt under Fossen, hvor der
er Harper for de store, klagende Kvæder; hvor
dit Hjem er, der er jeg rede til at færdes!
Alfhild
Hvi taler Du saa? Vel maa Du vide bedre,
end Du der siger. – Vætter og Alfer raade i
Haug og Fjeld og paa Elvens Bund boer Nøk-
ken, det har Fader sagt. Mener Du jeg er en
Alf eller –
end Du der siger. – Vætter og Alfer raade i
Haug og Fjeld og paa Elvens Bund boer Nøk-
ken, det har Fader sagt. Mener Du jeg er en
Faksimile
79.
Alf eller –
Olaf
.Du er den Fagreste i Verden; vær for mig
hvad Du vil, naar Du kun er min!
hvad Du vil, naar Du kun er min!
Alfhild
(smilende)
Var jeg Alfekvinde, forsandt, jeg siger Dig,
da skulde det gaa Dig ilde!
da skulde det gaa Dig ilde!
Olaf
.Mig!
Alfhild
Ja, Dig! Hvor Du red paa din enlige Sti,
skulde jeg træde Dig imøde, Glemselsdrikken
skulde jeg række Dig af det gyldne Horn, jeg
skulde kogle mine Kunster deri, saa Du
glemte Himmel og Jord, glemte hvor Du var
født og baaren, hvad Navn Du lød og hvor dine
Frænder færdes, kun {e}Et skulde Du mindes, et Eneste
skulde fylde din Hu og din Tanke.
skulde jeg træde Dig imøde, Glemselsdrikken
skulde jeg række Dig af det gyldne Horn, jeg
skulde kogle mine Kunster deri, saa Du
glemte Himmel og Jord, glemte hvor Du var
Faksimile
80.
født og baaren, hvad Navn Du lød og hvor dine
Frænder færdes, kun {e}Et skulde Du mindes, et Eneste
skulde fylde din Hu og din Tanke.
Olaf
.Forvist, da er Du Alfekvinden! Thi fra den første
Stund har Du saalunde koglet dine Kunster for
mig.
Stund har Du saalunde koglet dine Kunster for
mig.
Alfhild
.Har jeg?
Olaf
.Gjennem Lien red jeg, dybt dernede hvor Elven
løber, – det var Nat, sælsomt lød Sange og kla-
gende Kvæder rundt om mig – – –
løber, – det var Nat, sælsomt lød Sange og kla-
gende Kvæder rundt om mig – – –
Forvildet blev mig min Sti, jeg kom langt, langt
ind mellem Bjergene, jeg fandt den deilige Dal,
hvor ingen Fod har traadt, hvor intet Øie har
forlystet sig før mit – – – –
ind mellem Bjergene, jeg fandt den deilige Dal,
hvor ingen Fod har traadt, hvor intet Øie har
Faksimile
81.
forlystet sig før mit – – – –
Tungt faldt en Slummer paa mig derinde, men
Alfekvinderne legte imens og de drog mig ind i
Legen – – – –
Alfekvinderne legte imens og de drog mig ind i
Legen – – – –
Men da jeg vaagnede var der Bedrøvelse i mit
Sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke
trives mere; det bares mig for som jeg havde
glemt efter mig det Rigeste og Bedste i Livet, som
om en herlig Skat var mig beskaaret, ifald jeg
kun søgte og fandt den – – – –
Sind; hjemad red jeg, men dernede kunde jeg ikke
trives mere; det bares mig for som jeg havde
glemt efter mig det Rigeste og Bedste i Livet, som
om en herlig Skat var mig beskaaret, ifald jeg
kun søgte og fandt den – – – –
Til Dalen maatte jeg op, før var der ikke
Fred for mig – – – –
Fred for mig – – – –
Du kom mig imøde, fager og varm som i
denne Stund; jeg greb din Haand, jeg saae Dig
ind i Øiet – Himmel og Jord, Alverdens Deilig-
hed var i dit Øie! – – – –
denne Stund; jeg greb din Haand, jeg saae Dig
ind i Øiet – Himmel og Jord, Alverdens Deilig-
hed var i dit Øie! – – – –
Faksimile
82.
Det var den første Drik! – – –
Da glemte jeg Venner og Frænder! – – – –
Jeg kom der næste Nat, jeg favnede din Midje,
jeg krystede Dig til mit Bryst, Himlens Herlighed
var i dit Favntag – – – –
jeg krystede Dig til mit Bryst, Himlens Herlighed
var i dit Favntag – – – –
Det var den anden Drik – Da glemte jeg
mit Christen-Navn og mine Fædres Hjem. – – –
mit Christen-Navn og mine Fædres Hjem. – – –
Og jeg kom den tredie Nat, jeg maatte kom-
me, jeg kyssede dine røde Læber, mine Øine aad
sig ind i din Sjæl – Mere end Alverdens Herlig-
hed var deri! Jeg glemte mere end Gud og Hjem,
mere end Himmel og Jord, jeg glemte mig selv!
(styrter ned for hende) Alfhild! Alfhild!
me, jeg kyssede dine røde Læber, mine Øine aad
sig ind i din Sjæl – Mere end Alverdens Herlig-
hed var deri! Jeg glemte mere end Gud og Hjem,
mere end Himmel og Jord, jeg glemte mig selv!
(styrter ned for hende) Alfhild! Alfhild!
Alfhild
.Er det en Glemselsdrik, det som Du der
nævner,
da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er
det gaaet som Spillemanden, der lærte Nøkkens
Kvæder, for at kogle sin Hjertenskjær; – han
koglede og koglede saalænge { <...> }til Kogleriet
omspandt hans eget Sind og han aldrig kunde
vinde sig ud deraf.
(standser og bliver tankefuld
da har jeg koglet mig selv dermed. Mig er
Faksimile
83.
det gaaet som Spillemanden, der lærte Nøkkens
Kvæder, for at kogle sin Hjertenskjær; – han
koglede og koglede saalænge { <...> }til Kogleriet
omspandt hans eget Sind og han aldrig kunde
vinde sig ud deraf.
staaende.)
Olaf
(idet han reiser sig)
Hvad grubler Du over?
Alfhild
Høit paa Fjeldet er en Styrtning, saa brat at
end ikke Ørnen kan fæste sin Klo deroppe; der
staaer en enlig Birk, ilde trives den og fattig
er den paa Løv; men den bøier sine Grene nedad
imod Dalen som ligger langt borte; det er som
den længedes efter sine Søstre i den friske, frodige
Lund, som om den higede efter at plantes ind i
det solvarme Liv dernede – – – –
end ikke Ørnen kan fæste sin Klo deroppe; der
staaer en enlig Birk, ilde trives den og fattig
er den paa Løv; men den bøier sine Grene nedad
imod Dalen som ligger langt borte; det er som
den længedes efter sine Søstre i den friske, frodige
Faksimile
84.
Lund, som om den higede efter at plantes ind i
det solvarme Liv dernede – – – –
Som Birken paa Fjeldet saa var mit Liv, jeg
længedes udad, efter Dig længedes jeg i lange, lange
Tider, før jeg vidste Du var til. Dalen blev
mig for trang, men jeg vidste ikke at der bag
Fjeldene var en anden Dal som min derinde. Rid-
derne og Fruerne som gjæstede mig hver Nat, var
mig ikke nok og de sagde mig Intet om Livet der-
ude!
længedes udad, efter Dig længedes jeg i lange, lange
Tider, før jeg vidste Du var til. Dalen blev
mig for trang, men jeg vidste ikke at der bag
Fjeldene var en anden Dal som min derinde. Rid-
derne og Fruerne som gjæstede mig hver Nat, var
mig ikke nok og de sagde mig Intet om Livet der-
ude!
Olaf
.Ridder og Fruer? Du har jo sagt mig at
Ingentid mødte Du Nogen derinde.
Ingentid mødte Du Nogen derinde.
Alfhild
Ingen som Du! Men hver Kveld sang min
Fader sine Viser for { <...> }mig og naar det blev Nat
og mine Øine lukkedes, da kom de og gjæstede mig,
Alle de, der leve i min Faders Viser. Freidige
Riddere, fagre Kvinder vare blandt dem, de kom
med Falk paa Haanden, ridende paa stolte Gange-
re. Paa Engen dandsede de, Lyst og Skjæmt lød
rundt om, hvor de færdedes; Alferne lyttede tyst
fra hver en Blomst og Fuglene fra Grenen, der
de var sovet ind. Men naar Dagen ˹randt,˺ kom, da
var de Alle borte, eensom gik jeg, jeg pyn tede
mig med Blomster og med grønne Blade; thi jeg
vidste, at næste Nat vilde de komme igjen. Ak,
det Liv var mig dog ikke nok; en mægtig Læng-
sel fyldte mit Bryst, aldrig var den blevet
stillet om ikke Du var kommen!
Fader sine Viser for { <...> }mig og naar det blev Nat
Faksimile
85.
og mine Øine lukkedes, da kom de og gjæstede mig,
Alle de, der leve i min Faders Viser. Freidige
Riddere, fagre Kvinder vare blandt dem, de kom
med Falk paa Haanden, ridende paa stolte Gange-
re. Paa Engen dandsede de, Lyst og Skjæmt lød
rundt om, hvor de færdedes; Alferne lyttede tyst
fra hver en Blomst og Fuglene fra Grenen, der
de var sovet ind. Men naar Dagen ˹randt,˺ kom, da
var de Alle borte, eensom gik jeg, jeg pyn tede
mig med Blomster og med grønne Blade; thi jeg
vidste, at næste Nat vilde de komme igjen. Ak,
det Liv var mig dog ikke nok; en mægtig Læng-
sel fyldte mit Bryst, aldrig var den blevet
stillet om ikke Du var kommen!
Olaf
Alfhild
Kun sjelden kommer han nu, han var der ei
fra den Kvæld vi først mødtes.
fra den Kvæld vi først mødtes.
Olaf
.Men sig mig, hvo
<...>
er han?
Alfhild
Du har sagt mig at Du red en Sommernat i
Lien, der hvor Elven løber{,} ˹;˺ der hørte Du
sælsomme Sange, som Du kun halvt forstod,
men som dog mane og mane Dig, saa Du al-
drig glemmer dem.
Lien, der hvor Elven løber{,} ˹;˺ der hørte Du
sælsomme Sange, som Du kun halvt forstod,
men som dog mane og mane Dig, saa Du al-
drig glemmer dem.
Olaf
.Javist, javist!
Alfhild
Da har Du hørt min Faders Sange! Det er
ved dem jeg er voxet op. Forsandt heller ikke
jeg har forstaaet dem tilfulde; de tyktes mig at
være den dyreste Skat, at være Livet selv; nu
gjælde de Lidet for mig; de er mig kun et
Bud om al den Herlighed som skulde komme.
I dem Alle: var der en fager Ridder; ham tænk-
te jeg mig som det Bedste og Herligste i alle
Dale, det Bedste og Herligste saalangt Fugl
kan flyve, saalangt Sky kan stævne. Olaf!
det var Dig, jeg kjender Dig vel igjen! O, Du
maa fortælle mig om dit Hjem, om den fjerne
Dal, Du kommer fra; rigt og lyst maa det
være derude; did maa det være mine Fugle
drage hen ved Løvfaldstid; thi naar de atter
gjæste mig, da har de saameget sælsomt at
fortælle, saa mangt et Under at synge om,
at alle Urter sprætte og blomstre derved, alle
Træer grønnes, og den store, deilige Sol staaer
tidlig op og gaaer seent til Hvile, for ret at
lytte til alle de fagre Eventyr og Sange. Men
lidet fatter jeg af Alt hvad de fortælle, Du
maa tolke det for mig, Du maa klare for
mig Alt hvad der spørger og kræver Svar i
mit Bryst.
Faksimile
87.
ved dem jeg er voxet op. Forsandt heller ikke
jeg har forstaaet dem tilfulde; de tyktes mig at
være den dyreste Skat, at være Livet selv; nu
gjælde de Lidet for mig; de er mig kun et
Bud om al den Herlighed som skulde komme.
I dem Alle: var der en fager Ridder; ham tænk-
te jeg mig som det Bedste og Herligste i alle
Dale, det Bedste og Herligste saalangt Fugl
kan flyve, saalangt Sky kan stævne. Olaf!
det var Dig, jeg kjender Dig vel igjen! O, Du
maa fortælle mig om dit Hjem, om den fjerne
Dal, Du kommer fra; rigt og lyst maa det
være derude; did maa det være mine Fugle
drage hen ved Løvfaldstid; thi naar de atter
gjæste mig, da har de saameget sælsomt at
fortælle, saa mangt et Under at synge om,
Faksimile
88.
at alle Urter sprætte og blomstre derved, alle
Træer grønnes, og den store, deilige Sol staaer
tidlig op og gaaer seent til Hvile, for ret at
lytte til alle de fagre Eventyr og Sange. Men
lidet fatter jeg af Alt hvad de fortælle, Du
maa tolke det for mig, Du maa klare for
mig Alt hvad der spørger og kræver Svar i
mit Bryst.
Olaf
.Lidet er jeg det mægtig, Du spørger om mit
Hjem. Mit Hjem? Har jeg havt et andet
Hjem end her, da mindes jeg kun ringe Ting
deraf. Det er mig Alt som en taaget Drøm,
der glemmes i den Stund vi vaagne. Dog, kom!
langt dernede ligger en Bygd, der bæres det
mig for, at jeg færdedes før jeg saae Dig,
der bæres det mig for at mine Frænder bo. Hører
Du hvor Elven maner og suser, lad os følge den;
ude paa Kanten, ved Fossefaldet, der kan vi see
over Bygden, hvor jeg – engang hørte hjemme,
Kom, kom!
Hjem. Mit Hjem? Har jeg havt et andet
Hjem end her, da mindes jeg kun ringe Ting
deraf. Det er mig Alt som en taaget Drøm,
der glemmes i den Stund vi vaagne. Dog, kom!
langt dernede ligger en Bygd, der bæres det
mig for, at jeg færdedes før jeg saae Dig,
Faksimile
8{8}9.
der bæres det mig for at mine Frænder bo. Hører
Du hvor Elven maner og suser, lad os følge den;
ude paa Kanten, ved Fossefaldet, der kan vi see
over Bygden, hvor jeg – engang hørte hjemme,
Kom, kom!
Alfhild
Men tør jeg –
Olaf
.Følg trøstig, jeg skal værne om Dig!
Alfhild
Jeg er rede; jeg veed det jo nok, selv om jeg
ikke vil { <...> }de{,} ˹;˺ følge Dig maa jeg hvor Du færdes.
(de gaa ud til Høire)
ikke vil { <...> }de{,} ˹;˺ følge Dig maa jeg hvor Du færdes.
Chor af Brudefolket og Fru Kirstens Følge
(fjernt fra Skoven til Venstre)
Du agte Dig vel, Du fri din Sjæl
Fra listige Alfer i Lunden!
Faksimile
90.
11te Scene.
Fru Kirsten og Hemming (komme ind fra Venstre)
Hemming
Her var han; – see – nei, nu er han borte!
Fru Kirsten
Og han sagde, at han ventede paa Bruden som
skulde komme?
skulde komme?
Hemming
.Ja, men hvem han mente kunde jeg ikke ret bli-
ve klog paa; thi hans Tale var sæ{ <...> }lsomt forvildet.
Ingeborg mente han ikke, det er vist.
ve klog paa; thi hans Tale var sæ{ <...> }lsomt forvildet.
Ingeborg mente han ikke, det er vist.
Fru Kirsten
Stille, gode Hemming! stille med det han har
sagt! Velgjort var det at Du lod mig alene vide
han var her. Rigelig skal Du lønnes derfor,
men først maa vi finde ham fat –
sagt! Velgjort var det at Du lod mig alene vide
han var her. Rigelig skal Du lønnes derfor,
men først maa vi finde ham fat –
Faksimile
91.
Hemming
(idet han seer ud til Høire)
See, see der, i Maaneskinnet, paa Bakken ved
Elven, – ja, forvist troer jeg – –
Elven, – ja, forvist troer jeg – –
Fru Kirsten
.Stille, stille, det er Olaf!
Hemming
.Der er To; en Kvinde staaer hos –
Fru Kirsten
Alle gode Aander!
Hemming
{
<...>
}Han viser udover Bygden, som om –˹
<...>
˺ der gaaer
de Begge!
de Begge!
Fru Kirsten
Hent Herr Arne og vore Folk! Vi vil mø-
des her; jeg bringer Olaf hid!
des her; jeg bringer Olaf hid!
Faksimile
92.
Hemming
Men tør I ogsaa –?
Fru Kirsten
Gjør som jeg siger; men ti vel med det Du har
hørt og seet. Du kan sige, at Olaf drog
herop for at jage Reen og Bjørn og at han foer
vild paa Fjeldet.
hørt og seet. Du kan sige, at Olaf drog
herop for at jage Reen og Bjørn og at han foer
vild paa Fjeldet.
Hemming
I kan lide paa mig, Fru {
<...>
}Kirsten!
(gaaer ud
tilvenstre.)
Fru Kirsten
Skulde det da være sandt? Skulde onde Vætter
have faaet Magt over ham? Ei, Sligt kan
jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet troer
jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok
hændte i fordums Tider. Men det er nok Alfe-
kvinder af Kjød og Blod som – – Der sti-
ger han ned til Elven, jeg maa rappe mig!
(gaaer ud til Høire i Mellemgrunden.)
have faaet Magt over ham? Ei, Sligt kan
jeg bilde Arne fra Guldvik ind, men lidet troer
jeg det selv; – og dog siges der, at det tidt nok
hændte i fordums Tider. Men det er nok Alfe-
Faksimile
93.
kvinder af Kjød og Blod som – – Der sti-
ger han ned til Elven, jeg maa rappe mig!
Chor
(fjernt fra Skoven til Venstre)
Med fromme Sange, med Klokkespil,
Saa vide vi færdes i Dale!
Du christne Mand, Du lytte dertil,
Vaagn op af den koglende Dvale!
12te Scene.
Olaf og Alfhild (komme ind fra Høire i
Baggrunden. Senere Fru Kirsten.)
Baggrunden. Senere Fru Kirsten.)
Alfhild
O, Du maa fortælle mig mere endnu!
I mit Sind falde dine Ord, som Duggen hin svale;
Det er mig, som raaded' Du alle min Længsels Runer
Faksimile
94.
Med din liflige Tale! – – –
Sad Du aldrig en Sommernat ved det øde Fjeldvand,
Der er saa dybt at Du ei kan bunde?
Saae Du ikke alle Himlens smaa Lys dernede,
De kloge Øine, der tolke mere end Du kan udgrunde,
Mere end Du kan udsige, om Du havde tusinde Munde.
– – – – –
Tidt sad jeg saa; med mine Hænder vilde jeg fange
De dybe, de tindrende Gaader dernede –
Jeg greb efter dem, vilde see dem nær,
Da blev de dunkle, som Øine der græde, –
Det var faafængt at speide og lede –
– – – – –
Saa var det ogsaa fordum i mit Sind!
Mange, mange Gaader som jeg vilde forstaa; –
Men de gjækked' mig som Stjernen i det dybe Vand,
Faksimile
95.
Bleve mig ugrundelige, desmere jeg grunded' derpaa!
Olaf
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig Gaade?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte Ridder,
Den ætstore Mand, der broutede af sin Slægt,
Og lod haant om Elskov og Fuglekvidder!
Dog ligegodt, jeg river ud af Mindet hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstaa – –
Din Spaadom slog feil, – Lykken skulde jeg finde,
Naar jeg fandt den Fagreste blandt Urter smaa.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!
Alfhild
.Jeg har Intet spaaet.
Dog – fortæl mig mere om Livet derude!
Olaf
Lad Livet derude gaa sin egen Gang
Faksimile
96.
Her er mit Hjem, hos Dig, min prude,
Min deilige Viv! Alfhild, tal!
Er det ikke ret som en Høienloftssal
Var reist for os under de grønne Lier{;}!
Blaaklokken staaer pyntet paa alle Stier,
Her er Gilde herinde, her er Fryd og Lyst,
Mere fast˹,˺ end der kan rummes i mit Bryst!
Hør, fra Elven klinger det dybe Kvæde;
O, det er det som volder at jeg baade maa lee
og græde!
og græde!
Det sælsomme Kvad, det koglende Spil,
Har gjort mig saa fro, saa salig og vild!
(griber hende lidenskabeligt i sine Arme)
Farvel jeg skikker til Bygden dernede!
Heroppe vil jeg min Brudeseng rede;
Farvel jeg skikker over Verden ud, –
Faksimile
97.
Nu vil jeg favne min fagre Brud!
Alfhild
(viger ængsteligt tilbage)
Olaf!
Olaf
.
(standser pludselig, som greben af en uklar og smerte-
lig Erindring.)
Min Brud! Hvad sagde jeg der!
Sig mig – Alfhild – da jeg førstegang kom her –
Kan Du – Kan Du mindes den første Kvæld?
Hvad var det jeg søgte, – hvad vilde jeg vel?
Kom jeg for at hente Dig – til – Bygden ned?
Var det for at bede til Bryllups jeg red –?
Alfhild
Hvad mener Du? Bryllup! Jeg kan ei forstaa –?
Faksimile
{7}98
Olaf
.Vort Fæstensøl var jo drukket paa Guldvik! Ei saa<...>
Tre Uger efter skulde vort Bryllup stande –
Men det tykkes mig at – Nei, det brænder i min
Pande!
Pande!
Jeg vil ikke mere tænke derpaa!
Chor
(dæmpet og langt inde i Skoven.)
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover Du saa tungt og saa længe?
Alfhild
Tys, Olaf! hører Du?
Olaf
Hørte Du det med?
Alfhild
Hvad
˹er˺
var
det?
Faksimile
99.
Olaf
Et gammelt, et halvglemt Minde,
Som stundom faaer Ord, naar jeg færdes herinde!
Det vil mig ilde, det vil mane mig til Bygden ned.
Fru Kirsten
(afsides, idet hun træder ind fra
Baggrunden, uden at bemærkes af de Øvrige.)
Der er de! Han taler˹
;
˺ kunde jeg forstaa –!
(nærmer sig lyttende).
Olaf
(med stigende Heftighed)
Ja, ja, jeg kommer; men ene vil jeg ikke gaa!
Riddere og Fruer skal stævnes hid paa mit Bud;
Med Sang skal de ride herop for at hente min Brud!
Guldsa{
<...>
}dlen skal lægges paa min rappeste Ganger,
Forrest i Laget skal gaa Spillemand og Sanger,
Faksimile
100.
Derefter skal ride Kjøgemester og Præst,
Alt Folket i Bygden skal bydes til Gjæst!
Høviske Svende skal lede din Ganger ved Haand,
Liflige Urter skal drysses paa alle Veie,
Bonden skal bøie sig for Dig som en Vaand,
O{
<...>
}g ved Ledet skal hans Kvinde neie!
Kirkeklokkerne skal ringe over Landet ud:
Nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin Brud!
Chor af Bryllupsgjæster
(raskt men dæmpet inde i Skoven til Venstre.)
Nu Færden staaer
Til Bryllupsgaard!
Folen løber let under Lide!
Det drønner under Hov
I den grønne Skov,
Der de lystige Svende monne ride!
Faksimile
101.
Fru Kirsten
(afsides, under Choret.)
Himlen være lovet{,}! Hemming har fortalt –!
Alfhild
(jublende)
De komme, de komme, jeg hører dem alt!
Hvor vent det klinger! Olaf! see, see!
Fru Kirsten
Olaf, min Søn!
(iler hen til ham, useet af Alfhild, der vedbliver at stirre
ud til Venstre)
Olaf
.Hjælp Gud! hvad er det!
Min Moder!
Fru Kirsten
Mit arme, forvildede Barn!
Faksimile
102.
Nu er Du frelst fra den Ondes Garn!
Der kommer Herr Arne med Ingeborg, din Viv
Olaf
.
(med et Skrig, og ligesom paa engang opvaagnende)
Ingeborg! – Med det Navn har I brudt mit Liv!
Min Lykke var da idel Tant og Skrømt;
Ak, at I maatte mig Sligt bebude!
(fortvivlet.)
Kjære Moder min! saa fagert har jeg drømt;
Nu har I vakt mig, nu er Alting ude!
13de Scene.
De Forrige. Arne, Ingeborg, Hemming, Bryl-
lupsfolk og Fru Kirstens Følge fra Venstre.
lupsfolk og Fru Kirstens Følge fra Venstre.
Arne
.Til Lykke, Fru Kirsten! I har jo fundet ham,
som jeg hører.
som jeg hører.
Faksimile
103.
Fru Kirsten
Javist, jeg har fundet ham – Og nu hjemad!
Arne
(til Olaf.)
Og der er ingen Skade voldt Jer?
Olaf
(aandsfraværende)
Mig! Hvad mener I?
Fru Kirsten
(afbrydende)
Vist ikke, Herr Arne! Han foer vild paa
Jagten og –
Jagten og –
Ingeborg
(peger paa Alfhild)
Men denne unge Kvinde –?
Faksimile
104.
Fru Kirsten
Et fattigt Barn! Hun har skjænket ham Ly
og Tilhold.
og Tilhold.
Arne
Men der har jo Ingen sin Bo heroppe.
Fru Kirsten
En og Anden dog! Mangen enkel˹t˺
Slægt holder
endnu til mellem Fjeldene, siden Landfarsottens
Tid.
endnu til mellem Fjeldene, siden Landfarsottens
Tid.
Arne
.Saa kom, kom! Hestene vente nede under Lien.
Olaf
.
(smerteligt, med et Blik paa Alfhild.)
Min Moder! jeg kan ikke!
Fru Kirsten
(sagte og bestemt)
Du maa! Det vil volde Dig evig Skjændsel ifald –
Faksimile
105.
Arne
.Hvad mener han?
Fru Kirsten
Han er syg og mødig endnu, det gaaer over,
kom! (med et betydningsfuldt Blik til Olaf.)
Den unge Kvinde følger med!
kom! (med et betydningsfuldt Blik til Olaf.)
Den unge Kvinde følger med!
Ingeborg
I mener, at hun –?
Fru Kirsten
Trolig har hun pleiet ham; vel bør det sig at
hun lønnes derfor.
hun lønnes derfor.
Arne
.Og imorgen holdes Gildet!
Fru Kirsten
Imorgen! det sværger jeg høit og helligt!
Faksimile
106.
Arne
.Jeg har Jert Ord!
Hemming
(sagte og triumpherende, idet han tager Ringen frem)
Og jeg har Ingeborgs røde Guldring!
Ingeborg
(tager Ringen fra ham og siger ligegyldigt.)
Min Ring! See, see! har Du den, Hemming!
Tak, nu skal jeg selv tage Vare derpaa!
Tak, nu skal jeg selv tage Vare derpaa!
(Hemming staaer et Øieblik forbløffet og følger
derpaa langsomt efter de Øvrige, der Alle gaa
ud til Venstre, undtagen Alfhild.)
derpaa langsomt efter de Øvrige, der Alle gaa
ud til Venstre, undtagen Alfhild.)
14de Scene.
Alfhild. Strax efter Thorgjerd (fra Baggrunden)
Alfhild
(har med stille og barnlig Forbauselse betragtet
Faksimile
107.
det foregaaende Optrin; dog uden at lægge Mærke
til Handlingen; naar Alle ere borte farer hun
efter en Pause op, ligesom af en Drøm.)
De er borte! Kan jeg tro det, er det ogsaa sandt?
Ja, ja, her stod de; Maanen skinned', jeg saae dem
grant!
grant!
Der seer jeg dem igjen; over Bakken drage de ned,
Og jeg er Bruden, jeg maa med, jeg maa med!
(vil ile ud til Venstre.)
Thorgjerd
(i Baggrunden.)
Alfhild! mit Barn! Hvor kommer Du her?
Jeg har jo sagt Dig –
Alfhild
.Min Fader kjær!
Nu maa jeg flyve fri som alle Vinde,
Faksimile
108.
Nu kan jeg ikke længer lukkes bag Fjeldene inde!
Thorgjerd
(nærmer sig)
Hvad er Dig mødt?
Alfhild
(jublende)
Han er kommen!
Thorgjerd
.Hvem?
Alfhild
Den fagre Ridder! Han vil føre mig hjem!
Nu fatter jeg al den urolige Lyst,
Som længe har knuget og tynget mit Bryst!
Mangen Kvæld har vi siddet ved striden Elv,
Du sang om Kongens Datter, som var hexet i
Fjeldet!
Fjeldet!
Faksimile
109.
Kongens Datter, min Fader! det er jeg selv;
Men han, den fagre Ridder! har Trolden fældet! –
Nu er jeg fri, jeg veed hvad jeg vil,
Jeg vil udad, i Livets brogede Spil!
Hans Ord var Sang{,}! {
d
}Det var som gav han mig Vinger;
Ingen, ingen Magt nu mere mig binder og tvinger!
Thorgjerd
Mit arme Barn! til Bygden vil Du ned;
Nei bliv, det vil koste din Hjertensfred!
Alfhild
Jeg maa, min Fader! Dit bedste Kvad
Vil tykkes mig nu som en disig Taage!
Thorgjerd
.Saa gaa da, Alfhild! og drøm Dig glad,
Din Fader skal over Dig vaage!
Men agt Dig for hver underfundig Svend,
Faksimile
110.
Som lokker med listelig Tale!
Alfhild
Hvor Olaf færdes, did maa jeg hen,
Udad, langt ud i de lyse Dale!
Der stander hans Slot med gyldne Sale!
O, jeg kjender ham fra dine Kvæder igjen;
Han er Ridderen, Kongesønnen, bold og prud,
Og jeg, den fattige Alfhild{!}
˹,˺ er hans Brud!
Fattig, nei, nei, Prindsessen jeg er,
O, meer end Prindsesse; jeg er Olafs Hjertenskjær!
(Bryllupschoret høres langt nede i Lierne.)
Hør, hør, han kalder med Horn og Luur!
Farvel nu, Blomster og Skov og Ur!
Farvel min Dal, Du est mig for trang,
Mig vinker Alverdens Jubel og Sang!
Imorgen skal jeg smykkes med Gyldenskrud,
Faksimile
111.
Og ride til Kirken som Olafs Brud!
Sammen skal vi sidde paa Høisædets Hynde –
Ja, nu, først nu skal mit Liv begynde!
(hun iler ud til Venstre. Thorgjerd seer
tankefuld efter hende, Choret taber sig i
det Fjerne, idet Tæppet falder.)
tankefuld efter hende, Choret taber sig i
det Fjerne, idet Tæppet falder.)
Faksimile
112.
Anden Akt.
(Thunet ved Fru Kirstens Gaard. Paa Tilskuernes
høire Side sees Hovedbygningen med en Luge i Gav-
len; Vinduer eller Døre ere ikke synlige. Længer
mod Baggrunden paa samme Side en liden Stavkir-
ke med en Kirkegaard. Paa venstre Side Stabur
og andre Udhuusbygninger. Paa begge Sider i
Forgrunden simple Stenbænke. – Det er Eftermiddag.)
høire Side sees Hovedbygningen med en Luge i Gav-
len; Vinduer eller Døre ere ikke synlige. Længer
mod Baggrunden paa samme Side en liden Stavkir-
ke med en Kirkegaard. Paa venstre Side Stabur
og andre Udhuusbygninger. Paa begge Sider i
Forgrunden simple Stenbænke. – Det er Eftermiddag.)
1ste Scene
Fru Kirsten. Karle og Piger (beskjæftigede
med Tilberedelser til Gildet.)
med Tilberedelser til Gildet.)
Fru Kirsten
Lad der nu ikke fattes hverken i Fad eller
Kruus. (for sig selv.) Haardt holdt det og tungt
har jeg stridt før det kom saa vidt, men nu
vil jeg ogsaa gjøre et Gilde, som skal høres og
spørges. (til Tyendet.) See vel efter paa Bryllups-
bordet om – dog nei, det vil jeg selv gjøre.
Vinen skal hældes i Sølvkanderne, de store Drik-
kehorn skal fyldes med den wælske Most, Øllet
er kun for Huuskarlene, og den hjemmebryggede
Mjød ligesaa, – og hør, see vel til, at der findes
nok af gule Voxlys i Kirken, Brudefolkene skal
ikke for Alteret før seent paa Kvælden, med rø-
de Blus skal de lyses og følges didhen fra Gilde-
stuen. Gaa nu Alle, og tag vare paa det jeg
har sat Jer til, hver især. (Folkene gaa.)
Gud veed, dette Bryllup koster mere end jeg vel
kan bære; men Ingeborg bringer god Medgift og
desforuden – o ja, Arne staaer vel til at
styres og raades, som det bedst lyster mig, naar
han først – (seer ud til Høire.) Der kommer
Olaf! Ifald jeg kun vidste at han – –
Kruus. (for sig selv.) Haardt holdt det og tungt
har jeg stridt før det kom saa vidt, men nu
vil jeg ogsaa gjøre et Gilde, som skal høres og
Faksimile
113.
spørges. (til Tyendet.) See vel efter paa Bryllups-
bordet om – dog nei, det vil jeg selv gjøre.
Vinen skal hældes i Sølvkanderne, de store Drik-
kehorn skal fyldes med den wælske Most, Øllet
er kun for Huuskarlene, og den hjemmebryggede
Mjød ligesaa, – og hør, see vel til, at der findes
nok af gule Voxlys i Kirken, Brudefolkene skal
ikke for Alteret før seent paa Kvælden, med rø-
de Blus skal de lyses og følges didhen fra Gilde-
stuen. Gaa nu Alle, og tag vare paa det jeg
har sat Jer til, hver især. (Folkene gaa.)
Gud veed, dette Bryllup koster mere end jeg vel
kan bære; men Ingeborg bringer god Medgift og
desforuden – o ja, Arne staaer vel til at
styres og raades, som det bedst lyster mig, naar
han først – (seer ud til Høire.) Der kommer
Faksimile
114.
Olaf! Ifald jeg kun vidste at han – –
2den Scene.
Fru Kirsten. – Olaf (kommer fra Hu-
set i Høitidsdragt; han er bleg og tankefuld.)
set i Høitidsdragt; han er bleg og tankefuld.)
Olaf
(for sig selv.)
Igaar og Idag! Der ligger kun ˹en˺ Midsommernat
imellem og dog bæres det mig for som baade
Høst og Vinter var faldet paa mit Sind, siden
den Tid jeg færdedes deroppe i Lierne – hos
hende, hos Alfhild! (bemærker Fru Kirsten.)
Ak, kjære Moder min˹,˺ er I der!
imellem og dog bæres det mig for som baade
Høst og Vinter var faldet paa mit Sind, siden
den Tid jeg færdedes deroppe i Lierne – hos
hende, hos Alfhild! (bemærker Fru Kirsten.)
Ak, kjære Moder min˹,˺ er I der!
Fru Kirsten
Retsaa, min Søn! Pyntet med Guld og Silke{,}
˹;˺
det maa jeg vel lide. Nu er det dog at kjendes
paa Dig, hvo der er Brudgom ikvæld. Jeg seer
Du har hvilet Dig ud.
det maa jeg vel lide. Nu er det dog at kjendes
paa Dig, hvo der er Brudgom ikvæld. Jeg seer
Faksimile
115
Du har hvilet Dig ud.
Olaf
Sovet har jeg, men lidet hvilet derved; thi jeg
drømte imens.
drømte imens.
Fru Kirsten
En Brudgom maa drømme, det er gammel Skik.
Olaf
Min bedste Drøm er ude, lad os ikke tænke
mere derpaa.
mere derpaa.
Fru Kirsten
(afledende Samtalen)
Vi faa en lystig Dag, mener jeg.
Olaf
Ikke lader det som min Hædersdag huer Him-
len.
len.
Faksimile
116.
Fru Kirsten
Hvi saa?
Olaf
Det arter sig til Uveir; seer I hvor tungt
Skyerne trække op i Vest.
Skyerne trække op i Vest.
Fru Kirsten
Desbedre lyser Brude{
<...>
}blussene, naar Du gaaer til
Kirke ikvæld.
Kirke ikvæld.
Olaf
(gaaer nogle Gange frem og tilbage; endelig standser
han foran sin Moder og siger:)
Om jeg havde
fæstet en Fattigmands Datter, uden Gods og
uden Slægt, – sig mig, min Moder! hvad havde
I saa gjort?
fæstet en Fattigmands Datter, uden Gods og
uden Slægt, – sig mig, min Moder! hvad havde
I saa gjort?
Olaf
.Svar mig først. Hvad havde I saa gjort?
Fru Kirsten
Forbandet Dig og gaaet i Jorden af Sorg{.}
˹! –˺ Men
sig mig, hvi spørger Du?
sig mig, hvi spørger Du?
Olaf
Ei, det var kun Skjæmt, jeg tænkte lidet der-
ved.
ved.
Fru Kirsten
Det maa jeg vel tro; thi Du har altid holdt
din Æt i Agt og Ære. Men vær nu lystig
og glad; imorgen sidder Ingeborg som din
Viv derinde, da vil Du finde baade Fred og
Lykke.
din Æt i Agt og Ære. Men vær nu lystig
og glad; imorgen sidder Ingeborg som din
Viv derinde, da vil Du finde baade Fred og
Lykke.
Faksimile
118.
Olaf
Fred og Lykke? Een Ting fattes dertil.
Fru Kirsten
Hvad mener Du?
Olaf
Den fagreste Urt, som jeg skulde plukke sønder
og drysse ud for alle Vinde.
og drysse ud for alle Vinde.
Fru Kirsten
Den tossede Drøm; – tænk ikke mere derpaa.
Olaf
Kanhænde det baadede mig bedst om jeg kunde
det.
det.
Fru Kirsten
I Fruerstuen sidder din Fæstemø mellem sine
Piger, lidet har Du talt med hende idag.
Vil Du ikke gaa derind?
Piger, lidet har Du talt med hende idag.
Vil Du ikke gaa derind?
Faksimile
119.
Olaf
(i Tanker.)
Jo, jo! Hvor er hun?
Fru Kirsten
I Fruerstuen, som jeg sagde Dig.
Olaf
(livligt.)
Intet skal fattes hende efter denne Dag. Sølv-
spændte Sko vil jeg skjænke hende; hun skal
bære Søljer og Ringe. De visne Blomsterkviste
skal hun lægge af, jeg vil give hende en gyl-
den Kjæde at bære.
spændte Sko vil jeg skjænke hende; hun skal
bære Søljer og Ringe. De visne Blomsterkviste
skal hun lægge af, jeg vil give hende en gyl-
den Kjæde at bære.
Fru Kirsten
Hvem taler Du om?
Olaf
Om Alfhild!
Faksimile
120
Fru Kirsten
Jeg talte om Ingeborg, din Fæstemø. Olaf!
Olaf! Du gjør mig angst og bange, saa sælsom Du
er. Næsten kunde jeg fristes til at tro for
Alvor, at hun havde forhexet Dig.
Olaf! Du gjør mig angst og bange, saa sælsom Du
er. Næsten kunde jeg fristes til at tro for
Alvor, at hun havde forhexet Dig.
Olaf
.Det har hun! Ja, forsandt, min Moder! jeg
har været forhexet. Jeg har været i Alfekvin-
dernes Leg; salig og fro var jeg saalænge det
stod paa, men nu –˹.˺ I lange, lange Aar
vil jeg tynges af Kummer og Vee, saatidt jeg
drages det til Minde.
har været forhexet. Jeg har været i Alfekvin-
dernes Leg; salig og fro var jeg saalænge det
stod paa, men nu –˹.˺ I lange, lange Aar
vil jeg tynges af Kummer og Vee, saatidt jeg
drages det til Minde.
Fru Kirsten
Var hun en Hex, da skulde Baal og Brand
være hende sikkert; men hun er en listig, un-
derfundig Kvinde, som har lokket Dig med fager
Tale.
være hende sikkert; men hun er en listig, un-
derfundig Kvinde, som har lokket Dig med fager
Faksimile
121.
Tale.
Olaf
Hun er reen som Guds Moder selv!
Fru Kirsten
Ja, ja, see til! Men hvad som er, saa kom
ihu, at imorgen er Du ægt{ <...> }eviet; baade Synd
og Skjændsel vilde det da volde Dig, om Du ag-
tede mere paa hende.
ihu, at imorgen er Du ægt{ <...> }eviet; baade Synd
og Skjændsel vilde det da volde Dig, om Du ag-
tede mere paa hende.
Olaf
Jeg fatter det vel, heel vel, min Moder!
Fru Kirsten
Og Ingeborg, som Du har trolovet og som
har Dig kjær, ja, Olaf! kjær af Hjertet –
Himlens Straf vilde ramme Dig, ifald –
har Dig kjær, ja, Olaf! kjær af Hjertet –
Himlens Straf vilde ramme Dig, ifald –
Olaf
Vel sandt, vel sandt!
Faksimile
122.
Fru Kirsten
Ei vil jeg tale om vore egne Kaar; men vel
skal Du mærke Dig, at Arnes Datter kan hjæl-
pe Mangt og Meget paa Fode for os; stærkt
er det gaaet tilagters med vor Æt, og slaaer
Sæden feil iaar, saa skulde det lidet undres
mig, om vi maatte tage Tiggerstaven i Haand.
skal Du mærke Dig, at Arnes Datter kan hjæl-
pe Mangt og Meget paa Fode for os; stærkt
er det gaaet tilagters med vor Æt, og slaaer
Sæden feil iaar, saa skulde det lidet undres
mig, om vi maatte tage Tiggerstaven i Haand.
Olaf
Jeg veed det nok.
Fru Kirsten
Med Arnes Penge kan det Altsammen bødes
paa; en hæderlig Plads vil Du vinde blandt
Kongens Mænd. Tænk Dig vel om; har
Du lovet Alfhild mere end Du kan holde –
og mig tykkes at mærke noget Sligt hos hende,
saa stille hun end gaaer med det – {S}saa tal
med hende derom. Sig hende, nu ja, sig hende
hvad Du selv vil; tomhændet skal hun ikke
gaa herfra, det kan Du frit love. See der
kommer hun! Olaf, min Søn! tænk paa
din Fæstemø og paa din stolte Æt, tænk
paa din gamle Moder, som maatte gaa i Jor-
den af Blussel ifald – vær Mand, Olaf!
Nu gaaer jeg ind og seer efter Gildebordet.
(gaaer ind i Huset.)
paa; en hæderlig Plads vil Du vinde blandt
Kongens Mænd. Tænk Dig vel om; har
Du lovet Alfhild mere end Du kan holde –
og mig tykkes at mærke noget Sligt hos hende,
Faksimile
123.
saa stille hun end gaaer med det – {S}saa tal
med hende derom. Sig hende, nu ja, sig hende
hvad Du selv vil; tomhændet skal hun ikke
gaa herfra, det kan Du frit love. See der
kommer hun! Olaf, min Søn! tænk paa
din Fæstemø og paa din stolte Æt, tænk
paa din gamle Moder, som maatte gaa i Jor-
den af Blussel ifald – vær Mand, Olaf!
Nu gaaer jeg ind og seer efter Gildebordet.
3die Scene
Olaf (alene)
Olaf
(seer ud til Høire.)
Hun er saa fro som den unge Raa,
Der den spiller ved Hindens Side;
Faksimile
124.
Snart skal hun vride de Hænder smaa
Og trænges af Nød og Kvide!
Snart maa jeg bryde hendes freidige Tro
Og vække hende op af Drømme,
Og saa – ja saa maa vi skilles, vi To.
Arme Alfhild! saa bitter en Ska{d}
˹a˺l maa Du tømme.
(grublende)
Hvad var mig Ære, hvad var mig Magt,
Hvad var mig min Æt deroppe hos hende!
I hendes Øine mig tyktes der var lagt
En bedre Skat end Verden monne kjende!
Jeg havde glemt bort baade Nød og Strid,
Men alt fra i Nat, da jeg atter kom hid,
Da jeg sad til Høibords i mine Fædres Stue,
Da jeg gik at træde for min Moder frem –
(afbrydende)
Faksimile
125.
Ja, ja, jeg er født og baaren af en Adelsfrue,
Og paa Fjeldet
har den frændeløse Alfhild sit Hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg maa sige hende – Nei, nei, jeg kan det ikke!
Og dog – ikvæld – ja, forvist det maa skee,
Høre maa hun hvad der volder mig den bit-
treste Vee ˹treste Vee!˺ [HIS: Den slettede teksten er venstrestilt, den tilføyde er høyrestilt.]
treste Vee ˹treste Vee!˺ [HIS: Den slettede teksten er venstrestilt, den tilføyde er høyrestilt.]
4de Scene.
Olaf. – Alfhild (fra Kirken.)
Alfhild
(iler ham glad imøde)
Olaf! Olaf! Du har ført mig paa det Land,
Der jeg træder mellem Blomster, som jeg fordum gik
paa Sand.
paa Sand.
Her hos Dig er forvist saa veen en Ø,
Her kan jeg sørgeløs leve og syndeløs dø!
Faksimile
126.
Saameget gad jeg spørge, saa lidet jeg forstaaer
Alle de underlige Gaader maa Du klare. ˹–˺
Grønnes altid herude Sommer og Vaar?
Olaf
.Ak Alfhild!
Alfhild
Nei vent med at svare!
Seer Du det Huus med Spiir og Fløi{,}
˹?˺
Did gik jeg mig imorges at spille;
Herude var Leg, her var Gammen og Støi;
Men derinde, o, der var det saa stille.
Jeg treen gjennem Døren, jeg saae en Sal,
Saa mild en Fred var derinde;
Der dæmred' en Dagning, liflig og sval,
Der knæled' baade Mand og Kvinde,
Men høit, høit oppe en Jomfru stod,
Faksimile
127.
Hun seiled' paa hvide Skyer;
Hendes Hoved skinned som Rosenblod,
Det skinned som Himlen, naar Dagen gryer.
Hendes Ansigt var klart, hendes Kjortel var blaa,
En fager Alf hun bar paa sine Arme,
Og rundt om hende legte de Engle smaa,
De lo tilhobe, der de ned paa mig saa
Oppe fra Skyernes Karme!
Olaf
(afsides)
Vee mig! jeg har øvet et usaligt Spil,
Jeg maa al hendes Lykke knuse!
Alfhild
O, sig mig Olaf! hvo hører til
Derinde, hvo har der tilhuse?
Faksimile
128.
Olaf
{V}Hver den, der er god og from som Du,
Hver den, der er Barn i Tanker og Hu.
Det er Kirken, Guds Huus
, ham hører det til.
Alfhild
Den store Fader{,}! {a}Ak skjæmte Du vil{,}!
Hans Huus er jo høit over Stjernerne smaa,
Hvor den hvide Skysvane svømmer,
Saa høit, som intet Øie kan naa
Uden Barnets, der det blunder og drømmer! –
Men Kirken Du nævnte! Saa er det jo did
Vi skal ride i festligt Følge,
Som Brud og Brudgom!
Alfhild
Ak hvert af ˹dine˺ Ord har vel brændt sig ind
Saa urokkeligt dybt i mit Sind!
De fylde mit Bryst med Fryd og med Kvæder;
Hvorhelst jeg færdes paa Tilje og Toft,
De skinne paa min Sti, de lyse, hvor jeg træder,
Som Guldnaglerne smaa paa Nattens Loft!
Du sagde a{
<...>
}l Verden skulde bydes til Gjæst,
Foran skulde ride Sanger og Præst,
Riddere skulde føre min Ganger ved Haand,
Roser skulde blomstre paa alle Veie,
Hver den Lilje paa Stien skulde bøie sig som en Vaand,
Alle de Urter smaa skulde sig for Bruden neie!
Olaf
Har jeg sagt –
Faksimile
130.
Alfhild
O, Du drages det vel til Minde!
See Dig om, det er skeet paa dit Bud;
Ved Kirken grønnes de ranke Linde,
Alle Rosenblommer er sprunget ud,
Og vugge sig som Alfer i Høitidsskrud.
Aldrig skinned Himlens lysende Øie
Saa lifligt som her fra det Høie;
Aldrig sang de Fugle saa vent som idag!
De synge jo Brud og Brudgom til Behag! –
Du, Du har voldt mig saa livsalig en Lyst,
Jeg kunde trykke Jord og Himmel til mit Bryst!
Ei findes paa Marken saa fattigt Straa,
Det jeg evned' under Fødder at træde,
Ei saa ringe et Kryb i Jordens Vraa,
At jeg vel maa dele dets Nød og Glæde!
Faksimile
131.
I min Barm er al Vaarens Herlighed inde;
Det bølger og bruser som en Skov i Storm!
Olaf
(afsides)
Og snart skal Sorgens tærende Orm
Gnave Dig, Du unge, deilige Kvinde!
Alfhild
O, herligt er Livet!
(knæler med oprakte Hænder)
Du Fader som boer
Fjernt i Himmelen! Havde jeg Ord,
Havde jeg Englenes Tunge,
Høit jeg skulde din Lovsang sjunge;
Men jeg kan det ikke; Du er for stor,
Jeg kan kun bøie mig for Dig til Jord –
Tak, Du Unævnelige! Lov og Ære
Faksimile
132.
For Alt hvad jeg her monne nemme og lære!
(reiser sig)
Ja, Livet er fagert i Olafs Hjem,
Fast saa fagert som at bæres til Døden frem!
Olaf
Kalder Du det fagert at lægges paa Baare?
Alfhild
Jeg veed ei hvad Du mener, men jeg grubled saa saare,
Og spurgte min Fader hvad Døden var,
Da sang han mig en Vise derom til Svar:
«Naar Menneskets Barn er stedet i Kval
Og lyster at vugges i Slummer,
Da kommer en Alf med hvide Vinger
Og frier det ud fra Nød og Kummer.
Den liden Alf med de hvide Vinger
Reder en Seng saa blød,
Faksimile
133.
Han virker af Liljer de Lagen smaa,
Og Bolster udaf Rosen rød.
Alt paa de Bolster han Barnet bærer,
Han bærer det paa sin Arm,
Og kjører det hjem til Himlen
Paa Skyernes gyldne Karm.
Og det jeg vil Dig sige forsandt,
I Himlen er mange Smaa,
De drysse alt over det Rosenbolster
Perler, baade hvide og blaa.
Saa vaagner det lidet Menneskebarn,
Det vaagner til Himmelens Glæde, –
Men al den Fryd og megen Gammen
Slet Ingen veed om˹,˺ hernede.»
Olaf
Alfhild! bedre det var om dit Liv
Faksimile
134.
Var rundet i Fred deroppe paa Fjeldet.
Din Fryd vil visne som et brækket Siv,
Din Tro vil dødes –
Alfhild
Som Olafs Viv
Er jeg stærk og modig lig Fossevældet!
Du staaer mig jo nær, lad komme hvad vil,
Med Dig vil jeg frydes, med Dig vil jeg lide.
(lyttende)
Tys, Olaf! hører Du det klagelige Spil,
Det klinger som et Kvad om den dybeste Kvide!
(Udenfor til Høire høres dæmpet følgende Chor
af Ligbærere:)
af Ligbærere:)
Vi bær' den lille Døde
Med Sorg til Gravens Fred,
Vi lægge Ormens Føde
Faksimile
135.
Alt under Muldet ned.
Tung er den Lod at friste:
Med Suk og Sørgesang
At bære Barnets Kiste
Den sidste, tunge Gang!
Alfhild
(uvis og beklemt.)
Hvad er det, Olaf! hvad er det? Sig frem!
Olaf
Et Barn som bæres til Dødens Hjem
Af sin Moder og de smaa Søskende fem.
Alfhild
Til Døden! Hvor er da de Bolstere røde,
De Lillielagen, og hvor er den Døde?
Olaf
Jeg seer ingen Bolster, hverken røde eller blaa,
Faksimile
136.
Men jeg seer vel de sorte Fjæle;
Der sover den Døde paa Spaaner og Straa.
Alfhild
Paa Spaaner og Straa?
Olaf
Ja, det er det Hele!
Alfhild
Og hvor er Alfen, som bær ham paa {a}Arm,
Og kjører ham hjem i Himmelens Karm?
Olaf
Jeg seer kun en Moder hvis Hjerte vil briste,
Og de Smaabørn som følge den sorte Kiste.
Alfhild
Og hvor er de Perler, hvide og blaa,
Som Englene drysse i Himmelhaven?
Faksimile
137.
Olaf
Jeg seer kun de Taarer som Søskende smaa
Græde, der de stande ved Graven.
Alfhild
Og hvor er Hjemmet, det deilige Sted,
Der den Døde drømmer og sover?
Olaf
Det seer Du. De sænke ham i Jorden ned,
Og {
K
}kaste Muldet derover.
Alfhild
(stille og tankefuld, efter en Pause.)
Ei var Døden saa i min Faders Kvæde.
Olaf
Vel sandt; den megen Gammen og Glæde
Sletingen veed om hernede. –
Har Du aldrig hørt om Haugkongens Skat,
Faksimile
138.
Der lyser som røden Guld hver Nat;
Men vil Du med Hænder tage derpaa,
Intet Du finder uden Gruus og Straa;
Og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder
At Livet artes paa samme Sæt;
Kom det ikke for nær, det træffer sig let
At Fingrene smaa Du brænder.
Vel sandt, det skinner som Himmelens Stjerne,
Men kun naar Du seer det fra det Fjerne.
({
<...>
}bemærker Fru Kirsten udenfor til Høire)
Min Moder – hun vil sige Dig – nu gaaer jeg ind.
Alle Engle drysse sin Fred i dit Sind!
(Han gaaer mod Huset, men standses af Fru Kir-
sten. – Himlen overtrækkes af mørke Skyer,
Vinden begynder at suse i Trætoppene. – Alf-
hild staaer hensunken i dybe Tanker.)
sten. – Himlen overtrækkes af mørke Skyer,
Vinden begynder at suse i Trætoppene. – Alf-
hild staaer hensunken i dybe Tanker.)
Faksimile
139.
5te Scene.
De Forrige. – Fru Kirsten.
Fru Kirsten
(sagte.)
Nu, min Søn! ei sandt, Du har vel sagt
hende –?
hende –?
Olaf
Alt hvad jeg mægtede at føre over mine Læber,
har jeg sagt. Sig nu I hende Resten og
saa, min Moder! lad mig aldrig, aldrig møde
hende mere.
(kaster et Blik paa Alfhild
har jeg sagt. Sig nu I hende Resten og
saa, min Moder! lad mig aldrig, aldrig møde
hende mere.
og gaaer ud ved Huset.)
Fru Kirsten
Den Daarskab vil snart brændes ud af ham,
hvis – (som om hun pludselig fik et Indfald)
Men ifald jeg – Ha, ha, vilde det lykkes,
da var han helbredet, det lover jeg for. Men
Alfhild –? Nu ja, ligegodt, det maa fristes.
hvis – (som om hun pludselig fik et Indfald)
Men ifald jeg – Ha, ha, vilde det lykkes,
Faksimile
140.
da var han helbredet, det lover jeg for. Men
Alfhild –? Nu ja, ligegodt, det maa fristes.
Alfhild
(for sig selv.)
Saa findes herude baade Nød og Klage,
Lad saa være; ei vil jeg deraf forsage.
Tungt kan ei Verden gaa mig imod,
Olaf er mig jo huld og god!
Fru Kirsten
(nærmer sig.)
Det bæres mig for som tunge Tanker ligge
Dig paa Sinde.
Dig paa Sinde.
Alfhild
Ja, ja, det voldes af de Ting, som jeg nys har
lært.
lært.
Faksimile
141.
Fru Kirsten
Af Olaf?
Alfhild
Javist af Olaf, han har sagt mig –
Fru Kirsten
Jeg veed det, Alfhild! jeg veed hvad han har
sagt. (afsides) Han har nævnt sit Bryllup
for hende, kan jeg skjønne. (høit.) Og
alt ikvæld skal det gaa for sig.
sagt. (afsides) Han har nævnt sit Bryllup
for hende, kan jeg skjønne. (høit.) Og
alt ikvæld skal det gaa for sig.
Alfhild
Hvad skal gaa for sig?
Fru Kirsten
Brylluppet!
Alfhild
(livligt.)
O ja, det veed jeg!
Faksimile
142.
Fru Kirsten
Du veed det og tager det ikke tungere end
saa?
saa?
Alfhild
Nei, hvi skulde jeg tage det tungt?
Fru Kirsten
(afsides)
Der er Noget hun pønser paa, det skjønner
jeg grant. (høit.) Nu, saameget bedre
er det for os Alle. Men sig mig, naar
Gildet er Slut, hvad agter Du Dig saa til?
jeg grant. (høit.) Nu, saameget bedre
er det for os Alle. Men sig mig, naar
Gildet er Slut, hvad agter Du Dig saa til?
Alfhild
Jeg? Det har jeg lidet tænkt paa.
Fru Kirsten
Jeg mener, er Du tilsinds at blive her,
eller drager Du hjem?
eller drager Du hjem?
Faksimile
143.
Alfhild
(seer forundret paa hende)
Jeg er tilsinds at blive!
Fru Kirsten
(afsides)
Der har vi det, hun tænker at holde ham i sin
Snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal
vi strides om. (høit.) Alfhild! jeg under Dig
alt Godt og dersom Du turde lide paa mig –
Snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal
vi strides om. (høit.) Alfhild! jeg under Dig
alt Godt og dersom Du turde lide paa mig –
Alfhild
Ja, det tør jeg forvist!
Fru Kirsten
Nu godt, saa lader Du mig raade for din Lykke.
Jeg vil tage mig af Dig, som jeg bedst kan og
veed, og ifald Du giver dit Minde dertil, saa
skal Du endnu ikvæld gaa som Brud til Kirken.
Jeg vil tage mig af Dig, som jeg bedst kan og
veed, og ifald Du giver dit Minde dertil, saa
skal Du endnu ikvæld gaa som Brud til Kirken.
Faksimile
144.
Alfhild
Ja, det veed jeg jo.
Fru Kirsten
(studsende)
Du veed det! Hvo har da sagt Dig?
Alfhild
Det har Olaf selv sagt.
Fru Kirsten
Olaf!
(afsides) Skulde Olaf –? Ja, forsandt,
han har havt den samme Tanke som jeg, at
gifte hende bort for at skille sig af med hende!
Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun
først bortgiftet, og er Olaf ligeledes paa sin
Side bleven Ægtemand, saa – (høit) Ja, ja,
godt, Alfhild! naar Olaf har sagt vor Hensigt
med Dig, saa har jo ikke jeg fornødent at –
Men skynd Dig nu, gaa derind i Staburet,
der hænger min egen Bryllupsklædning, den
skal Du bære!
han har havt den samme Tanke som jeg, at
gifte hende bort for at skille sig af med hende!
Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun
først bortgiftet, og er Olaf ligeledes paa sin
Side bleven Ægtemand, saa – (høit) Ja, ja,
godt, Alfhild! naar Olaf har sagt vor Hensigt
med Dig, saa har jo ikke jeg fornødent at –
Faksimile
145.
Men skynd Dig nu, gaa derind i Staburet,
der hænger min egen Bryllupsklædning, den
skal Du bære!
Alfhild
(med barnlig Glæde.)
Skal jeg! Din egen Bryllupsklædning!
Fru Kirsten
Gjør som jeg siger. Gaa derind
og klæd Dig
paa, saa prægtig˹t˺ Du lyster.
paa, saa prægtig˹t˺ Du lyster.
Alfhild
.Og faaer jeg ogsaa Brudekrone?
Fru Kirsten
Javist! Brudekrone og Sølvringe og røde Guld-
baand. Du vil finde nok deraf i Kister og Skabe.
baand. Du vil finde nok deraf i Kister og Skabe.
Alfhild
Sølvringe og røde Guldbaand!
Faksimile
146.
Fru Kirsten
Gaa, gaa, og rap Dig saa alt hvad Du kan.
Alfhild
O, jeg skal ikke være længe derom. (klapper
i Hænderne) Jeg faaer Brudekrone og røde
Guldbaand.
(iler ud til Venstre)
i Hænderne) Jeg faaer Brudekrone og røde
Guldbaand.
6te Scene.
Fru Kirsten (alene)
Fru Kirsten
Den onde, forbandede Kvinde! Saa glad og
trøstig er hun, skjøndt hun veed at Olaf skal
for Altret med en Anden. Men saaledes er det
mig ret tilpas; det gaaer lettere end jeg tænkte.
Hun seer saa skyldfri ud som et Barn, og dog
kan hun samtykke i, at { <...> }tage til Huusbond,
den jeg først vælger for hende. Og jeg som
tænkte at Olaf var hende isandhed kjær;
har han endnu ikke faaet Forvisning om hendes
rette Sindelag, saa skal han snart faa det.
Han skal kjende hende tilbunds, han skal
vide hvi hun har koglet og lokket for ham,
og saa, ja saa er hun ham ikke længer farlig.
(smilende) See, see! Olaf tænkte dog paa den
samme Frelse som jeg; saa snild havde jeg
ikke holdt ham for at være. – Men hvor
finde vi den Svend, som er villig til – Nu,
vakker er hun, og paa Sølv og en liden Grund
dertil, skal det ikke komme an. Skulde
Olaf allerede have talt til Nogen derom?
Det er ikke tænkeligt! – Nu, saa vil jeg
sørge for den Sag. Jeg har jo Huuskarle
nok paa Gaarden og, – (seer ud til Høire.)
Hemming! om jeg prøvede med ham! Men han
saae dem jo sammen paa Fjeldet igaar, han maa
vel vide, at der er Noget mellem de to. Men
ikke desmindre – han er en ringe Svend, og derhos
fattig og veg af Sind – vi faa see, vi faa see!
trøstig er hun, skjøndt hun veed at Olaf skal
for Altret med en Anden. Men saaledes er det
mig ret tilpas; det gaaer lettere end jeg tænkte.
Hun seer saa skyldfri ud som et Barn, og dog
kan hun samtykke i, at { <...> }tage til Huusbond,
den jeg først vælger for hende. Og jeg som
Faksimile
147.
tænkte at Olaf var hende isandhed kjær;
har han endnu ikke faaet Forvisning om hendes
rette Sindelag, saa skal han snart faa det.
Han skal kjende hende tilbunds, han skal
vide hvi hun har koglet og lokket for ham,
og saa, ja saa er hun ham ikke længer farlig.
(smilende) See, see! Olaf tænkte dog paa den
samme Frelse som jeg; saa snild havde jeg
ikke holdt ham for at være. – Men hvor
finde vi den Svend, som er villig til – Nu,
vakker er hun, og paa Sølv og en liden Grund
dertil, skal det ikke komme an. Skulde
Olaf allerede have talt til Nogen derom?
Det er ikke tænkeligt! – Nu, saa vil jeg
sørge for den Sag. Jeg har jo Huuskarle
nok paa Gaarden og, – (seer ud til Høire.)
Faksimile
148.
Hemming! om jeg prøvede med ham! Men han
saae dem jo sammen paa Fjeldet igaar, han maa
vel vide, at der er Noget mellem de to. Men
ikke desmindre – han er en ringe Svend, og derhos
fattig og veg af Sind – vi faa see, vi faa see!
7de Scene.
Fru Kirsten. Hemming (fra Høire)
Hemming
(for sig selv.)
Intet Sted er Ingeborg at finde; hun lægger
mig i Jorden, det er vist. Igaar var hun mild
mod mig, hun gav mig sin Armring; men saa
tog hun den fra mig igjen, og idag vil hun aldrig
saa meget som glytte til den Side jeg gaaer.
mig i Jorden, det er vist. Igaar var hun mild
mod mig, hun gav mig sin Armring; men saa
tog hun den fra mig igjen, og idag vil hun aldrig
saa meget som glytte til den Side jeg gaaer.
Fru Kirsten
(sagte, idet hun nærmer sig.)
Faksimile
149.
Lidt vaerlig faaer jeg være. (høit) See, Hem-
ming, er det Dig? Du færdes helst alene, mær-
ker jeg; Tærnerne og de unge Karle holder Du
Dig fra; naar jeg fornemmer Sligt, saa skjønner
jeg vel, at det ikke skeer uden skjællig Grund.
ming, er det Dig? Du færdes helst alene, mær-
ker jeg; Tærnerne og de unge Karle holder Du
Dig fra; naar jeg fornemmer Sligt, saa skjønner
jeg vel, at det ikke skeer uden skjællig Grund.
Hemming
Ei, min høie Frue! hvad skulde –
Fru Kirsten
Jo, Hemming! der er Noget, som Du gaaer og
bærer paa iløn; Du er ikke freidig tilsinds!
bærer paa iløn; Du er ikke freidig tilsinds!
Hemming
(truffen)
Ikke freidig? Jeg?
Fru Kirsten
(smilende)
Hemming
Alle Helgene!
Fru Kirsten
Og hun er Dig god igjen.
Hemming
.Mig – Hvem? Ikke veed jeg, hv{
<...>
}em I mener.
Fru Kirsten
Ei, Hemming, tal ikke saa, for mig skal
Du lidet blues. Jo, jo, jeg seer grant kan
Du tro.
Du lidet blues. Jo, jo, jeg seer grant kan
Du tro.
Hemming
(afsides)
Himmel! hun maa have mærket paa Ingeborg
at –
at –
Faksimile
151.
Fru Kirsten
Jeg har vel seet, at Bryllupsgildet volder Dig
liden Gammen. Kirkefærden er Dig imod,
efterdi Du selv gad vandre med som Brudgom,
men seer ei Udvei dertil.
liden Gammen. Kirkefærden er Dig imod,
efterdi Du selv gad vandre med som Brudgom,
men seer ei Udvei dertil.
Hemming
(i høieste Bestyrtelse)
Ak, Fru Kirsten! min ædle, høie Frue!
fortørnes ikke.
fortørnes ikke.
Fru Kirsten
(forundret)
Jeg? Hvi skulde vel jeg fortørnes?
Hemming
(vedblivende)
Jeg har stridt og kjæmpet mod denne usalige
Elskov, saalænge jeg mægtede, og det troer
jeg forvist at hun har med.
Elskov, saalænge jeg mægtede, og det troer
Faksimile
152.
jeg forvist at hun har med.
Fru Kirsten
Hun? Hun har da sagt Dig, at hun er Dig
god?
god?
Hemming
Ja næsten!
Fru Kirsten
.Retvel, retvel, saa I har talt tilhobe derom?
Hemming
Ja, – men kun een, kun een eneste Gang, det
sværger jeg.
sværger jeg.
Fru Kirsten
Een eller ti Gange, det er mig lige kjært. –
(afsides) De er da alt enige; stor Lykke hav-
de jeg med mig, at jeg traf paa Hemming;
nu undrer mig ikke, at Alfhild var saa
villig til at træde for Alteret. (høit.) Hem-
ming! jeg staaer i megen Gjæld til Dig, efter-
di Du fandt min Søn igjen og ellers var mig
til Villie; nu kan jeg gjøre Vederlag, jeg
vil af al Magt staa Dig bi i den Sag vi
nys talte om.
(afsides) De er da alt enige; stor Lykke hav-
de jeg med mig, at jeg traf paa Hemming;
nu undrer mig ikke, at Alfhild var saa
Faksimile
153.
villig til at træde for Alteret. (høit.) Hem-
ming! jeg staaer i megen Gjæld til Dig, efter-
di Du fandt min Søn igjen og ellers var mig
til Villie; nu kan jeg gjøre Vederlag, jeg
vil af al Magt staa Dig bi i den Sag vi
nys talte om.
Hemming
(fortumlet af Glæde.)
I{,}! {v}Vil I det, Fru Kirsten! Ak, Gud og
Helgene! jeg tør neppe tro derpaa. (standser)
Men Hr. Olaf, Eders Søn! hvad mener I han
vil sige?
Helgene! jeg tør neppe tro derpaa. (standser)
Men Hr. Olaf, Eders Søn! hvad mener I han
vil sige?
Fru Kirsten
Han vil ei lægge Dig Steen iveien, det skal
jeg vel sørge for.
jeg vel sørge for.
Faksimile
154.
Hemming
(trohjertig)
Ja, forsandt han er ogsaa bedst tjent dermed,
for jeg veed, hun er ham ei god af Hjertet.
for jeg veed, hun er ham ei god af Hjertet.
Fru Kirsten
(smilende)
Det har jeg vel mærket, Hemming!
Hemming
.Har I! Ja, I er saa klog, Fru Kirsten!
Og jeg som tænkte, at jeg var den Eneste,
som havde mærket det. (betænkeligt) Men
mener I, at Hr. Arne vil give sit Minde?
Og jeg som tænkte, at jeg var den Eneste,
som havde mærket det. (betænkeligt) Men
mener I, at Hr. Arne vil give sit Minde?
Fru Kirsten
Din Huusbond? Jeg skal vide at tale ham
tilrette, det vil nok lykkes.
tilrette, det vil nok lykkes.
Faksimile
155.
Hemming
Mener I? Ak, men jeg er jo dog saa fattig en
Svend.
Svend.
Fru Kirsten
Det skal nok jeg bøde paa, ifald ikke Herr Arne
selv er rede dertil.
selv er rede dertil.
Hemming
Tak, Tak, Fru Kirsten! Himlen lønne Jer for
Eders gode Sind.
Eders gode Sind.
Fru Kirsten
Men Du tier vel med det, vi her har talt sammen.
Hemming
Det lover jeg.
Fru Kirsten
Saa hold Dig rede, herude samles Gjæsterne om føie
Tid, vær saa ikke langt fra Haanden. (gaaer op
mod Stabu˹r˺døren og speider efter Alfhild.)
Tid, vær saa ikke langt fra Haanden. (gaaer op
Faksimile
156.
mod Stabu˹r˺døren og speider efter Alfhild.)
Hemming
.
(for sig selv.)
Nei, dette her er mig som en forunderlig, gjækkende
Drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde faa hinanden!
Ak, kan det være sandt? Saa høit turde jeg
aldrig tænke; – det var mig hver Morgen som jeg
havde gjort en formastelig Gjerning, naar jeg om
Natten blot drømte derom. – Hm! jeg veed forresten
ret vel at det ikke er for min Skyld Fru Kirsten
gjør sig al den Besvær. Hun har Noget isinde;
det gjælder for hende at bryde Forliget med Hr. Arne,
og nu hun har mærket at Ingeborg er mig god,
saa vil hun bruge det til Paaskud. Ja, ja, jeg
har saa tidt varet min Huusbond ad, men han
vil aldrig tro mig.
Drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde faa hinanden!
Ak, kan det være sandt? Saa høit turde jeg
aldrig tænke; – det var mig hver Morgen som jeg
havde gjort en formastelig Gjerning, naar jeg om
Natten blot drømte derom. – Hm! jeg veed forresten
ret vel at det ikke er for min Skyld Fru Kirsten
gjør sig al den Besvær. Hun har Noget isinde;
det gjælder for hende at bryde Forliget med Hr. Arne,
og nu hun har mærket at Ingeborg er mig god,
saa vil hun bruge det til Paaskud. Ja, ja, jeg
har saa tidt varet min Huusbond ad, men han
vil aldrig tro mig.
Faksimile
157.
Arne
(kalder udenfor til Venstre)
Hemming! Hemming!
Fru Kirsten
(kommer ned i Forgrunden.)
Din Huusbond kalder! Gaa nu! Siden skal
jeg tale med ham; han føier sig nok. Tro
mig han skal følge sin Svend til Kirken i
samme Stund han fører sin Datter did.
jeg tale med ham; han føier sig nok. Tro
mig han skal følge sin Svend til Kirken i
samme Stund han fører sin Datter did.
Hemming
.Tak, Tak, Fru Kirsten! Forsandt, I gjør en
god Gjerning mod os Alle.
(gaaer ud til Venstre)
god Gjerning mod os Alle.
Fru Kirsten
(for sig selv.)
Saa ung er hun og dog saa underfundig; hun
har leflet med Hemming, alt imedens hun bildte
min Søn ind at – – Godt, han skal snart
lære hendes Kunster at kjende. Men først maa
jeg have Hr. Arne fat; han holder meget af
Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod og-
saa som Hemming frygtede for at det skulde
være til Hinder; men de kan jo mageligt blive
sammen, om end Hemming gifter sig. – Hemming
seer ellers mere grant i Tingen end jeg tænkte mig.
Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han
har da altsaa mærket, at Alfhild endnu ligger
min Søn paa Hjertet. Nu, lad ham det; tager
han hende, saa tier han ogsaa, og er Alfhild
først gift – jeg kjender Olaf; han har stedse
sat høi Priis paa, at staa i Agt og Ære hos
Bygdens Mænd, og derfor vil han vel – ja, ja,
det maa, det skal lykkes.
(gaaer ud til Høire.)
har leflet med Hemming, alt imedens hun bildte
Faksimile
158.
min Søn ind at – – Godt, han skal snart
lære hendes Kunster at kjende. Men først maa
jeg have Hr. Arne fat; han holder meget af
Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod og-
saa som Hemming frygtede for at det skulde
være til Hinder; men de kan jo mageligt blive
sammen, om end Hemming gifter sig. – Hemming
seer ellers mere grant i Tingen end jeg tænkte mig.
Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han
har da altsaa mærket, at Alfhild endnu ligger
min Søn paa Hjertet. Nu, lad ham det; tager
han hende, saa tier han ogsaa, og er Alfhild
først gift – jeg kjender Olaf; han har stedse
sat høi Priis paa, at staa i Agt og Ære hos
Bygdens Mænd, og derfor vil han vel – ja, ja,
det maa, det skal lykkes.
Faksimile
159.
8de Scene.
Hemming (kommer fra Venstre med en Ølbolle
skjult under Koften.) Arne (følger ham for-
sigtigt og speidende.)
skjult under Koften.) Arne (følger ham for-
sigtigt og speidende.)
Arne
.Er der Ingen?
Hemming
.Nei, kom I kun, Huusbond!
Arne
.Men det tykkedes mig, at jeg hørte Fru Kirsten.
Hemming
Nu er hun gaaet, kom I kun!
Arne
(sætter sig paa Bænken tilvenstre)
Fly mig Bollen hid. – Hemming! godt og
vel er det, at Brylluppet skal gaa for sig i
Kvæld. Imorgen reiser jeg hjem; ja, det gjør jeg.
Ikke en Dag længere bliver jeg i Fru Kirstens
Huus.
vel er det, at Brylluppet skal gaa for sig i
Faksimile
160.
Kvæld. Imorgen reiser jeg hjem; ja, det gjør jeg.
Ikke en Dag længere bliver jeg i Fru Kirstens
Huus.
Hemming
Ei, Huusbond! er der nu igjen Ufred mellem Jer?
Arne
.Er det ikke nok, synes Dig, at hun og alle hendes
fornemme Frænder lade haant om mig; ved Nad-
verden lo de og skjæmtede mellem hinanden, efter-
di jeg ikke kunde komme mig for, at æde af
alle de ugudelige udenlandske Retter. Og hvad
var det saa vi fik at drikke dertil? Sød Viin
og Most, som vil ligge mig i Maven i otte Dage.
Nei, da priser jeg mit gode hjemmebrygde Øl.
(drikker og tilføier sagte og forbittret.) Af dette
har jeg skikket den Skarnskvinde tre fulde Tønder,
og hvad har hun gjort? Slængt det hen for
sine Huuskarle, og her maa jeg stjæle mig til
en Slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke
mit eget Øl, for at de ikke skal skjælde mig
for en grov Bonde, der ikke forstaaer sig paa
fornemme Drikkevarer.
fornemme Frænder lade haant om mig; ved Nad-
verden lo de og skjæmtede mellem hinanden, efter-
di jeg ikke kunde komme mig for, at æde af
alle de ugudelige udenlandske Retter. Og hvad
var det saa vi fik at drikke dertil? Sød Viin
og Most, som vil ligge mig i Maven i otte Dage.
Nei, da priser jeg mit gode hjemmebrygde Øl.
(drikker og tilføier sagte og forbittret.) Af dette
har jeg skikket den Skarnskvinde tre fulde Tønder,
Faksimile
161.
og hvad har hun gjort? Slængt det hen for
sine Huuskarle, og her maa jeg stjæle mig til
en Slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke
mit eget Øl, for at de ikke skal skjælde mig
for en grov Bonde, der ikke forstaaer sig paa
fornemme Drikkevarer.
Hemming
.Ja, ja, Huusbond! jeg har jo varet Jer ad.
Arne
.Aa – varet mig ad! Du er dum, Hemming!
mener Du ikke jeg selv har mærket det; men
bi kun, bi kun! (opfarende) At sætte mit
gode, kvægsomme Øl for Huuskarlene, som om
det ikke var værdigt at komme paa et Herremands-
bord. –
mener Du ikke jeg selv har mærket det; men
bi kun, bi kun! (opfarende) At sætte mit
gode, kvægsomme Øl for Huuskarlene, som om
det ikke var værdigt at komme paa et Herremands-
bord. –
Faksimile
162.
Hemming
Ja, Fru Kirsten handler ilde med Jer, det er vist.
Arne
(rækker ham Bollen)
Der, sæt Dig ned og drik! (Hemming sætter
sig.) Hør, Hemming! Jeg vilde ønske vi vel var
hjemme.
sig.) Hør, Hemming! Jeg vilde ønske vi vel var
hjemme.
Hemming
Ja, mig huer det ikke her i Bryllupsgaarden.
Arne
.Nei, da lover jeg min gamle Stue paa Guldvik;
–
naar vi To sad sammen om Kvælden og legede Brik-
kespil, og havde Ølkruset mellem os –
naar vi To sad sammen om Kvælden og legede Brik-
kespil, og havde Ølkruset mellem os –
Hemming
.Medens Jomfru Ingeborg sad ved Væven og baldyrede
Roser og alskens Blomster i Lindugen –
Roser og alskens Blomster i Lindugen –
Faksimile
163.
Arne
.Og sang derhos saa lifligt, at det bares mig for,
som jeg blev ung og rørig igjen. Ja, Hemming!
naar Brylluppet er over, vil vi fare fort med
vort gamle Levesæt.
som jeg blev ung og rørig igjen. Ja, Hemming!
naar Brylluppet er over, vil vi fare fort med
vort gamle Levesæt.
Hemming
Men da er der Ingen, som slaaer Væven og
synger liflige Viser dertil.
synger liflige Viser dertil.
Arne
.Nei, det er sandt nok, Ingeborg er da borte.
Det vil gaa mig haardt til Hjerte; hun er
vild og selvraadig, men savne hende vil jeg dog,
og det tungt. (tænker sig om) Imellemstunder
kunde jeg vel gjæste hende her – – Men
nei, det vil jeg ikke! Her leer de af mig,
de hviske bag min Ryg, jeg mærker det nok.
Det vil gaa mig haardt til Hjerte; hun er
vild og selvraadig, men savne hende vil jeg dog,
og det tungt. (tænker sig om) Imellemstunder
kunde jeg vel gjæste hende her – – Men
nei, det vil jeg ikke! Her leer de af mig,
de hviske bag min Ryg, jeg mærker det nok.
Faksimile
164.
Hemming
Men ifald I vilde, saa kunde det jo endnu gjøres
om.
om.
Arne
.Gjøres o{n}m. Du er dum, Hemming! altid snakker
Du om at gjøre om. (rækker ham Bollen) Der,
drik! det har Du godt af. Gjøres om; nei, nei,
det skal aldrig gjøres om! Det var onde Vætter
som blæste den Tanke i mig at komme i Slægt
med Fru Kirsten. Men nu er det skeet; – de for-
nemme Frænder faaer tee sig som de vil, men mi-
ne Grander skal ikke spotte over mig, – har
jeg givet mit Ord, saa vil jeg ogsaa holde det.
(forsagt) Bare jeg vidste at Olaf vilde være
god mod hende, jeg vil bede ham derom – (hef-
tigt.) Han skal være det, ellers kommer jeg med
mine gamle Næver og banker ham.
Du om at gjøre om. (rækker ham Bollen) Der,
drik! det har Du godt af. Gjøres om; nei, nei,
det skal aldrig gjøres om! Det var onde Vætter
som blæste den Tanke i mig at komme i Slægt
med Fru Kirsten. Men nu er det skeet; – de for-
nemme Frænder faaer tee sig som de vil, men mi-
ne Grander skal ikke spotte over mig, – har
jeg givet mit Ord, saa vil jeg ogsaa holde det.
(forsagt) Bare jeg vidste at Olaf vilde være
god mod hende, jeg vil bede ham derom – (hef-
tigt.) Han skal være det, ellers kommer jeg med
Faksimile
165.
mine gamle Næver og banker ham.
Hemming
Ja vel er det, om I tager vare paa hende, for
Olaf agter hende ikke stort, det troer jeg vist.
Olaf agter hende ikke stort, det troer jeg vist.
Arne
.Saa, mener Du det?
Hemming
Mindes I Alfhild, den fattige Pige, som fulgte
med fra Fjeldet igaar?
med fra Fjeldet igaar?
Arne
.Javist gjør jeg. Hun er vakker!
Hemming
(reiser sig)
Saa tykkes Olaf med.
Arne
.Hvad skal det sige?
Faksimile
166.
Hemming
Olaf har hende kjær! Tidt og mange Gange gjæ-
stede han hende deroppe; – hvad Fru Kirsten har
snakket Jer for, maa I aldrig tro.
stede han hende deroppe; – hvad Fru Kirsten har
snakket Jer for, maa I aldrig tro.
Arne
.Og hvad Du snakker mig for, troer jeg endnu
mindre. Du er ilde sindet mod Ingeborg, fordi
hun stundom gjækker Dig, og derfor under Du
hende ikke dette anseelige Gifte; jo, jo, jeg
kjender Dig nok.
mindre. Du er ilde sindet mod Ingeborg, fordi
hun stundom gjækker Dig, og derfor under Du
hende ikke dette anseelige Gifte; jo, jo, jeg
kjender Dig nok.
Hemming
Ei, Huusbond! kunde I tro at –
Arne
Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den Tig-
gerkvinde kjær! En anseelig, høibyrdig Herre
som han! Det var jo ligervis som En vilde sige,
at Ingeborg, min Datter, havde Sind til Dig.
gerkvinde kjær! En anseelig, høibyrdig Herre
som han! Det var jo ligervis som En vilde sige,
Faksimile
167.
at Ingeborg, min Datter, havde Sind til Dig.
Hemming
.
(forlegen)
Til mig – hvor kunde I vel falde paa –
Arne
Nei, jeg falder ikke paa! Men det Ene er
ligesaa urimeligt som det Andet. See der, drik!
og kom ikke meer med den Snak. (reiser sig.)
Der har vi Fru Kirsten med Gjæsterne. Hvad
skal nu gaa for sig?
ligesaa urimeligt som det Andet. See der, drik!
og kom ikke meer med den Snak. (reiser sig.)
Der har vi Fru Kirsten med Gjæsterne. Hvad
skal nu gaa for sig?
Hemming
Herude skal de Alle forsamles, saa følge de
Brud og Brudgom til Høitidsbordet, og derfra
til Kirken.
Brud og Brudgom til Høitidsbordet, og derfra
til Kirken.
Arne
.Ei hvilken forbandet Skik! Til Kirken ved
Kvældstid; er nu det en Mørkets Gjerning, at
gifte sig?
Faksimile
168.
Kvældstid; er nu det en Mørkets Gjerning, at
gifte sig?
9de Scene.
{
<...>
}De Forrige. – Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg,
Gjæster, samt Karle og Piger (komme efter-
haanden ind fra forskjellige Sider.)
Gjæster, samt Karle og Piger (komme efter-
haanden ind fra forskjellige Sider.)
Fru Kirsten
(for sig selv.)
Jeg har ikke truffet Olaf alene; men naar
jeg tænker mig om, saa er det ogsaa bedst, at
han Intet veed deraf forinden det gaaer for sig.
(sagte til Hemming, der har talt hviskende med
Ingeborg) Nu, Hemming! hvordan mener Du din
Huusbond er sindet?
jeg tænker mig om, saa er det ogsaa bedst, at
han Intet veed deraf forinden det gaaer for sig.
(sagte til Hemming, der har talt hviskende med
Ingeborg) Nu, Hemming! hvordan mener Du din
Huusbond er sindet?
Hemming
(sagte)
Fru Kirsten
Ei, det kommer vi nok ud af.
(blander sig
mellem Gjæsterne.)
Ingeborg
(sagte til Hemming)
Hvad mener Du? Hvad er det for et livsaligt
Haab Du taler om?
Haab Du taler om?
Hemming
Ak, jeg tør ikke selv tro derpaa; men Fru
Kirsten mener det vel med os. Hun vil snart
vise Jer at –
Kirsten mener det vel med os. Hun vil snart
vise Jer at –
Ingeborg
Tys! der nærmer de sig.
Olaf
(dæmpet)
Sig mig, min Moder! hvor gaaer det hende?
Faksimile
170.
Fru Kirsten
Vel nok, som jeg forud vidste.
Olaf
Hun veed da at trøste sig?
Fru Kirsten
(smilende)
Det lader saa. Vent kun lidt! Endnu i
Kvæld skal Du faa Vished derfor.
Kvæld skal Du faa Vished derfor.
Olaf
.Hvad mener I?
Fru Kirsten
.Jeg mener at hun er en listig Hex! Alle hen-
des fagre Ord har været Svig og Bedrag.
des fagre Ord har været Svig og Bedrag.
Olaf
.Nei, nei, min Moder!
Faksimile
171.
Fru Kirsten
Det faaer vi nu at see! Alfhild er fro og
glad, saameget veed jeg.
glad, saameget veed jeg.
Olaf
Vel mig om saa var!
Fru Kirsten
(høit og afmaalt)
Hr. Arne fra Guldvik! Nu er da omsider den
Time kommen, som jeg mener vi Alle har
stundet efter.
Time kommen, som jeg mener vi Alle har
stundet efter.
Hemming
(afsides)
Der bryder det løs!
Fru Kirsten
Snart skal Kirken lyse sin Fred over vore
Børn og knytte dem sammen til et langt og
kjærligt Samliv.
Børn og knytte dem sammen til et langt og
Faksimile
172.
kjærligt Samliv.
Hemming
(afsides, studsende)
Hvad nu?
Fru Kirsten
Vilkaarene ere vi jo enige om. Men jeg tænker
vi her endnu engang besegle dem med Haand og Mund.
vi her endnu engang besegle dem med Haand og Mund.
Hemming
(som før)
Himmel og Jord! Vil hun svige mig?
Arne
.Ei er det fornødent; jeg staaer ved mit Ord som
en ærlig Mand.
en ærlig Mand.
Fru Kirsten
Det veed jeg vel, Herr Arne! men det er snart
gjort. Først skal til evindelige Tider hver
Splid og Ufred mellem vore Slægter være forbi, –
og den Ugavn og Skade, som de gamle Tvistighe-
der har voldt paa baade Sider, skal Ingen
kræve Fyldest for; det maa bæres, som Enhver
bedst veed og kan. Ei sandt, det love vi?
gjort. Først skal til evindelige Tider hver
Faksimile
173.
Splid og Ufred mellem vore Slægter være forbi, –
og den Ugavn og Skade, som de gamle Tvistighe-
der har voldt paa baade Sider, skal Ingen
kræve Fyldest for; det maa bæres, som Enhver
bedst veed og kan. Ei sandt, det love vi?
Alle
.Det love vi!
(gjensidige Haandtag mellem Bru-
deparrets Slægtninge.)
Hemming
(sagte)
Faa Du Skam, saa forbandet Du løi for mig!
Fru Kirsten
Dernæst er at nævne, hvad vi alt ere enige om,
at Grændseskjællet mellem Hr. Arnes Enemærker
og mine, skal flyttes saa langt ind paa hans
Grund, som gode og uvillige Mænd have skjøn-
net at være ret og billigt.
at Grændseskjællet mellem Hr. Arnes Enemærker
og mine, skal flyttes saa langt ind paa hans
Grund, som gode og uvillige Mænd have skjøn-
Faksimile
174.
net at være ret og billigt.
Arne
.Ja, ja, det faaer vel saa være!
Fru Kirsten
Det love vi da?
Gjæsterne
.Det love vi!
(Haandtag som før.)
Fru Kirsten
Endelig giver Hr. Arne sin Datter til Medgift
saameget af Sølv, Linklæder og andet Bohave, som
nævnt og opsat er ved Fæstensøllet, og bør det
sig alt tilhobe at være her tilstede paa Gaarden,
fra den Dag Jomfru Ingeborg er flyttet herind
som min Søns Ægtehustru, hvilket skeer ikvæld.
Derom ere vi jo enige?
saameget af Sølv, Linklæder og andet Bohave, som
nævnt og opsat er ved Fæstensøllet, og bør det
sig alt tilhobe at være her tilstede paa Gaarden,
fra den Dag Jomfru Ingeborg er flyttet herind
som min Søns Ægtehustru, hvilket skeer ikvæld.
Derom ere vi jo enige?
Faksimile
175.
Gjæsterne
Det love og vidne vi!
(Haandslag.)
Fru Kirsten
Saa række da Brud og Brudgom hinanden Hænder
for at gaa til Gildebordet og derfra til Kirken.
for at gaa til Gildebordet og derfra til Kirken.
{
<...>
}Arne
.
(afsides)
Ha ha, nu kan Hemming see til, om Fru Kir-
sten sviger mig.
sten sviger mig.
Hemming
(sagte).
O, saa er det da forbi med mig; en Daare var
jeg at jeg stolede paa hende.
jeg at jeg stolede paa hende.
Fru Kirsten
Men paa denne frydelige Dag, bør det sig os
at glæde saa Mange som skee kan. Og derfor
har jeg en Bøn til Eder, Hr. Arne!
at glæde saa Mange som skee kan. Og derfor
Faksimile
176.
har jeg en Bøn til Eder, Hr. Arne!
Arne
.Sig frem! Kan jeg føie Jer saa skeer det
gjerne.
gjerne.
Hemming
(afsides)
Hvad agter hun sig nu til?
Fru Kirsten
Der er endnu et Par unge Folk, som gjerne
gad følges til Brudeskamlen ikvæld; de ere ind-
byrdes enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal
jeg sørge for, men Brudgommen maa I hjælpe tilrette;
det er Hemming, Eders Svend, og Alfhild!
gad følges til Brudeskamlen ikvæld; de ere ind-
byrdes enige, efter hvad jeg hører. Bruden skal
jeg sørge for, men Brudgommen maa I hjælpe tilrette;
det er Hemming, Eders Svend, og Alfhild!
Ingeborg
(med et Udraab.)
Hemming!
Faksimile
177.
Olaf
(ligesaa)
Alfhild!
Hemming
O, vee! vee! nu forstaaer jeg –
Gjæsterne
(paa samme Tid)
Hemming og Alfhild! Fjeldjenten!
(Latter og
Hvisken.)
Olaf
Alfhild! I vil gifte hende bort med – Nei, nei,
det skal ikke skee! Aldrig, aldrig!
det skal ikke skee! Aldrig, aldrig!
Fru Kirsten
Stille! ˹–˺ Olaf, min Søn! vær stille! jeg beder Dig.
Arne
(for sig selv.)
Hvad nu! Ja, forsandt, Hemming havde Ret, der
er Noget mellem Olaf og Alfhild. (hviskende) Ei,
Fru Kirsten! jeg skjønner Eders Færd. Nu veed
jeg, hvi Olaf var tre Døgn paa Fjeldet, og nu
skal Hemming skille Jer af med hende. Ha ha!
Faksimile
178.
er Noget mellem Olaf og Alfhild. (hviskende) Ei,
Fru Kirsten! jeg skjønner Eders Færd. Nu veed
jeg, hvi Olaf var tre Døgn paa Fjeldet, og nu
skal Hemming skille Jer af med hende. Ha ha!
Fru Kirsten
(med tvungen Fatning)
Hr. Arne! hvor kan I tro Sligt?
Arne
.
(dæmpet)
O, jeg seer grant! Nu skulde jeg vel mene jeg
har skjællig Grund til at bryde Forliget.
har skjællig Grund til at bryde Forliget.
Fru Kirsten
(sagte og forskrækket)
Bryde Forliget! Jeg beder Jer! Vil I beskjæmme os Alle?
(de tale sagte sammen)
Faksimile
179.
Hemming
(til Ingeborg, med hvem han imidlertid har hvisket.)
Saa hænger det Sammen, det sværger jeg Eder til!
Fru Kirsten og jeg har ikke forstaaet hinanden.
Fru Kirsten og jeg har ikke forstaaet hinanden.
Ingeborg
Men saa sig fra! Du skal! Jeg byder Dig.
Hemming
Nei, nei, det tør jeg ikke; hun vil da mærke,
at det var Eder jeg tænkte paa.
at det var Eder jeg tænkte paa.
Ingeborg
Godt, saa vil jeg. (høit.) Hemming skal ikke
for Alteret med Alfhild; – han er for god til
at ægte anden Mands Frille!
for Alteret med Alfhild; – han er for god til
at ægte anden Mands Frille!
Olaf
(med et Udraab)
Beskjæmmet!
Faksimile
180.
Gjæsterne
.Frille!
Arne
(til Ingeborg.)
Hvad siger Du?
Fru Kirsten
Himmelen staa os bi!
Olaf
.Forbandelse over mig! Beskjæmmet er hun!
Ingeborg
Ja, høit nævner jeg Ordet: Hun er anden Mands
Frille! Lad den modsige mig som tør.
Frille! Lad den modsige mig som tør.
Arne
.Ingeborg! ˹
(afs.)
˺ Hvad gaaer der af hende?
Fru Kirsten
(sagte)
Saadan er det fat! Hende, hende er det, som har
Hemming kjær! (sagte og bestemt til Arne)
Agter I nu længere at bryde Forliget? Der seer
I selv paa Jer Datters Færd, hvad Aarsag jeg
havde til at faa Hemming gift!
Faksimile
181.
Hemming kjær! (sagte og bestemt til Arne)
Agter I nu længere at bryde Forliget? Der seer
I selv paa Jer Datters Færd, hvad Aarsag jeg
havde til at faa Hemming gift!
Arne
.
(forbløffet)
Min Datter! Kunde I tænke Jer, at hun –
Fru Kirsten
Stil Jer kun ikke slig an! Ingeborg har Sind
til Eders Huuskarl; nu skulde jeg mene, at jeg
har skjællig Grund til at bryde vort Forlig!
til Eders Huuskarl; nu skulde jeg mene, at jeg
har skjællig Grund til at bryde vort Forlig!
Arne
Bryde, bryde –! Hvad tænker I paa! At
volde mig slig Tort!
volde mig slig Tort!
Fru Kirsten
(spottende)
Ja, for ellers vilde jo I gjøre det!
Faksimile
182.
Arne
(hurtigt.)
Nei, nei, jeg har betænkt mig; det er bedst vi
tie, begge To!
tie, begge To!
Fru Kirsten
(for sig selv.)
See saa, nu har jeg vundet! Jeg kjender Olaf;
en forhaanet Kvinde vil ikke friste ham!
en forhaanet Kvinde vil ikke friste ham!
10de Scene
De Forrige. Alfhild (kommer ubemærket
ud fra Staburet i glimrende Brudedragt med Krone
og udslaaet Haar.)
ud fra Staburet i glimrende Brudedragt med Krone
og udslaaet Haar.)
Arne
(afsides.)
Dette har været mig en forbandet Dag! O, det
er dog en listig Hund, den Hemming! han vidste
at Ingeborg havde Sind til ham, derfor var det
ham saa lidet tilpas at Olaf fik hende.
er dog en listig Hund, den Hemming! han vidste
Faksimile
183.
at Ingeborg havde Sind til ham, derfor var det
ham saa lidet tilpas at Olaf fik hende.
Fru Kirsten
(der imidlertid har gjenvundet sin Fatning)
Og nu til Gildesalen! Hemming kan vi siden tænke
paa. – Olaf tag Bruden ved Haanden!
paa. – Olaf tag Bruden ved Haanden!
Arne
.
(˹u˺ villig, da han seer Ingeborg hviske til Hemming.)
Hvor er Bruden? Træd frem, træd frem!
Alfhild
og Ingeborg
(paa engang, idet hver af dem griber en af Olafs Hænder)
Her er jeg!
Gjæsterne
Hvordan, hun tager Olaf?
(almindelig Forbauselse)
Fru Kirsten
(afsides)
Saavidt har han da drevet det! (høit til Alfhild:)
Du feiler! Det er ikke din Brudgom!
Faksimile
184.
Du feiler! Det er ikke din Brudgom!
Alfhild
Jovist, det er jo Olaf!
Ingeborg
(slipper hans Haand)
Han har da lovet hende –!
Fru Kirsten
(i stærkt Oprør)
Olaf er ikke din Brudgom, siger jeg. Sig hende
det selv, min Søn!
det selv, min Søn!
Olaf
(tier.)
(Fru Kirstens Frænder see forlegne paa hinanden.
Arnes Slægtninge nærme sig mørke og truende.)
Arnes Slægtninge nærme sig mørke og truende.)
Fru Kirsten
(med hævet Stemme)
Olaf
(fortivlet, kjæmpende med sig selv.)
Det skee da som I vil, min Moder! Ja, ved alle
Helgene! jeg skal svare. Alfhild! Du feiler!
Jeg er ikke din Brudgom. (pegende paa Ingeborg)
Der – der staaer min Brud!
Helgene! jeg skal svare. Alfhild! Du feiler!
Jeg er ikke din Brudgom. (pegende paa Ingeborg)
Der – der staaer min Brud!
Alfhild
(træder som fors{ <...> }tenet et Skridt tilbage og stirrer
paa ham)
Hun! Din – –
Olaf
(med stigende Ophidselse)
Alfhild! gaa bort herfra! Gaa, gaa, langt
ind paa Fjeldet igjen; det tjener Dig bedst. Jeg
har været syg og forvildet i Sind, da jeg gik deroppe!
Hvad jeg har sagt Dig mindes jeg Lidet af! Jeg veed
det ikke og jeg vil ikke vide det! Hører Du, jeg
vil ikke! – Guldkronen kan Du beholde! Behold
Alt, baade Sølv og Guld, som Du der er klædt i.
Mere, ja tifold mere skal Du faa – Nu! hvi
seer Du saadan paa mig?
(Alfhild tager Kronen
ind paa Fjeldet igjen; det tjener Dig bedst. Jeg
har været syg og forvildet i Sind, da jeg gik deroppe!
Faksimile
186.
Hvad jeg har sagt Dig mindes jeg Lidet af! Jeg veed
det ikke og jeg vil ikke vide det! Hører Du, jeg
vil ikke! – Guldkronen kan Du beholde! Behold
Alt, baade Sølv og Guld, som Du der er klædt i.
Mere, ja tifold mere skal Du faa – Nu! hvi
seer Du saadan paa mig?
og de øvrige Smykker af, og lægger dem for Ol{ <...> }afs Fød-
der, idet hun vedbliver ufravendt at stirre paa ham.)
Olaf
Kanhænde jeg bildte Dig ind at Du skulde være min
Brud ikvæld, kanhænde Du troede mig! Kanhænde
Du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en –
hvordan var det I kaldte hende? (stamper med Foden)
See ikke saadan paa mig, siger jeg! Jeg kjender
Dig nok, Du har forhexet mig. Jeg glemte hvad
Slægt jeg var af; jeg glemte min Brud, min Fæstemø!
hun som der staaer. (griber Alfhild med Heftighed
i Armen.) See paa hende, Alfhild! Ha, ha, ha!
hende er det jeg har kjær!
Brud ikvæld, kanhænde Du troede mig! Kanhænde
Du tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte en – en –
hvordan var det I kaldte hende? (stamper med Foden)
See ikke saadan paa mig, siger jeg! Jeg kjender
Dig nok, Du har forhexet mig. Jeg glemte hvad
Slægt jeg var af; jeg glemte min Brud, min Fæstemø!
Faksimile
187.
hun som der staaer. (griber Alfhild med Heftighed
i Armen.) See paa hende, Alfhild! Ha, ha, ha!
hende er det jeg har kjær!
Alfhild
(synker paa Knæ og bedækker Ansigtet med sine Hænder)
Olaf
Reis Dig, Alfhild! reis Dig, siger jeg! Dersom
Du tør sørge saa, da slaaer jeg Dig ihjel! –
Hvi er Du ikke glad? Vær lystig og vild som jeg!
– Og I Andre! Hvi staa I der saa tause og see
paa hinanden? Leer, leer dog, saa det kan runge
i Gaarden! – Alfhild! hvi svarer Du ikke? Har
jeg ikke sagt Dig nok endnu! Ha ha! saa sig
hende et Ord I Andre med! Læg ogsaa I et Ord
med i Laget; Fru Kirsten vil det! Lee dog ad
hende, forhaan hende, træd hende under Fødder!
(med skingrende Latter) Ha, ha, ha! Hun er jo
Olafs Frille!
Du tør sørge saa, da slaaer jeg Dig ihjel! –
Hvi er Du ikke glad? Vær lystig og vild som jeg!
– Og I Andre! Hvi staa I der saa tause og see
paa hinanden? Leer, leer dog, saa det kan runge
i Gaarden! – Alfhild! hvi svarer Du ikke? Har
jeg ikke sagt Dig nok endnu! Ha ha! saa sig
hende et Ord I Andre med! Læg ogsaa I et Ord
med i Laget; Fru Kirsten vil det! Lee dog ad
hende, forhaan hende, træd hende under Fødder!
Faksimile
188.
(med skingrende Latter) Ha, ha, ha! Hun er jo
Olafs Frille!
Alfhild
(synker mod Jorden saaledes, at hun kommer til at
hvile i en liggende Stilling ˹ved˺ paa Stenbænken til Venstre<...>
Et stærkt Lyn oplyser Scenen, Tordenen ruller; under
det Følgende tiltager Mørket og Uveiret mere og mere,
indtil Aktens Slutning.)
Olaf
.See, see! Det maa jeg lide; nu stemme de i med
derovenfra! Ret nu vil jeg til Kirken med min
Brud! Kom, Jomfru Ingeborg! Men først vil
vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med Kruus
og Horn – nei derinde –! Tænd Lys i Kirken!
Orgelet skal spille op til Dands – ikke klagelige
Psalmer – Fy, fy, nei, Dands! (Lyn og Torden.)
Ha ha! Det spørges i Himlen at Olaf Lilje-
krans holder Brudefærd!
(styrter ud til Høire)
derovenfra! Ret nu vil jeg til Kirken med min
Brud! Kom, Jomfru Ingeborg! Men først vil
vi drikke, ja drikke, drikke! Hid med Kruus
og Horn – nei derinde –! Tænd Lys i Kirken!
Orgelet skal spille op til Dands – ikke klagelige
Psalmer – Fy, fy, nei, Dands! (Lyn og Torden.)
Faksimile
189.
Ha ha! Det spørges i Himlen at Olaf Lilje-
krans holder Brudefærd!
Arne
Christ fri mig! hans Forstand er borte!
Fru Kirsten
Ei, vær kun trøstig; det er snart forbi, – jeg
kjender ham.
(trækker Arne med sig.)
kjender ham.
Arne
.
(truer sagte til Hemming i Forbigaaende)
O, Hemming, Hemming! Du er en listig Hund!
Gjæsterne
(gaa stille og forstemte ud til Høire; Tyendet til
Venstre.)
Ingeborg
(holder Hemming tilbage)
Hemming
Ak, hvordan skal det hindres?
Ingeborg
Kommer det derpaa an, saa siger jeg nei, nei
for Alteret˹ , ˺ selv˹,˺ i Alles Paasyn!
for Alteret˹ , ˺ selv˹,˺ i Alles Paasyn!
Hemming
Ingeborg!
Ingeborg
Hold min Hest sadlet og rede!
Hemming
Hvad! I vil –{!}?
Ingeborg
Jeg vil! Nu veed jeg først hvor kjær Du er mig,
nu jeg staaer Fare for at miste Dig. Gaa, gjør
som jeg siger og vaer mig ad naar Tid er.
(gaaer
nu jeg staaer Fare for at miste Dig. Gaa, gjør
som jeg siger og vaer mig ad naar Tid er.
Faksimile
191.
ud til Høire.)
Hemming
Ja nu er jeg stærk; nu tør jeg friste hvad
det skal være!
(gaaer ud til Venstre)
det skal være!
11te Scene.
Alfhild. Senere Hemming, Ingeborg og Flere
til forskjellige Tider.
til forskjellige Tider.
Alfhild
(bliver en tidlang ubevægelig liggende med Ansigtet
skjult i Hænderne. Endelig hæver hun sig halvt
iveiret; seer sig forvildet om, reiser sig og siger
med stille, afbrudt Latter:)
Een Falk kan hvile sig paa Dronningens Arm,
En Anden maa lide stor Nød og Harm!
Een Fugl fik Fjære baade røde og blaa,
En Anden maa nøies med Hammen graa!
Faksimile
192.
Jeg har vidst at Taarernes varme Flod
Husvale naar Verden gaaer tungt imod;
Men nu har jeg fristet saa vild en Vee,
At jeg kunde mig derover tildøde lee!
(Det er nu ganske mørkt. Kirkens Vinduer blive
oplyste. Alfhild gaaer hen til Huset og lytter,
medens det følgende Chor høres dæmpet indenfor:)
oplyste. Alfhild gaaer hen til Huset og lytter,
medens det følgende Chor høres dæmpet indenfor:)
Chor af Bryllupsgjæster
Hil og sæl baade Brudgom og Brud,
De sidde i Lyst og Gammen herinde.
Hr. Olaf er sig en Ridder prud,
Skjøn Ingeborg saa veen en Kvinde!
Hemming
(lister sig under Choret ind fra Venstre)
Hesten staaer opsadlet! Nu et lønligt Tegn til
Ingeborg og saa afsted!
(gaaer ud til Høire bag
Ingeborg og saa afsted!
Faksimile
193.
Huset.)
Alfhild
De drikke ham til af sølverne Kruus,
Bruden er bænket høit ved hans Side;
Paa Alteret tændes op de gule Voxlys,
Snart skal de til Kirken udride!
Derinde de sidde ved Gildebord
Og tale saa mangt et skjæmteligt Ord!
Jeg maa færdes alene i Uveir og Nat,
Ak, har mig da Alle forstødt og forladt!
Olaf! Stormen slider i mit Haar!
Olaf! Regnen mig pidsker og slaaer!
Olaf{,}! Olaf! Kan Du see mig lide
Al den unævnelige Angst og Kvide!
(leer.)
Regn og Storm, det er ringe Ting,
Faksimile
194.
Lidet at agte mod det hvasse Sting
Her i min venstre Side. –
Mit Hjem, min Fader, Alt gav jeg hen,
For at følge Olaf, min Hjertensven!
Han svoer mig til, Du skal vorde min Brud!
Og jeg kom – Guds Kjærlighed var i mit Hjerte;
Men han jog mig fra sig, han stødte mig ud{,}
˹;˺
Saa høit han lo, da jeg vred mig i Smerte!
Lig en Hund maa jeg sidde ved Gildehusets Port
I Uveirsnatten. Jeg vil bort, jeg vil bort!
(vil gaa, men standser)
Nei, jeg mægter det ikke; jeg kan ikke gaa,
Her maa jeg vaandes, her maa jeg blive!
Saalidet Markens Urter formaa
Selver sig med Rod oprive!
Hos Olaf har jeg voxet mig fast med Rod,
Faksimile
195.
Enten han er mig falsk eller god!
(Pause. – Huuskarlene komme fra Venstre med
Fakler.)
Fakler.)
Alfhild
(ligesom greben af en ængstelig Anelse)
Hvorhen gaa I? Hvorhen, hvorhen? Hvad
skal der skee?
skal der skee?
En Karl
Ei, see, see! Det er jo Alfhild; hun er her
endnu!
endnu!
Alfhild
O, sig mig det! Hvad skal skee, hvad skal
gaa for sig?
gaa for sig?
Karlen
Vielsen! Har Du ikke Lyst til at see
derpaa?
derpaa?
Faksimile
196.
Alfhild
(i feberagtig Angst.)
Vielsen! O, nei, nei! vent dermed, kun til imor-
gen! Er Vielsen holdt, da er Alting forbi for
mig, jeg veed det!
gen! Er Vielsen holdt, da er Alting forbi for
mig, jeg veed det!
Karlen
Vente! Nei, Alfhild! det er nok hverken efter
Brudgommens eller Brudens Sind.
Brudgommens eller Brudens Sind.
En Anden
Tænk Dig om! Ifald Du selv var Bruden, saa
gad Du nok ikke vente.
(Latter.)
gad Du nok ikke vente.
Første Karl
Nu skal vi ned til Kirkeporten og lyse med de
røde Brudeblus, naar Følget rider fra Gaarden.
røde Brudeblus, naar Følget rider fra Gaarden.
Anden Karl
Flere
Ja, ja, det maa Du! Det er jo Hr. Olafs Hæders-
dag!
(Latter.)
dag!
Alfhild
(tager en af Faklerne.)
Ja, ja, jeg vil! Som den Ringeste i Rækken
vil jeg staa dernede, og saa, naar han seer mig,
naar jeg beder ham derom, naar jeg minder ham
om Alt hvad han har lovet og svoret, – o, sig
mig, sig mig, troer I da ikke han vil blive
mig god igjen! Troer I det? O, sig ja, sig
ja! Sig at I troer det!
vil jeg staa dernede, og saa, naar han seer mig,
naar jeg beder ham derom, naar jeg minder ham
om Alt hvad han har lovet og svoret, – o, sig
mig, sig mig, troer I da ikke han vil blive
mig god igjen! Troer I det? O, sig ja, sig
ja! Sig at I troer det!
Karlene
Ha, ha, ha! Det vil han vist, kom nu!
(De
gaa ud til Høire bag Huset.)
Faksimile
198.
Alfhild
(med frembrydende Taarer)
De haane mig Alle, – Hver og En!
Saa haard er end ikke Fjeldkammens Steen![HIS: Usikker rekkefølge. HIS har valgt å transkribere utropstegn. Utropstegn er enten overskrevet med semikolon, eller selv skrevet over semikolon, men rekkefølgen lar seg ikke endelig avklare.]
Den lader dog Mosset trives derpaa;
Mig er Ingen saa god! Jeg – jeg maa forgaa!
(Lyn og Torden.)
Himlen selv er mig ond og gram,
Den øser sin Vrede over mit Hoved;
Men den har ei et Lyn for at knuse ham,
Der listeligt sveg hvad han loved!
(Orgeltoner høres fra Kirken)
O, hør! Der synge Guds Engle smaa!
De mane Olaf til det hellige Alter!
Og jeg skal udenfor Kirkedøren staa,
Og vaandes i gyldne Pjalter!
Faksimile
199.
(svinger Faklen høit i Veiret)
Nei, nei, Du deroppe! jeg gjør det ei!
Frist mig ikke længer ellers sviger jeg Dig!
(holder inde og lytter til Orgelsangen)
Guds Engle synge! Af Gravens Muld
Mægted' {
<...>
}de at synge den Døde!
O, min Barm er saa bristende fuld!
(knæler og vender sig mod Kirken)
Hold op med de Toner bløde!
Hold op med Sangen, s{
<...>
}aa mild og lind!
Ellers lokker I Olaf for Alteret ind!
(hviskende og i den høieste Angst.)
Vær stille! o, vær stille! kun saa liden en Stund!
Nu er han dysset i Glemselsblund!
O, vækker ham ikke, ellers vil han ride
Til Kirken – og da maa jeg Døden lide!
Faksimile
200.
(Orgelet lyder stærkere gjennem Stormen. Alfhild
springer op fortvivlet og ude af sig selv.)
Nei, alle Guds Engle har mig forladt!
De haane mig i min Jammer!
De mane ham ud; – nu har de ham fat!
Haha! Skal jeg færdes i sorten Nat,
Lyst skal der være i dit Brudekammer!
(kaster Faklen ind igjennem den aabne Luge i
Gavlen og styrter til Jorden. – Ingeborg og Hem-
ming komme hurtig frem bag ved Huset.)
Hemming
Nu er det Tid! Hesten staaer sadlet bag ved
Staburet.
Staburet.
Ingeborg
Og alle Karlene er nede ved Kirkedøren, ei
saa?
saa?
Faksimile
201.
Hemming
Jo, jo, vær ganske tryg; og i Gildehuset har
jeg
stængt baade Døre og Luger; der er tykke Jernrin-
ge for, Ingen kan slippe ud!
stængt baade Døre og Luger; der er tykke Jernrin-
ge for, Ingen kan slippe ud!
Ingeborg
Afsted da! Op til Dalen, som Alfhild har
talt om!
talt om!
Hemming
Ja, didop! Der vil Ingen søge os!
(De ile ud til Venstre. – Alfhild bliver en Tid-
lang ubevægelig liggende. Pludselig høres Støi
og Skrig i Brudehuset; Luerne slaa ud igjennem
Taget.)
lang ubevægelig liggende. Pludselig høres Støi
og Skrig i Brudehuset; Luerne slaa ud igjennem
Taget.)
Alfhild
(springer forvildet op.)
Det brænder! – Haha! Jeg kommer ihu!
Faksimile
202.
Her var mig for mørkt – det voldte mig Gru!
Ha, Olaf! før var det Dig som lo,
Nu leer Alfhild, saa vild og fro! ˹–˺
I Brudehuset er Nød og Harm,
Bruden brænder paa Brudgommens Arm!
(Huuskarlene styrte efterhaanden ind uden Fakler,
og blive som forstenet staaende. Olaf kommer
tilsyne oppe i Lugen, som han med fortvivlet Kraft
søger at udvide.)
og blive som forstenet staaende. Olaf kommer
tilsyne oppe i Lugen, som han med fortvivlet Kraft
søger at udvide.)
Olaf
Alfhild! Dig er det! Det maatte jeg vide!
Guld og Maard skal Du herefter slide,
Ifald Du mig frelser af Vaanden stor!
Alfhild
(med vild Latter)
Ja, jeg veed, Du holder saa vel dit Ord!
Faksimile
203.
Rid nu til Kirken med Spillemand og Præst!
Hold nu dit Bryllup og glem din Frille!
Alfhild har hædret Dig som hun kunde bedst, –
Hun har svunget Brudeblusset ved dit Gilde!
(Hun styrter ud i Baggrunden. Karlene ile til
for at hjælpe; en Deel af Taget styrter sammen,
Olaf sees høit oppe, omringet af Luerne, idet
Tæppet falder.)
for at hjælpe; en Deel af Taget styrter sammen,
Olaf sees høit oppe, omringet af Luerne, idet
Tæppet falder.)
Faksimile
204.
Tredie Akt.
(En lys og blomstrende Dal med den rigeste Trævegetati-
on og omringet af høie sne{d}bedækkede Fjelde. I Mel-
lemgrunden et stille Fjeldvand; paa venstre Side en
Fjeldpynt, der styrter steilt nedad mod Vandet. Paa
samme Side nærmere i Forgrunden en ældgammel Bjæl-
kestue, næsten ganske overvoxet og skjult af Buske
og Græs. Morgenrøden skinner paa Fjeldene; i
Dalen selv er Dagen kun halvt brudt frem; under
de følgende Scener staaer Solen op.)
on og omringet af høie sne{d}bedækkede Fjelde. I Mel-
lemgrunden et stille Fjeldvand; paa venstre Side en
Fjeldpynt, der styrter steilt nedad mod Vandet. Paa
samme Side nærmere i Forgrunden en ældgammel Bjæl-
kestue, næsten ganske overvoxet og skjult af Buske
og Græs. Morgenrøden skinner paa Fjeldene; i
Dalen selv er Dagen kun halvt brudt frem; under
de følgende Scener staaer Solen op.)
1ste Scene.
Alfhild (ligger sovende og halv skjult mellem Buske-
ne ved Huset; en sagte Musik udtrykker hendes
vexlende Drømme.) Olaf (kommer ned fra Lien
til Høire. Over Bryllupsklædningen bærer han en
grov Kofte.)
ne ved Huset; en sagte Musik udtrykker hendes
vexlende Drømme.) Olaf (kommer ned fra Lien
til Høire. Over Bryllupsklædningen bærer han en
grov Kofte.)
Faksimile
205.
Olaf
Her var det; jeg kjender Grønningen her ved Vandet.
Hist under Lindetræet drømte jeg min sælsomme Drøm.
Paa Hældingen der ved Fjeldet stod jeg, da Alfhild
første Gang kom mig imøde; lagde min Fæstensring
for Buestrengen og skjød; – det {s}Skud har været
et Trolddomsskud; det rammede Skytten selv.
Hist under Lindetræet drømte jeg min sælsomme Drøm.
Paa Hældingen der ved Fjeldet stod jeg, da Alfhild
første Gang kom mig imøde; lagde min Fæstensring
for Buestrengen og skjød; – det {s}Skud har været
et Trolddomsskud; det rammede Skytten selv.
Sælsomt, naar jeg færdes heroppe, høit over
Bygden, da er det som en anden Luft legte om mig,
som om et friskere Blod rullede i mine Aarer, som
om jeg fik et andet Sind, et andet Tænkesæt.
Bygden, da er det som en anden Luft legte om mig,
som om et friskere Blod rullede i mine Aarer, som
om jeg fik et andet Sind, et andet Tænkesæt.
Hvor er hun nu?
Jeg skal, jeg vil finde hende igjen! Hidop
maa hun komme; hun har jo intet Hjem derude
i den kolde, vide Verden. Og jeg – er ikke ogsaa
jeg en hjemløs Flygtning derude? Blev jeg ikke en
Fremmed i min Moders Huus, en Fremmed mellem
mine Frænder, fra den første Stund jeg mødte hende?
maa hun komme; hun har jo intet Hjem derude
i den kolde, vide Verden. Og jeg – er ikke ogsaa
jeg en hjemløs Flygtning derude? Blev jeg ikke en
Faksimile
206.
Fremmed i min Moders Huus, en Fremmed mellem
mine Frænder, fra den første Stund jeg mødte hende?
Er hun da en Hex, raader hun over lønlige
Kunster som – –?
Kunster som – –?
Min Moder! Hm! det bæres mig for, som
det ikke vilde baade mig vel at lade hende styre
min Færd; hun blæser mig Tanker ind i Hjertet,
som ikke har tilhuse der. Nei, nei, jeg vil
finde Alfhild igjen, afbede al min Uret og saa –
(standser og seer ud til Venstre.)
det ikke vilde baade mig vel at lade hende styre
min Færd; hun blæser mig Tanker ind i Hjertet,
som ikke har tilhuse der. Nei, nei, jeg vil
finde Alfhild igjen, afbede al min Uret og saa –
2den Scene.
Olaf. Alfhild (fremdeles sovende). Thorgjerd
(kommer fra Venstre bag Huset.)
(kommer fra Venstre bag Huset.)
Olaf
Godt Møde, Fremmedkarl!
Faksimile
207.
Thorgjerd
Tak, det Samme igjen. Du er tidlig ude!
Olaf
Eller seent; tidlig paa Dagen, men seent paa
Natten.
Natten.
Thorgjerd
.Du hører vel hjemme nede i Bygderne, Du, kan
jeg tænke.
jeg tænke.
Olaf
.Min Slægt hører hjemme der. Og Du?
Thorgjerd
Der Ens Hu er bunden, der har En hjemme;
det er derfor jeg helst færdes her; – mine Gran-
der skal ingen Uskjel gjøre mig.
det er derfor jeg helst færdes her; – mine Gran-
der skal ingen Uskjel gjøre mig.
Olaf
Det har jeg mærket.
Faksimile
208.
Thorgjerd
Saa har Du tiere været heroppe?
Olaf
Jeg har jaget en Hind herinde i Sommer; men
naar jeg ret seer til, saa er det et forhexet Kon-
gebarn.
naar jeg ret seer til, saa er det et forhexet Kon-
gebarn.
Thorgjerd
(seer stivt paa ham)
Den Jagt er farlig!
Olaf
.For Skytten?
Thorgjerd
(nikker)
Olaf
Ja, jeg sad just og tænkte det Samme ved mig selv;
det bares mig for, at jeg var bleven troldskudt
paa den Jagt.
det bares mig for, at jeg var bleven troldskudt
Faksimile
209.
paa den Jagt.
Thorgjerd
Farvel, og god Lykke!
Olaf
Faa Du Last og Skam! Ønsker Du en Jægers
mand
til Lykke, saa kommer ham ikke Vildtet paa
Skud.
til Lykke, saa kommer ham ikke Vildtet paa
Skud.
Thorgjerd
.Ifald Skuddet rammer Skytten selv, saa times
ham den bedste Lykke, { <...> }naar han ingen Lykke
har med sig.
ham den bedste Lykke, { <...> }naar han ingen Lykke
har med sig.
Olaf
Du taler kløgtigt.
Thorgjerd
.Ja, ja, her er Mangt og Meget at lære her-
inde.
inde.
Faksimile
210
Olaf
Tilvisse! Her har jeg lært det Bedste jeg veed<...>
Thorgjerd
.Farvel! Dine Frænder skal jeg bringe Bud og
Hilsen fra Dig.
Hilsen fra Dig.
Olaf
.Agter Du Dig nedover?
Thorgjerd
.Saa var min Agt. Der er lystige Dage der-
nede har jeg spurgt. En mægtig Riddersmand
holder sit Bryllup –
nede har jeg spurgt. En mægtig Riddersmand
holder sit Bryllup –
Olaf
.Da skulde Du været med inat; nu er nok den
bedste Gammen forbi.
bedste Gammen forbi.
Thorgjerd
.Jeg tænker jeg kommer tidsnok endda.
Faksimile
211.
Olaf
Kanhænde! Men Du skulde dog været med inat;
saa lys og varm en Gildesal skulde Du aldrig
have seet før.
saa lys og varm en Gildesal skulde Du aldrig
have seet før.
Thorgjerd
.Godt og vel for den som var inde.
Olaf
Jeg kjender den som maatte staa udenfor.
Thorgjerd
Ja, ja! udenfor, – det er Fattigmands Plads!
Olaf
.Jeg kjender den som maatte staa udenfor, og
som endda havde det baade bedre og værre end
de, som var inde.
som endda havde det baade bedre og værre end
de, som var inde.
Thorgjerd
.Jeg maa nok derned kan jeg skjønne; jeg vil
spille op i Laget. Nu henter jeg min Stren-
geleg og saa –
Faksimile
212.
spille op i Laget. Nu henter jeg min Stren-
geleg og saa –
Olaf
Du er Spillemand?
Thorgjerd
Og ikke blandt de Sletteste. Nu henter jeg
min Strengeleg, der den ligger gjemt ved Fossen;
de Strenge skulde Du høre. Med dem sad jeg
engang paa Sengestok og spillede Bruden ud
af Gildehuset over Hei og Mark – { <...> }Har Du
aldrig hørt liden Ingrids Vise? Den som
kunde spille Bruden af Fæstemandens Arm,
kan vel spille Barnet hjem til sin Fader
igjen. Farvel! Dvæler Du her, saa kan
vi mødes naar jeg kommer nedover.
(gaaer
min Strengeleg, der den ligger gjemt ved Fossen;
de Strenge skulde Du høre. Med dem sad jeg
engang paa Sengestok og spillede Bruden ud
af Gildehuset over Hei og Mark – { <...> }Har Du
aldrig hørt liden Ingrids Vise? Den som
kunde spille Bruden af Fæstemandens Arm,
kan vel spille Barnet hjem til sin Fader
igjen. Farvel! Dvæler Du her, saa kan
vi mødes naar jeg kommer nedover.
ud til Høire ved Vandet.)
Faksimile
213.
3die Scene.
Olaf. Alfhild.
Olaf
Ha, om det var – Ja fo˹r˺vist, jeg kan ikke
tvivle derpaa. Alfhild sagde jo selv, hendes
Fader slog Strengelegen saa lifligt, at det, en-
gang hørt, aldrig kunde glemmes igjen. Han
nævnte Jomfru Ingrid, som blev borte paa
Bryllupskvælden for mange Aar siden, – der
var en ung Spillemand, hed Thorgjerd, han
havde hende kjær, saa blev der sagt. Mange
underlige Sagn gik siden om ham; stundom stod
han midt nede i Bygden og spillede saa fagert,
at Alle maatte græde derved; men Ingen vidste
hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun
er hans Barn! Her er hun voxet op, her i
denne øde Dal, som Ingen har vidst af at sige
i mange Aar; og Ingrid, som forsvandt – han
sagde jo – (bemærker Alfhild) Alfhild! Der
er hun! I Brudeklæderne er hun flygtet her-
op, Her skal Du altsaa vaagne efter Bryl-
lupsnatten; saa tung en Dag blev min Hæders-
dag for Dig! Du vilde ud i Livet, sagde Du;
Du vilde lære Alverdens Herlighed at kjende.
Saa tung en Vandring har Du været paa; men
nu skal det Alt blive godt. Hun rører sig;
det er som hun vaander sig i Sorg og Angst; –
naar Du vaagner skal det være til Fryd og Glæde!
tvivle derpaa. Alfhild sagde jo selv, hendes
Fader slog Strengelegen saa lifligt, at det, en-
gang hørt, aldrig kunde glemmes igjen. Han
nævnte Jomfru Ingrid, som blev borte paa
Bryllupskvælden for mange Aar siden, – der
var en ung Spillemand, hed Thorgjerd, han
havde hende kjær, saa blev der sagt. Mange
underlige Sagn gik siden om ham; stundom stod
han midt nede i Bygden og spillede saa fagert,
at Alle maatte græde derved; men Ingen vidste
hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun
er hans Barn! Her er hun voxet op, her i
Faksimile
214.
denne øde Dal, som Ingen har vidst af at sige
i mange Aar; og Ingrid, som forsvandt – han
sagde jo – (bemærker Alfhild) Alfhild! Der
er hun! I Brudeklæderne er hun flygtet her-
op, Her skal Du altsaa vaagne efter Bryl-
lupsnatten; saa tung en Dag blev min Hæders-
dag for Dig! Du vilde ud i Livet, sagde Du;
Du vilde lære Alverdens Herlighed at kjende.
Saa tung en Vandring har Du været paa; men
nu skal det Alt blive godt. Hun rører sig;
det er som hun vaander sig i Sorg og Angst; –
naar Du vaagner skal det være til Fryd og Glæde!
Alfhild
(endnu halvt i Drømme)
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han maa ikke dø{,}! Lad ham Redning finde!
Faksimile
215.
(springer forfærdet op; Musiken standser)
Hvor er jeg! Mig tykkes – Der staaer han jo!
(iler hen til ham)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine Drømme!
Olaf
Alfhild! vær trøstig, slaa Dig til Ro!
Alfhild
(viger sky og ængstelig tilbage.)
Mener Du at kogle mig med Ord saa ømme?
Ondt bær' Du i Hjertet, Smiil bær' Du om Mund,
Du lokke mig ikke i Trolddoms-Blund!
Olaf
.Alfhild! kom til Dig selv igjen;
Jeg er jo Olaf, din Hjertensven!
Tungt er Du krænket; jeg har handlet Dig imod;
Men jeg var Dig dog altid i Hjertet god!
Faksimile
216.
Svag har jeg været, forblindet, bedaaret, –
Det er deraf jeg har Dig tildøde saaret!
Alfhild! kan Du forlade mig min Færd,
Jeg sværger Dig til˹,˺ jeg skal blive Dig værd!
Kummerens Taarer skal jeg kysse fra din Kind,
Skal jevne din Sti, skal bære Dig paa Hænder,
Skal svale Sorgen, som svider i dit Sind,
Skal læge det Saar som i Hjertet brænder!
Alfhild
(mildt og klagende)
Jeg kjender Dig vel, jeg skjønner din List.
Tro mig, jeg er bleven klog siden sidst.
Du vil daare mig med Ord, Du vil bilde mig
ind,
ind,
Det er Dig˹,˺ som ligger mig saa tungt i Sind.
Du vil bilde mig ind, det var Dig som lærte
Faksimile
217.
Mig at smeltes i Fryd, at vaandes i Smerte!
Det lykkes Dig lidet, jeg kjender Dig vel,
Enten Du kommer ved Morgen eller Kvæld.
Jeg kjender Dig vel; thi jeg læser paa Panden
De svigfulde Mærker. Saa var ei den Anden!
Olaf
.Den Anden? Hvem mener Du?
Alfhild
Han som er død!
Det er deraf mig voldes saa bitter en Nød.
Forstaaer Du mig ikke? Du skal vide der var To;
Det er deraf jeg aldrig fanger Hvile og Ro!
Den Ene bar mig med Elskov i Hu,
Den Anden var mig ond og svigagtig som Du;
Den Ene kom til mig ved sildig Sommerkvæld,
Da blomstred' mit Hjertes Rosenblommer;
Faksimile
218.
Den Anden lokked' mig dybt i Fjeld,
Hvor der aldrig er Sol og Sommer!
Den onde, svigagtige Olaf er Du,
Den Anden, som bar mig med Elskov i Hu,
Den Anden, som aldrig gaaer mig af Minde,
Ham brændte jeg inde!
(synker ned paa en Steen ved Huset og brister i
Graad.)
Olaf
.Har han røvet din Fred, har han ranet din Ro,
Saa lad ham ei længer i Hjertet bo!
Alfhild
Ak, om jeg sænktes i Graven ned,
Jeg føler det vel, min Sorg fulgte med!
Jeg vidste det ikke, – jeg sværger Dig til,
Jeg tænkte jeg var ham saa lidet mild;
Faksimile
219.
Nu seer jeg, jeg maa mig tildøde græmme,
Og kan ham dog ikke forglemme!
(kort Pause)
Sig mig, eier Du Strenge i dit Bryst?
Jeg troer det; thi lifligt klinger din Røst;
Lifligt – skjøndt den med Svig er blandet˹. –˺
Har Du Strenge i dit Bryst, da gaa trindt om Landet
Og syng om Alfhild en klagelig Sang
For Bygdens Piger; hør kun engang:
Jeg var mig igaar saa liden en Hind,
Jeg gik i de grønnende Lunde!
Alle saa kom de i Skoven ind,
Og jage{t}d' mig med Falk og med Hunde!
Jeg var mig igaar saa fattig en Fugl,
Jeg sad under Lindegrene;
Alle saa jog de mig fra mit Skjul,
Faksimile
220.
Og kasted' paa mig med Stene.
Jeg var mig igaar den vilde Due,
Der aldrig fanger Fred og Hvile;
Alle saa kom de med Kogger og Bue,
Og skjød mig i Hjertet med Pile!
Olaf
.
(smerteligt bevæget)
Ak, at jeg laa under grønnen Tue,
Stedet til evig Hvile!
Hvert dit Ord er som staalsat Bue,
Der rammer mit Hjerte med Pile!
Alfhild
(springer op med barnlig Glæde)
Saadan skal det være, saa er det Ret!
Ja, forsandt, vel
eier Du Strenge i Brystet!
Slig skal det synges; da mene de let,
Faksimile
221.
At Du selv er af al min Smerte krystet.
De mene, din egen Vee er saa stor,
Som den Du gjøgler i klagende Ord!
(standser og seer sørgmodig paa ham)
Dog nei, Du skal ikke synge derom;
Af Alfhilds Kummer vil Ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom
Skal aldrig derude spørges og høres!
Syng heller om Olaf Liljekrans,
Som red sig i Alfekvindernes Dands!
Syng om Alfhild, den falske Kvinde,
Som lokked' ham hans Fæstemø af{s}Sinde;
Syng om al den Sorrig og Nød,
Da Olaf Liljekrans laa paa Baaren død!
Syng om al den Vaande og Vee,
Da de bar af Stuen de Døde tre!
Faksimile
222.
Den Ene var Olaf, den Anden hans Mø!
Og dertil hans Moder af Sorg maatte dø.
Olaf
Ja, Olaf er død, det er ret som Du siger;
Men jeg vil være Dig saa fuldgod en Ven
Hvorhelst Du dvæler og hvor Du gaaer hen;
Aldrig fra din Side jeg viger!
Maa jeg lide saa tungt for det jeg forbrød,
Straffen selv skal være mig sød.
Det skal mig lindre, det skal mig husvale,
At færdes hos Dig i de øde Dale!
Fra Sol gaaer op, til Sol gaaer ned,
Skal jeg tro som Hunden følge dit Fjed!
Jeg skal klæde min Anger i klagende Ord,
Saa lydt og saalænge til Du derpaa troer.
Hver en livsalig Stund herinde
Faksimile
223.
Skal jeg mane frem for dit Minde!
Hver en blomstrende Urt skal derom tale,
Derom skal synge baade Gjøg og Svale!
Alle de Træer som grønnes i Lunde
Skal hviske derom med tusinde Munde!
Alfhild
Hold op! Jeg veed det, Du vil daare mig paany,
Langt bedre om Du vilde bort fra mig fly!
Saa fager en Falskhed er dit Ord,
Saa svigfulde Tanker i dit Hjerte boer!
Hvad vil Du heroppe? Hvi kommer Du herhen?
Vil Du bilde mig ind, Du kan kjende Dig igjen?
Her var jo fordum saa fagert et Sted,
Nu er Forbandelsens Lyn slaaet ned!
Fordum, da jeg gik her alene
Var der duftende Løv paa alle Grene!
Faksimile
224.
Alle Fugle sang, alle Blomster sprang ud,
Da Du tog mig i Favn og kaldte mig din Brud!
Men nu – {
<...>
}hele Dalen er brændt inat;
Brændt er baade Træer og Krat;
{
<...>
}Visnet er Straaet, brændt er Løv,
Hver en Blomst er vorden til smuldrende Støv{;}
˹! –˺
Solen leer ikke længer paa Himmelen blaa,
Stumme er alle de Fugle smaa!
Ja, jeg seer det vel, – paa en eneste Nat
Er Verden bleven gammel,!
˹–˺ Da jeg gik forladt
Derude, og segned' af Kval og Skam,
Da blegnede Livets gyldne Ham.
Intet lever igjen uden Svig og Bedrag;
Det har Olaf lært mig paa min Bryllupsdag!
Min Fader løi; han bød mig tro,
At den Døde bæres til Englenes Bo;
Faksimile
225.
Men Olaf kjendte et sandere Ord;
Den Døde sænkes i sorten Jord!
(udbryder med den dybeste Smerte.)
Ja, jeg kan vidne, Du vidste Besked;
Selv er jeg sænket i Jorden ned.
Olaf
Alfhild! Dit Ord falder knusende tungt!
O Gud! dit Sind var saa friskt og ungt – –
Forlad mig min Brøde, forglem din Vee!
Alfhild
(med et stærkt og stigende Udtryk af Forvildelse.)
Tys, tal ikke til mig! See, Olaf, see!
De bære et Lig til Graven frem;
Men der er ingen Moder, ingen Søskende fem,
Der er ingen Bolster, hverken røde eller blaa, –
Alfhild ligger paa Spaaner og Straa!
Faksimile
226.
Aldrig skal jeg kjøres i Himmelens Karm,
For at vaagne i Gud Faders Arm.
Jeg har ingen Moder, hvis Hjerte vil briste,
Jeg har Ingen som sørger ved den sorte Kiste;
Jeg har i Verden vide hverken store eller smaa,
Som græde for mig ved Graven.
Der er ingen Engle som drysse Perler blaa
Alt for min Fod i Himmelhaven,
Og aldrig jeg kommer til det deilige Sted,
Der den Døde drømmer og sover!
Olaf
Alfhild!
Alfhild
Nu sænkes jeg i Jorden ned!
Nu kaste de Muldet derover!
Og her maa jeg ligge med al min Nød,
Faksimile
227.
Maa leve og lide, skjøndt jeg er død;
Maa vide, at Alt er for mig forbi,
Og kan dog ikke glemme, kan ei kjæmpe mig fri;
Maa høre, naar han, som min Elskov jeg gav,
Rider til Kirken over min Grav!
Maa høre ham vaandes i vildene Flammer,
Og kan ikke mildne hans Jammer!
O, hvor mit Bryst er trangt sluttet inde!
Jeg er gaaen Guds Engle af Minde!
Ingen af dem hører mig klage og bede –
Jeg er stængt ude bag Livets Port –
Grav mig op igjen! Lad mig ikke ligge hernede!
(iler ud til Venstre)
Olaf
Alfhild! Alfhild! O, Christ hvad har jeg gjort?
(følger ilsomt efter)
Faksimile
228.
4de Scene.
Ingeborg og Hemming (komme efter en kort
Pause ind fra Høire.)
Pause ind fra Høire.)
Ingeborg
See saa, nu er vi da heroppe! Hvor her er
deiligt og lyst og fredsomt.
deiligt og lyst og fredsomt.
Hemming
Ja, her skal vi leve godt tilsammen!
Ingeborg
Men mærk Dig vel, at Du er min Svend, ikke
Andet, – saalænge til min Fader har givet sit
Minde.
Andet, – saalænge til min Fader har givet sit
Minde.
Hemming
Det gjør han aldrig!
Ingeborg
.Vær Du rolig, vi finde nok paa Raad. – Men
nu maa vi tænke paa, at vælge os en Stue
til at bo i.
Faksimile
229.
nu maa vi tænke paa, at vælge os en Stue
til at bo i.
Hemming
Her er nok af dem. Over hele Dalen ligge
øde Huse; Alt staaer endnu, som dengang de
sidste Mennesker døde bort i den store Land-
farsot for mange Aar siden.
øde Huse; Alt staaer endnu, som dengang de
sidste Mennesker døde bort i den store Land-
farsot for mange Aar siden.
Ingeborg
Her huer det mig godt! Derhenne ligger ogsaa
slig en gammel Stue; Vandet har vi nærved,
og Skoven er vist rig <...> paa Vildt. Du kan
fiske og jage; ja, vi skal leve et deiligt Liv!
slig en gammel Stue; Vandet har vi nærved,
og Skoven er vist rig <...> paa Vildt. Du kan
fiske og jage; ja, vi skal leve et deiligt Liv!
Hemming
.Ja, forvist, et deiligt Liv! Jeg fisker og
jager, og Du sanker Bær imens og seer Huset
tilrette.
jager, og Du sanker Bær imens og seer Huset
tilrette.
Faksimile
230.
Ingeborg
Gjør jeg? Nei, det maa Du tage vare paa!
Hemming
.Ja, ja da, som Du vil. O, et lysteligt Liv skal
vi leve! (standser og tilføier noget forknyt.) Men
naar jeg ret tænker mig om; – jeg har hverken
Bue eller Fiskeredskab med.
vi leve! (standser og tilføier noget forknyt.) Men
naar jeg ret tænker mig om; – jeg har hverken
Bue eller Fiskeredskab med.
Ingeborg
(ligeledes med et Udtryk af Forsagthed.)
Og det falder mig ind, her er ingen Terner som
kan gaa mig tilhaande.
kan gaa mig tilhaande.
Hemming
Det gjør jeg saa gjerne!
Ingeborg
Nei, ellers Tak. – Og alle mine gode Klæder –
Jeg tog ikke Andet med end Brudestakken, som
jeg staaer og gaaer i.
Jeg tog ikke Andet med end Brudestakken, som
Faksimile
231.
jeg staaer og gaaer i.
Hemming
Det var ilde betænkt af Dig!
Ingeborg
Sandt nok, Hemming! Og derfor skal Du en
Nat liste Dig ned til Guldvik og tage med
Dig af Klæder og andre Ting, saameget jeg har
Brug for.
Nat liste Dig ned til Guldvik og tage med
Dig af Klæder og andre Ting, saameget jeg har
Brug for.
Hemming
Og blive hængt som Tyv!
Ingeborg
Nei, derfor skal Du vare Dig vel, det byder
jeg. (betænkeligt) Men naar saa den lange
Vinter kommer? Ingen Mennesker er herop-
pe, Dands og Sang faa vi aldrig at høre –
Hemming! skulde vi blive her eller – –
jeg. (betænkeligt) Men naar saa den lange
Vinter kommer? Ingen Mennesker er herop-
pe, Dands og Sang faa vi aldrig at høre –
Hemming! skulde vi blive her eller – –
Faksimile
232.
Hemming
Ja, hvor skulde vi ellers ty hen?
Ingeborg
(utaalmodigt)
Ja, men der kan jo ingen Mennesker leve her.
Hemming
Jovist kan de leve!
Ingeborg
.Ei, Du seer jo selv de ere døde Allesammen!
Hemming! jeg mener det er bedst jeg reiser ned
til min Fader.
Hemming! jeg mener det er bedst jeg reiser ned
til min Fader.
Hemming
Men hvad skal der blive af mig?
Ingeborg
Du skal ride i Krigen!
Faksimile
233.
Hemming
I Krigen! Og blive slaaet ihjel!
Ingeborg
Vist ikke! Du skal udføre en berømmelig Gjer-
ning, saa bliver Du Riddersmand, og saa vil
ikke min Fader være Dig imod.
ning, saa bliver Du Riddersmand, og saa vil
ikke min Fader være Dig imod.
Hemming
.Ja, men om de nu slaa mig ihjel?
Ingeborg
.Nu, det kan vi altid tænke paa. Idag og
imorgen faa vi vel blive her; saalænge sid-
de Gjæsterne i Gildehuset og tære Bryllupskosten,
– søge de efter os, saa sker det vel rundt
om i Bygden; heroppe kan vi være trygge
og – –
(standser og lytter)
imorgen faa vi vel blive her; saalænge sid-
de Gjæsterne i Gildehuset og tære Bryllupskosten,
– søge de efter os, saa sker det vel rundt
om i Bygden; heroppe kan vi være trygge
og – –
Faksimile
234.
(Udenfor tilhøire høres langt borte følgende
Chor:)
Chor:)
Afsted, afsted, at finde
Alfhild, den onde Kvinde;
For vor Sorg og Møde
Skal hun med Livet bøde!
Hemming
Ingeborg! Ingeborg! De ere efter os!
Ingeborg
Hvor skal vi ty hen?
Hemming
.Ja, hvor kan jeg vide –
Ingeborg
.Gaa ind i Stuen; gjør Døren tilrette, saa
den kan stænges indenfra.
den kan stænges indenfra.
Faksimile
235
Hemming
Ja, men –
Ingeborg
Gjør som jeg siger! Jeg gaaer op paa Bakken
imens og seer efter om de ere langt borte.
(gaaer ud til Høire.)
imens og seer efter om de ere langt borte.
Hemming
.Ja, ja da! Ak, bare de ikke faaer os fat.
(gaaer ind i Huset.)
5te Scene.
Olaf (kommer fra Skoven tilvenstre.) Strax efter
Ingeborg (fra Høire.) Hemming.
Ingeborg (fra Høire.) Hemming.
Olaf
(seer sig om og kalder med dæmpet Stemme)
Alfhild! Alfhild! Intet Sted er hun at
see! Som en Fugl smuttede hun mig afsyne
inde i Skoven og jeg –
see! Som en Fugl smuttede hun mig afsyne
Faksimile
236.
inde i Skoven og jeg –
Ingeborg
De er lige herved og – (standser forskrækket)
Olaf Liljekrans!
Olaf Liljekrans!
Olaf
.Ingeborg!
Hemming
(stikker ubemærket Hovedet ud af Døren og faaer
Øie paa Olaf.)
Herr Olaf! Saa! Nu er det da vel forbi med
mig!
(trækker sig ilsomt tilbage)
mig!
Ingeborg
(afsides)
Han maa være redet i Forveien.
Olaf
(afsides)
Ingeborg
(afsides)
Men jeg følger ikke med!
Olaf
(afsides)
Jeg viger ikke herfra!
Ingeborg
(høit, idet hun træder nærmere)
Olaf Liljekrans! Du har mig nu fat; men
ilde gjør Du, om Du tænker at tvinge mig.
ilde gjør Du, om Du tænker at tvinge mig.
Olaf
Det er saalidet min Agt!
Ingeborg
.Hvi kommer Du da hid, sammen med mine
Frænder?
Frænder?
Faksimile
238.
Olaf
Gjør jeg det? Det er jo tvertom Dig som –
Ingeborg
Det Paafund daarer mig ikke; jeg saae jo
nylig hele Følget –
nylig hele Følget –
Olaf
Hvem? Hvem?
Ingeborg
Min Fader og vore Slægtninge!
Olaf
Heroppe?
Ingeborg
Javist, lige her ved!
Olaf
Ha, da er min Moder med dem.
Faksimile
239.
Ingeborg
Ja, det er hun rigtignok; men hvor kan det
skrække Dig?
skrække Dig?
Olaf
Jo, det er mig de søge!
Ingeborg
Nei, det er mig!
Olaf
(forbauset)
Dig!
Ingeborg
(begynder at fatte Sammenhængen)
Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad falder
mig ind! – Hør, skal vi To være ærlige
mod hinanden?
mig ind! – Hør, skal vi To være ærlige
mod hinanden?
Faksimile
240.
Olaf
Ja, det var just min Agt!
Ingeborg
Nu godt, saa sig mig, hvad Tid kom Du
herop?
herop?
Olaf
.Inat!
Ingeborg
Jeg ligesaa!
Olaf
Du!
Ingeborg
Javist, javist! Og Du drog bort uden at
Nogen vidste derom?
Nogen vidste derom?
Olaf
Ja!
Faksimile
241.
Ingeborg
.Jeg ligesaa!
Olaf
Men saa sig mig –
Ingeborg
Tys, vi har knap Tid! Og Du flygtede herop,
fordi Du havde kun ringe Lyst til at følge mig
for Alteret?
fordi Du havde kun ringe Lyst til at følge mig
for Alteret?
Olaf
Ei, hvor kan Du tro –
Ingeborg
Jo, det kan jeg godt tro. Sig kun frem; vi
skulde jo tales ærligt ved.
skulde jo tales ærligt ved.
Olaf
Nuvel da, det var derfor jeg –
Faksimile
242.
Ingeborg
.Godt, godt, jeg gjorde ligesaa!
Olaf
Du, Ingeborg!
Ingeborg
Og nu seer Du vel nødig, at Nogen kommer
Dig paa Spor?
Dig paa Spor?
Olaf
Ja, det skal ikke nægtes!
Ingeborg
.Jeg ligesaa! Ha, ha, ha! det er et lystigt
Træf;
jeg flygtede for Dig og Du for mig{,}! Begge
flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore
Frænder ere efter os! Hør, Olaf Liljekrans!
det er et Ord, vi forraade ikke hinan-
den!
jeg flygtede for Dig og Du for mig{,}! Begge
flygtede vi hidop, og nu mødes vi, just som vore
Frænder ere efter os! Hør, Olaf Liljekrans!
det er et Ord, vi forraade ikke hinan-
den!
Faksimile
243.
Olaf
Det er et Ord!
Ingeborg
Men nu maa vi skilles ad!
Olaf
.Jeg forstaaer!
Ingeborg
.Thi fandt de os sammen, saa –
Olaf
Ja, saa vilde det falde Dig sværere at blive
fri for mig!
fri for mig!
Ingeborg
.Farvel! Kommer jeg engang til at holde Bryl-
lup, saa skal Du være min Brudesvend.
lup, saa skal Du være min Brudesvend.
Olaf
Ingeborg
Det forstaaer sig! Farvel{,}! Farvel! og vær
ikke umildt sindet mod mig.
ikke umildt sindet mod mig.
Olaf
Vist ikke; jeg skal række Dig Haanden hvor
vi mødes!
vi mødes!
Ingeborg
.Jeg ligesaa! Hvor vi mødes – bare ikke for
Alteret.
(gaaer ind i Huset. Olaf ind i Skoven
Alteret.
til Høire i Baggrunden)
6te Scene
Fru Kirsten, Arne fra Guldvik, Bryllups-
gjæster, Bønder og Huuskarle (fra Høire.)
gjæster, Bønder og Huuskarle (fra Høire.)
Fru Kirsten
See, her vil vi begynde Jagten. Vore Folk maa
spredes ad og søge rundt om Vandet; – hun skal
herfrem og da – Vee, vee hende! der er ikke
Naade og Barmhjertighed i mit Sind.
Faksimile
245.
spredes ad og søge rundt om Vandet; – hun skal
herfrem og da – Vee, vee hende! der er ikke
Naade og Barmhjertighed i mit Sind.
Arne
.Hvad vil I da gjøre?
Fru Kirsten
Holde Dom over hende – lige paa Stedet, der
hun træffes! Den Udaad hun har øvet paa
mine Enemærker har jeg Magt og Myndighed
til at straffe efter Ret og Skjøn.
hun træffes! Den Udaad hun har øvet paa
mine Enemærker har jeg Magt og Myndighed
til at straffe efter Ret og Skjøn.
Arne
.Ja, hvad hjælper det til? Hvad som er tabt
vindes ikke derved tilbage.
vindes ikke derved tilbage.
Fru Kirsten
Nei, men jeg faaer Hævn over hende og det er
ingen ringe Vinding. Hævn, Hævn maa jeg
have, ifald jeg skal bære og overleve mit Tab
og al den Skam hun har paaført mig. Uveiret
inat har fordærvet hele Aarets Grøde for mig, ik-
ke et uskadt Straa staaer igjen paa min Ager,
og herinde, hvor hun selv har sagt at hun holder
til, her blomstrer og trives det Alt saa rigt,
som jeg aldrig har seet! Er det ikke hemme-
lige Kunsters Virkning? Olaf har hun hil-
det saa fast i sit djævelske Garn, at han,
inat i det vildeste Uveir, flygtede af Bygden for
at følge hende. Mit Huus har hun brændt af
lige til Grunden; alle Luger og Døre havde hun
stengt udenfra; – det var et Guds Under at Huus-
karlene bragte betimelig Hjælp!
ingen ringe Vinding. Hævn, Hævn maa jeg
Faksimile
246.
have, ifald jeg skal bære og overleve mit Tab
og al den Skam hun har paaført mig. Uveiret
inat har fordærvet hele Aarets Grøde for mig, ik-
ke et uskadt Straa staaer igjen paa min Ager,
og herinde, hvor hun selv har sagt at hun holder
til, her blomstrer og trives det Alt saa rigt,
som jeg aldrig har seet! Er det ikke hemme-
lige Kunsters Virkning? Olaf har hun hil-
det saa fast i sit djævelske Garn, at han,
inat i det vildeste Uveir, flygtede af Bygden for
at følge hende. Mit Huus har hun brændt af
lige til Grunden; alle Luger og Døre havde hun
stengt udenfra; – det var et Guds Under at Huus-
karlene bragte betimelig Hjælp!
Arne
Ak, Gud bedre det; jeg er dog ræd for at det
har kostet to Liv, som jeg saameget holdt
af, – Ingeborg og min Svend, Hemming!
Faksimile
247.
har kostet to Liv, som jeg saameget holdt
af, – Ingeborg og min Svend, Hemming!
Fru Kirsten
Ei, ei, Hr. Arne! I maa ikke reent fortvivle
endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra;
Alle vi Andre kom jo uskadte ud, trods den for-
bandede Hexekvindes List; – Ingeborg er bleven
forvildet af Skrækken og er flygtet et Sted hen.
endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra;
Alle vi Andre kom jo uskadte ud, trods den for-
bandede Hexekvindes List; – Ingeborg er bleven
forvildet af Skrækken og er flygtet et Sted hen.
Arne
Ja, ja, lad saa være med Ingeborg; men Hem-
ming er nu aldrig at spørge efter, det veed jeg
vist!
ming er nu aldrig at spørge efter, det veed jeg
vist!
Fru Kirsten
Hvi saa?
Arne
O, han var bleven slig en listig, udtænkt Djævel
paa den sidste Tid! Han har ladet sig
brænde inde bare for at faa Hævn over mig,
han vidste, jeg kan ikke være ham en Dag for-
uden. O, jeg kjender ham!
Faksimile
248.
paa den sidste Tid! Han har ladet sig
brænde inde bare for at faa Hævn over mig,
han vidste, jeg kan ikke være ham en Dag for-
uden. O, jeg kjender ham!
Fru Kirsten
Ja, hvordan end er, Alfhild maa vi fange;
hun skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har
Ugjerninger nok at paasige hende.
hun skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har
Ugjerninger nok at paasige hende.
Arne
.Og jeg kan nævne flere, ifald det gjøres be-
hov; hun har stjaalet min abildgraa Hest ud
af Stalden inat; imorges var den borte baade
med Sadel og Bidsel.
hov; hun har stjaalet min abildgraa Hest ud
af Stalden inat; imorges var den borte baade
med Sadel og Bidsel.
Fru Kirsten
(afsides)
Ingeborg og Hemming borte, og hans Hest ligesaa;
var jeg i hans Sted, jeg veed nok hvad jeg vilde
tro. (høit.) Nu bryde vi op og deles ad i smaa
Hobe; den som først faaer Øie paa Alfhild
blæser i Horn eller Luur; de Andre lytte derefter
og følge Lyden til vi samles.
Faksimile
249.
var jeg i hans Sted, jeg veed nok hvad jeg vilde
tro. (høit.) Nu bryde vi op og deles ad i smaa
Hobe; den som først faaer Øie paa Alfhild
blæser i Horn eller Luur; de Andre lytte derefter
og følge Lyden til vi samles.
(De gaa ud til forskjellige Sider)
Arne
(som er bleven alene tilbage.)
Og jeg som ikke er kjendt her, hvor skal
jeg finde frem. (kalder) Hemming, Hemming!
(holder inde) Naa, det er jo sandt han er –
(hovedrystende) Hm! Hm! Det var skammeligt
gjort af ham.
(gaaer ud til Høire)
jeg finde frem. (kalder) Hemming, Hemming!
(holder inde) Naa, det er jo sandt han er –
(hovedrystende) Hm! Hm! Det var skammeligt
gjort af ham.
7de Scene.
Alfhild (kommer frem ved Vandet paa venstre
Side; hun bærer en liden Bylt.)
Side; hun bærer en liden Bylt.)
Faksimile
250.
Alfhild
.Tilende har jeg klaget, tilbunds har jeg grædt;
Jeg maa hvile, nu er jeg til Døden træt!
(synker ned paa en Steen i Forgrunden)
Først vil jeg sige min Fader Farvel!
Saa vandrer jeg ind paa det øde Fjeld!
Hernede seer jeg Olaf, hvorhelst jeg færdes;
Jeg maa op i Høiden, at mit Sind kan hærdes!
Jeg maa døve og glemme den tunge Lære,
Maa dysse i Blund alle Minder kjære!
Ak, jeg som tænkte mig Livet saa rigt!
Intet er Sandhed, Alt er Digt,
Alt er kun Tant og gjøglende Løgne;
Intet kan gribes og fattes med Hænder,
Intet maa skues med vaagne Ø{
<...>
}ine,
Intet holder Stand, naar vi ret det kjender!
Faksimile
251.
(Luurtoner høres fra Skoven)
Min Moders Arvesølv bringer jeg med;
Det vil jeg grave i Jorden ned!
Jeg vil grave det ned under Birkens Rod,
Derude, hvor jeg fordum med Olaf stod!
(aabner Bylten og fremtager en Brudekrone og
andre Smykker)
Denne sølverne Krone har min Moder baaret;
Ogsaa hende har da Verden forlokket og daaret,
Ogsaa hun har da troet paa Kjærligheds Magt.
Blev ogsaa hun saa bitterlig vakt?
Var det kun Spot, naar min Fader kvad
Om Elskovs Lyst, som gjør Barmen glad?
Ak, da skulde han tiet dermed;
Hans Sange har røvet mig Livsens Fred,
Hans Sange bygged' i min Barm et Huus
Faksimile
252.
For Verdens Fryd, – nu ligger det i Gruus!
(Luren høres atter)
Sølvet er sig saa ædelt Malm,
Det smuldres ikke som Høstens Halm;
Laa det i Jorden vel tusinde Aar,
Det skinner endda, det aldrig forgaaer!
Livets Lyst er som Høstens Halm,
Sorgen er Sølvet, det ædle Malm!
(pakker Smykkerne sammen i Bylten.)
Min Fader har nævnt mig en Trolddomsskat,
Deraf drypped' ni blanke Perler hver Nat;
Men hvormange Perler den end monne føde,
Lige stor og rig blev dog Skatten hin røde!
Min Sorg er for mig en Trolddomsskat;
Deraf skal dryppe ved Dag og Nat
Ikke ni, – nei tusinde Perler smaa,
Faksimile
253.
Og Skatten vil dog aldrig forgaa!
(rykker en Blomst op og betragter den vemodigt.)
Du lille Blomst! Det var før min Tro,
At Du kunde frydes ved Livet;
Jeg havde tænkt mig det var Dig givet
At vide Du var til, at føle Dig fro!
Jeg havde tænkt at Du var mig en Ven,
Som smilte naar jeg satte mig hos Dig hen;
Jeg havde tænkt at dit Øie græd
Ved Sommertide, naar Sol gik ned
! –
Jeg havde tænkt at Du folded' Dig ud,
Naar Dagskjæret dæmred˹,˺ for at takke din Gud!
Men nu har Verden givet mig Besked,
Du føler det ei, om jeg træder Dig ned.
Angerløs jeg tør Dig oprive;
Thi Du har aldrig vidst at Du var ilive!
Faksimile
254.
Ja, Verden har gjort mig saa klog, saa klog!
Fordum fulgte jeg Skyernes Tog,
Fløi drømmende med paa de vide Baner
Og kaldte dem Himmelens Svaner!
Fordum jeg tænkte, at Træets Grene
Bredte sig ud for at skygge min Vandring,
Jeg tænkte mig Liv i Fjeldets Stene.
Nu er mig voldt saa tung en Forandring.
Nu veed jeg det bedre; – kun Menneskets Bryst
Kan vaandes i Smerte, kan vugges i Lyst.
Der boer ingen Ven mellem Blomster og Grene,
Jeg maa bære min Sorg alene.
(reiser sig)
Velan da{,}! Op mellem Is og Sne, –
Baade her og hist er kun Gravens Læ!
(vil gaa.)
Faksimile
255.
8de Scene.
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllups-
gjæster, Bønder og Karle. (fra forskjellige
Sider). Senere Olaf Liljekrans
gjæster, Bønder og Karle. (fra forskjellige
Sider). Senere Olaf Liljekrans
Fru Kirsten
Der er hun! Staa stille Alfhild! Prøv ikke
paa at undkomme, ellers skyde vi Dig ned.
paa at undkomme, ellers skyde vi Dig ned.
Alfhild
.Hvad vil Du mig?
Fru Kirsten
Det skal ˹Du˺ tidsnok erfare! (peger paa Bylten)
Hvad bærer Du der?
Hvad bærer Du der?
Alfhild
Min Moders Arv!
Fru Kirsten
Giv hid! See, see! En Sølvkrone! Forsandt,
Alfhild! er Du din Moders eneste Datter, da
frygter jeg stærkt, at Brudekronen ikke mere vil
trænges om i hendes Æt. (til Karlene) I binde
hende! Hun staaer der og lader saa sorgløs i
Sind; Ingen kan vide hvad hun pønser paa.
Faksimile
256.
Alfhild! er Du din Moders eneste Datter, da
frygter jeg stærkt, at Brudekronen ikke mere vil
trænges om i hendes Æt. (til Karlene) I binde
hende! Hun staaer der og lader saa sorgløs i
Sind; Ingen kan vide hvad hun pønser paa.
(Alfhild bindes.)
Fru Kirsten
(høit og med undertrykt Lidenskabelighed.)
Retten er sat. Som I Alle vide har jeg
lovlig Hævd og Adkomst til at værne om mine
Enemærker, til at fælde Dom efter Landets Lov
over hver den, der gjør mig Uskjel paa min
egen Grund. Dette er hvad Du, Alfhild! har
fordristet Dig til og derfor staaer Du nu her
som Anklaget for din Dommer. Forsvar Dig om
Du kan, men glem ikke at det gjælder Livet.
lovlig Hævd og Adkomst til at værne om mine
Enemærker, til at fælde Dom efter Landets Lov
over hver den, der gjør mig Uskjel paa min
egen Grund. Dette er hvad Du, Alfhild! har
fordristet Dig til og derfor staaer Du nu her
som Anklaget for din Dommer. Forsvar Dig om
Du kan, men glem ikke at det gjælder Livet.
Faksimile
257.
Arne
Men hør, Fru Kirsten!
Fru Kirsten
Forlad mig, Herr Arne! Jeg er i min Ret og
den vil jeg holde paa. (til Alfhild.) Træd
frem og svar mig!
den vil jeg holde paa. (til Alfhild.) Træd
frem og svar mig!
Alfhild
Spørg Du kun, jeg skal svare!
Fru Kirsten
Mange og haarde ere de Beskyldninger, som
reises mod Dig. Først og fremst paasiger jeg
Dig her, ved ugudelige Kunster at have daaret
min Søn, Olaf Liljekrans, saa at hans Sind
og Tanker vendte sig fra { <...> }hans Fæstemø, som
han havde trolovet, – saa, at han, syg i
Hjertet, ingen Dag fandt Fred i sit Hjem, men
drog hid op til denne ukjendte Dal, hvor Du
har holdt til. Alt Sligt kan ikke være til-
gaaet paa vanlig Viis; Du er derfor sigtet for
Trolddom, forsvar Dig om Du kan.
reises mod Dig. Først og fremst paasiger jeg
Dig her, ved ugudelige Kunster at have daaret
min Søn, Olaf Liljekrans, saa at hans Sind
og Tanker vendte sig fra { <...> }hans Fæstemø, som
han havde trolovet, – saa, at han, syg i
Hjertet, ingen Dag fandt Fred i sit Hjem, men
Faksimile
258.
drog hid op til denne ukjendte Dal, hvor Du
har holdt til. Alt Sligt kan ikke være til-
gaaet paa vanlig Viis; Du er derfor sigtet for
Trolddom, forsvar Dig om Du kan.
Alfhild
Lidet har jeg hertil at svare. Trolddom kalder
Du hin sælsomme Magt, som drog Olaf hid op.
Kanhænde Du har Ret; men denne Trolddom
kom ikke fra den Onde; – hver den Stund O-
laf har været her, Guds Øie maatte see derpaa!
hver den Tanke jeg har fæstet paa Olaf, Guds
Engle maatte kjende den! og de skulde ikke
blues derover.
Du hin sælsomme Magt, som drog Olaf hid op.
Kanhænde Du har Ret; men denne Trolddom
kom ikke fra den Onde; – hver den Stund O-
laf har været her, Guds Øie maatte see derpaa!
hver den Tanke jeg har fæstet paa Olaf, Guds
Engle maatte kjende den! og de skulde ikke
blues derover.
Fru Kirsten
Nok, nok! Du føier endnu Bespottelser til
din Brøde. Vee Dig, Alfhild! hvert et Ord
tynger med i Skaalen. Dog, Du om det! (til
de Øvrige) Jeg æsker Eder Alle til Vidne paa
hendes Svar. (vender sig til Alfhild) Jeg be-
skylder Dig dernæst for atter igjen inat at
have, ved de samme hemmelige Kræfter, truk-
ket Olaf her op, samt at Du holder ham gjemt
herinde!
din Brøde. Vee Dig, Alfhild! hvert et Ord
Faksimile
259.
tynger med i Skaalen. Dog, Du om det! (til
de Øvrige) Jeg æsker Eder Alle til Vidne paa
hendes Svar. (vender sig til Alfhild) Jeg be-
skylder Dig dernæst for atter igjen inat at
have, ved de samme hemmelige Kræfter, truk-
ket Olaf her op, samt at Du holder ham gjemt
herinde!
Alfhild
Der har Du Ret! Lønligt er han gjemt her-
inde!
inde!
Fru Kirsten
Det vedgaaer Du?
Alfhild
Ja, men saa mægtig Du end er, fri ham ud
kan Du ikke. Kanhænde det baaded˹e˺ mig
bedst, om Du var dertil istand; men ikke Du,
ikke den hele vide Jord har saa stærk en
Magt og Evne!
kan Du ikke. Kanhænde det baaded˹e˺ mig
bedst, om Du var dertil istand; men ikke Du,
Faksimile
260.
ikke den hele vide Jord har saa stærk en
Magt og Evne!
Fru Kirsten
(i heftigt Udbrud)
Nu er Døden Dig vis! Sig frem, hvor har
Du ham?
Du ham?
Alfhild
(trykker Hænderne mod Brystet.)
Herinde – i Hjertet! Kan Du rive ha{
<...>
}m
ud deraf, da hexer Du bedre end jeg!
ud deraf, da hexer Du bedre end jeg!
Fru Kirsten
Det Svar gavner lidet; sig frem! hvor er
han?
han?
Alfhild
Jeg har svaret!
Faksimile
261.
Fru Kirsten
(med tilbagetrængt Forbittrelse.)
Godt, godt!
Arne
(til de Omstaaende)
Havde Hemming været ilive, saa skulde
han nok faaet Sandheden ud af hende; han
var bleven saa listig paa sine sidste Dage.
han nok faaet Sandheden ud af hende; han
var bleven saa listig paa sine sidste Dage.
Fru Kirsten
Nu kommer den tredie Klage mod Dig: Du
har inat stukket Ild paa min Gaard og brændt
den af til Grunden. Kanhænde Menneskeliv
er gaaet tilspilde, det vide vi endnu ikke,
men hvad som end er, derved hverken skades
eller rettes paa din Sag; thi din Agt at
brænde os inde Alle tilhobe ligger klarlig
for Dagen. Nægter Du mit Paasagn at have
brændt Gaarden af inat?
har inat stukket Ild paa min Gaard og brændt
den af til Grunden. Kanhænde Menneskeliv
er gaaet tilspilde, det vide vi endnu ikke,
men hvad som end er, derved hverken skades
eller rettes paa din Sag; thi din Agt at
brænde os inde Alle tilhobe ligger klarlig
Faksimile
262.
for Dagen. Nægter Du mit Paasagn at have
brændt Gaarden af inat?
Alfhild
Jeg nægter det ikke, jeg har brændt din Gaard!
Fru Kirsten
Og hvormed vil Du besmykke din Gjerning˹?˺
(med
bitter Spot.) Du skal ei kunne sige at Du
handlede overilet. God Leilighed havde Du, saa-
vidt jeg mindes, til at tænke Dig om; Du stod
udenfor, Ingen kom Dig nær, Ingen hindrede
Dig fra at overlægge saa roligt Du kunde og
vilde. Ei skal Du sige at Gildestuens Ly-
stighed steg Dig til Hovedet, ei heller at Vi-
nen gjorde Dig hed og fortumlet; thi Du
var nok ikke med derinde, Du stod udenfor, og
der var svalt nok, der var kjølige Vinde, som
nok kunde gjøre Dig besindig.
bitter Spot.) Du skal ei kunne sige at Du
handlede overilet. God Leilighed havde Du, saa-
vidt jeg mindes, til at tænke Dig om; Du stod
udenfor, Ingen kom Dig nær, Ingen hindrede
Dig fra at overlægge saa roligt Du kunde og
vilde. Ei skal Du sige at Gildestuens Ly-
stighed steg Dig til Hovedet, ei heller at Vi-
nen gjorde Dig hed og fortumlet; thi Du
var nok ikke med derinde, Du stod udenfor, og
der var svalt nok, der var kjølige Vinde, som
Faksimile
263.
nok kunde gjøre Dig besindig.
Alfhild
.Ja, jeg har brændt din Gaard inat; men Du
og Olaf og alle I Andre derude har øvet en
værre Færd mod mig. Verden var mig en Høi-
sal, som hørte den store Fader til. Himlen
blaa var dens Tag, Stjernerne vare de Lamper,
som lyste fra dens Loft. Jeg gik glad og rig
derinde; men I, I kastede en Brand midt ind
i den gyldne Herlighed; nu er Alting dødt
og fortørret!
og Olaf og alle I Andre derude har øvet en
værre Færd mod mig. Verden var mig en Høi-
sal, som hørte den store Fader til. Himlen
blaa var dens Tag, Stjernerne vare de Lamper,
som lyste fra dens Loft. Jeg gik glad og rig
derinde; men I, I kastede en Brand midt ind
i den gyldne Herlighed; nu er Alting dødt
og fortørret!
Fru Kirsten
Slig Tale baader Dig lidet
! End engang
spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min Søn?
spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min Søn?
Alfhild
Jeg har svaret!
Faksimile
264.
Fru Kirsten
.Saa har Du ogsaa fældet din Dom og jeg vil
bekræfte den.
bekræfte den.
(Olaf kommer frem paa Klippepynten mellem
Træerne, uden at bemærkes af de Tilstedeværende)
Træerne, uden at bemærkes af de Tilstedeværende)
Olaf
(afsides)
Alfhild –! Hjælp Gud! hvad er det?
(trækker sig useet tilbage)
Fru Kirsten
.Som skyldig i Trolddomskunster og Mordbrand er
Du efter Landets Lov hjemfalden til Døden.
Denne Straf udsiges herved over Dig, og skal
den ufortøvet, samt her paa Stedet fuldbyrdes!
Du efter Landets Lov hjemfalden til Døden.
Denne Straf udsiges herved over Dig, og skal
den ufortøvet, samt her paa Stedet fuldbyrdes!
Arne
Men hør, Fru Kirsten!
Faksimile
265.
Fru Kirsten
Dommen er fældet! Alfhild skal lide
Døden!
Døden!
Alfhild
Gjør som Dig lyster; lidet skal jeg være
Dig hinderlig deri. Da Olaf fornegtede
sin Kjærlighed, da slukkedes mit Liv, – jeg
lever ikke længer.
Dig hinderlig deri. Da Olaf fornegtede
sin Kjærlighed, da slukkedes mit Liv, – jeg
lever ikke længer.
Fru Kirsten
Før hende op paa Fjeldstupet der!
(To Karle føre Alfhild op.)
Fru Kirsten
For sidste Gang, {
<...>
}Alfhild! giv mig min Søn
tilbage!
tilbage!
Alfhild
Jeg svarer ikke mere!
Faksimile
266.
Fru Kirsten
Det ske da som Du vil! (til Karlene) Styr-
ter hende ud! Nei, vent! Der falder mig
Noget ind. (til Alfhild) Som Du der staaer
kommer jeg til at mindes Dig, da Du igaar
traadte frem med Guldkronen paa og mente at
Du var Olaf Liljekrans værdig til Brud. Nu
skal vi dog see, hvormeget Du agtes; her er
Bønder og Karle og mange ringe Mænd til-
stede; – kanhænde dit Liv end staaer til at
frelses! Ja, Alfhild! Du seer paa mig, men
saa er det; jeg vil være naadig! (vender sig
til de Øvrige) Ei sandt, I kjende Alle den
gamle Vedtægt, som byder, at naar en Kvinde
er dømt for en halsløs Gjerning, som hun der,
da frelses hendes Liv og hun er fri, ifald en
uberygtet Mand træder frem, og nævner hende
uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte
hende. Ei sandt, den Vedtægt kjende I?
ter hende ud! Nei, vent! Der falder mig
Noget ind. (til Alfhild) Som Du der staaer
kommer jeg til at mindes Dig, da Du igaar
traadte frem med Guldkronen paa og mente at
Du var Olaf Liljekrans værdig til Brud. Nu
skal vi dog see, hvormeget Du agtes; her er
Bønder og Karle og mange ringe Mænd til-
stede; – kanhænde dit Liv end staaer til at
frelses! Ja, Alfhild! Du seer paa mig, men
saa er det; jeg vil være naadig! (vender sig
til de Øvrige) Ei sandt, I kjende Alle den
gamle Vedtægt, som byder, at naar en Kvinde
er dømt for en halsløs Gjerning, som hun der,
da frelses hendes Liv og hun er fri, ifald en
Faksimile
267.
uberygtet Mand træder frem, og nævner hende
uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte
hende. Ei sandt, den Vedtægt kjende I?
Alle
Ja, ja!
Alfhild
(med frembrydende Taarer)
O, at maatte forhaanes, forhaanes saa dybt i
min sidste Stund!
min sidste Stund!
Fru Kirsten
Nuvel, Alfhild! Denne Vedtægt skal komme
Dig tilgode. Ifald kun den ringeste Karl
i mit Følge træder frem og siger sig villig til
at ægte Dig, da er Du fri. (seer sig om)
Er der Ingen som melder sig?
Dig tilgode. Ifald kun den ringeste Karl
i mit Følge træder frem og siger sig villig til
at ægte Dig, da er Du fri. (seer sig om)
Er der Ingen som melder sig?
(Alle tie)
Faksimile
268.
Fru Kirsten
Giv hende Sølvkronen paa; den skal følge
med i Kjøbet; kanhænde, Alfhild! at Du der-
ved stiger i Priis!
med i Kjøbet; kanhænde, Alfhild! at Du der-
ved stiger i Priis!
(Kronen sættes paa Alfhilds Hoved)
Fru Kirsten
For anden Gang, spørger jeg, er Ingen villig
til at frelse hende?
(Hun seer sig om. Alle tie.)
til at frelse hende?
Fru Kirsten
.Nu gjælder det; nu frygter jeg for at dine
Øieblikke ere talte. Hører mig vel, I Karle
deroppe! Ifald Ingen svarer paa det tredie
Opraab, da agte I paa mit Tegn og styrte
hende i Søen! Brug nu dine Kunster, Alfhild!
see til om Du kan kogle Dig fra Døden . (Med
høi Røst.) For sidste Gang! Der staaer Hexe-
kvinden og Mordbrændersken; hvo frelser og ægter
hende?
Øieblikke ere talte. Hører mig vel, I Karle
deroppe! Ifald Ingen svarer paa det tredie
Opraab, da agte I paa mit Tegn og styrte
hende i Søen! Brug nu dine Kunster, Alfhild!
see til om Du kan kogle Dig fra Døden . (Med
Faksimile
269.
høi Røst.) For sidste Gang! Der staaer Hexe-
kvinden og Mordbrændersken; hvo frelser og ægter
hende?
(Hun seer sig om. Alle tie. – Fru Kirsten
hæver raskt Haanden til Tegn, Karlene gribe
Alfhild; i samme Øieblik styrter Olaf frem
paa Klippepynten i fuld Bryllupsklædning.)
hæver raskt Haanden til Tegn, Karlene gribe
Alfhild; i samme Øieblik styrter Olaf frem
paa Klippepynten i fuld Bryllupsklædning.)
Olaf
Jeg frelser og ægter hende!
(Han støder Karlene bort og afriver hendes Baand.
Alfhild synker med et Skrig til hans Bryst;
han omslynger hende med den venstre Arm og løfter
den Høire truende i Veiret.)
Alfhild synker med et Skrig til hans Bryst;
han omslynger hende med den venstre Arm og løfter
den Høire truende i Veiret.)
Alle
(staa som forstenede med Udraabet:)
Olaf Liljekrans!
Faksimile
270.
Fru Kirsten
Olaf Liljekrans, min Søn! hvad har Du gjort?
Beskjæmmet Dig for evig!
Beskjæmmet Dig for evig!
Olaf
Nei, jeg aftvætter den Skam og Skjændsel, som
jeg paadrog mig ved min Færd mod hende! Min
Brøde vil jeg udsone og gjøre mig selv lykke-
lig derved! (fører Alfhild frem.) Ja, for
Eder Alle nævner jeg høit og lydt denne unge
Kvinde som min Brud! Hun er uskyldig i
Alt det som er paasagt hende; kun jeg har
forbrudt mig. (bøier Knæ for hende) Og for
din Fod beder jeg Dig glemme og forlade –
jeg paadrog mig ved min Færd mod hende! Min
Brøde vil jeg udsone og gjøre mig selv lykke-
lig derved! (fører Alfhild frem.) Ja, for
Eder Alle nævner jeg høit og lydt denne unge
Kvinde som min Brud! Hun er uskyldig i
Alt det som er paasagt hende; kun jeg har
forbrudt mig. (bøier Knæ for hende) Og for
din Fod beder jeg Dig glemme og forlade –
Alfhild
(hæver ham op.)
Fru Kirsten
Du vil ægte hende! Godt og vel, saa er jeg
ikke længere Moder for Dig!
ikke længere Moder for Dig!
Olaf
Stor Sorg voldes mig derved, skjøndt det er læn-
gesiden I var en sand Moder for mig. I
brugte mig kun til at bygge Eders egen Stolt-
hed iveiret, jeg var svag og fandt mig deri.
Men nu har jeg vundet Kraft og Villie; nu
staaer jeg fast paa mine Fødder og grunder
min egen Lykkes Bygning!
gesiden I var en sand Moder for mig. I
brugte mig kun til at bygge Eders egen Stolt-
hed iveiret, jeg var svag og fandt mig deri.
Men nu har jeg vundet Kraft og Villie; nu
staaer jeg fast paa mine Fødder og grunder
min egen Lykkes Bygning!
Fru Kirsten
Men betænker Du da ikke –
Olaf
Intet vil jeg meer betænke, jeg veed hvad
jeg vil. Nu først forstaaer jeg min sælsom-
me Drøm. Det blev mig spaaet at jeg skulde
finde den fagreste Blomst, at jeg skulde
plukke den sønder og drysse den ud for alle
Vinde. O, saaledes er det skeet! En Kvindes
Hjerte er den fagreste Blomst i Verden; alle
de rige og gyldne Blade deri har jeg sønder-
revet og drysset ud for alle Vinde. Men trøst
Dig, Alfhild! Mangt et Sædefrø er fulgt
med, Sorgen har modnet det, og deraf skal
spire et rigt Liv for os herinde i Dalen; thi
her vil vi bo og bygge!
Faksimile
272.
jeg vil. Nu først forstaaer jeg min sælsom-
me Drøm. Det blev mig spaaet at jeg skulde
finde den fagreste Blomst, at jeg skulde
plukke den sønder og drysse den ud for alle
Vinde. O, saaledes er det skeet! En Kvindes
Hjerte er den fagreste Blomst i Verden; alle
de rige og gyldne Blade deri har jeg sønder-
revet og drysset ud for alle Vinde. Men trøst
Dig, Alfhild! Mangt et Sædefrø er fulgt
med, Sorgen har modnet det, og deraf skal
spire et rigt Liv for os herinde i Dalen; thi
her vil vi bo og bygge!
Alfhild
O, nu er jeg salig som den første Stund vi mødtes
<...>
Fru Kirsten
(afsides)
Ingeborg er borte, denne rige Dal hører Alf-
hild til; {I}ingen Anden har Ret dertil – (høit)
Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din Lykke imod.
Mene{ <...> }r Du at finde den paa den Viis, saa – –
Mit Minde har I dertil!
Faksimile
273.
hild til; {I}ingen Anden har Ret dertil – (høit)
Nuvel, Olaf! Jeg vil ikke være din Lykke imod.
Mene{ <...> }r Du at finde den paa den Viis, saa – –
Mit Minde har I dertil!
Olaf
Tak, min Moder, Tak! Nu fattes mig Intet
mere!
mere!
Alfhild
(til Fru Kirsten)
Og mig forlader Du al min Brøde?
Fru Kirsten
Nu, nu! Kanhænde der var Feil paa min Side
med, lad os ikke tale mere derom!
med, lad os ikke tale mere derom!
Arne
.Men jeg da? Og min Datter, som Herr Olaf
havde trolovet – Dog, det er jo sandt, kan-
hænde hun ikke mere er til!
havde trolovet – Dog, det er jo sandt, kan-
Faksimile
274.
hænde hun ikke mere er til!
Olaf
Jovist er hun til!
Arne
Hun lever! Hvor er hun? Hvor?
Olaf
Det kan jeg ikke sige; men det er at nævne,
at vi Beggeto i Venskab have brudt Trolovelsen.
at vi Beggeto i Venskab have brudt Trolovelsen.
Fru Kirsten
I seer Hr. Arne! at jeg – –
Arne
.Ja, ja, min Datter skal ikke tvinges paa
Nogen. Alfhild var det beskaaret at faa en
Riddersmand; det Samme kan vel times Ingeborg.
(med Værdighed) I ædle Herrer og velbyrdige
Mænd{,}! Hører mit Ord! Det er kommet mig
for Øre, at jeg, blandt Mange af Jer, holdes
for en Mand, der er lidet bevandret i høviske
Sæder og Skikke. Jeg vil nu vise, at det er
Løgn i Jer Hals! I de gamle Krønniker for-
tælles, at naar en brav Konge mister sin Dat-
ter, saa udlover han hendes Haand og Halvdelen
af Riget til den, som finder hende igjen. Jeg
vil gjøre som de gamle, brave Konger; Den
som finder Ingeborg igjen faaer hendes Haand
og mit halve Gods og Eie dertil. Ere I med
paa det?
Nogen. Alfhild var det beskaaret at faa en
Riddersmand; det Samme kan vel times Ingeborg.
(med Værdighed) I ædle Herrer og velbyrdige
Mænd{,}! Hører mit Ord! Det er kommet mig
Faksimile
275.
for Øre, at jeg, blandt Mange af Jer, holdes
for en Mand, der er lidet bevandret i høviske
Sæder og Skikke. Jeg vil nu vise, at det er
Løgn i Jer Hals! I de gamle Krønniker for-
tælles, at naar en brav Konge mister sin Dat-
ter, saa udlover han hendes Haand og Halvdelen
af Riget til den, som finder hende igjen. Jeg
vil gjøre som de gamle, brave Konger; Den
som finder Ingeborg igjen faaer hendes Haand
og mit halve Gods og Eie dertil. Ere I med
paa det?
De unge Karle
Ja, ja!
9de Scene
De Forrige. Ingeborg (træder hurtig ud
fra Huset og trækker Hemming efter sig.)
fra Huset og trækker Hemming efter sig.)
Faksimile
276.
Ingeborg
Her er jeg! Hemming har fundet mig!
Alle
(forbausede)
Ingeborg og Hemming! Heroppe!
Arne
(forbittret)
Ei, saa skal da ogsaa – –
Ingeborg
(kaster sig om hans Hals.)
O, Fader! Fader! Det nytter Dig ikke; Du
har givet dit Ord!
har givet dit Ord!
Arne
.Ham gjaldt det ikke! Nu skjønner jeg det
nok; han har selv ført Dig bort!
nok; han har selv ført Dig bort!
Faksimile
277
Ingeborg
.Nei, tvertom, Fader! Det var mig som førte ham
bort!
bort!
Arne
(forskrækket)
Vil Du tie med slige Ord! Er Du da forrykt?
Ingeborg
(sagte)
Saa sig ja, strax paa Stedet! Ellers fortæller
jeg til alle Mennesker, at det var mig som – –
jeg til alle Mennesker, at det var mig som – –
Arne
.Ti, ti! Jeg siger jo ja! (træder mellem dem og
seer bistert paa Hemming.) Dig var det altsaa,
som stjal min abildgraa Hest med Sadel og Bidsel?
seer bistert paa Hemming.) Dig var det altsaa,
som stjal min abildgraa Hest med Sadel og Bidsel?
Hemming
Ak, Hr. Arne! –
Faksimile
278.
Arne
.O, Hemming! Hem̅ing! Du er en – (betænker sig)
Naa, Du er min Datters Fæstemand; lad det saa
være godt dermed.
Naa, Du er min Datters Fæstemand; lad det saa
være godt dermed.
Hemming
og Ingeborg
O, Tak, Tak!
10de Scene
De Forrige. Thorgjerd (med en Strengeleg i
Haanden, har under det Foregaaende blandet sig
mellem Mængden.)
Haanden, har under det Foregaaende blandet sig
mellem Mængden.)
Thorgjerd
Ei, see, see! Her er folksomt i Dalen idag!
Bønderne
Thorgjerd Spillemand!
Alfhild
(kaster sig i hans Arme)
Min Fader!
Faksimile
279.
Alle
Hendes Fader!
Olaf
Ja, ja, Gubbe! Idag er her folksomt og lyste-
ligt herinde, og saa skal det herefterdags blive
ved. Det er din Datters Bryllup som holdes; af
Kjærlighed har hun kaaret sin Fæstemand, om
Kjærlighed har Du sjunget for hende, – Du vil
ikke være os imod!
ligt herinde, og saa skal det herefterdags blive
ved. Det er din Datters Bryllup som holdes; af
Kjærlighed har hun kaaret sin Fæstemand, om
Kjærlighed har Du sjunget for hende, – Du vil
ikke være os imod!
Thorgjerd
.Alle gode Vætter værne om Eder!
Alfhild
Og Du bliver hos os!
Thorgjerd
.Nei, nei, Alfhild!
En Spillemand har ikke Hjem eller Bo,
Faksimile
280.
Hans Hu stævner vidt, han aldrig finder Ro!
Hver den, som eier en Sangbund i sit Bryst
Han er hjemløs i Dale, han er hjemløs ved Kyst;
I Liens Løvsal, paa den grønnende Eng
Maa han synge og røre den dirrende Streng,
Han maa lure paa det Liv, som lønligt boer
Under Fossens Væld, ved den vilde Fjord,
Maa lure paa det Liv, som i Brystet banker,
Klæde Folkets Drømme i Toner og Ord,
Og klare dets gjærende Tanker!
Olaf
Men stundom vil Du dog gjæste os her!
Nu skal en Hal mellem Birkene bygges;
Her min Alfhild! skal dit Liv betrygges,
Jeg og min Elskov skal leve Dig nær,
Aldrig dit Øie af Taarer skal skygges!
Faksimile
28{2}1
Alfhild
.Ja, nu jeg seer det, Livet er rigt!
Rigt som mit Hjertes fagreste Digt!
Saa tung og saa sort var end aldrig Sorgen,
Den følges engang af en lysende Morgen!
(knæler.)
Guds Engle smaa! I har ledet mit Fjed,
I har atter skjænket mig Trøst og Fred!
I styred' min Gang ved Afgrundsranden,
I støtted' min Fod, der var veg og svag!
O, kan jeg end ikke tro med Forstanden, –
Med Hjertet vil jeg tro til min sidste Dag!
Ja, himmelske Magter! I vaage endnu{,}!
Klart skinner Solen efter Uveirets Gru; –
Af Livets Brand blev min Kjærlighed frelst;
Lad saa times og mødes hvadhelst!
Faksimile
282.
Nu er ˹jeg˺ freidig, nu er jeg stærk,
Rede til Livets vexlende Værk!
(med et Blik til Olaf.)
Og naar vi engang – –
(afbryder og hæver Hænderne høit iveiret.)
Paa Englenes Arm
Bæres vi hjem i Himmelens Karm!
(De Øvrige have dannet e{
<...>
}n Gruppe om hende;
Tæppet falder.)
Tæppet falder.)
